I de seneste år, har flere kunstnere deltaget i en kollektiv undersøgelse af, hvor grænsen mellem kriminalitet og kunst går.

F.eks. var værket ”take the money and run” et godt eksempel på kunst, der måske er kriminelt – det juridiske er ikke afgjort – men på grund af det, det illustrerer om vores samfund og kunstverdenen, er det fortsat kunst og interessant.

Det bidrager med en pointe.

I november 2020 smed Katrine Dirckinck-Holmfeld, daværende leder for Institut for Kunst, Skrift og Forskning ved Billedkunstskolerne ved Det Kongelige Danske Kunstakademi, en buste af Frederik V., som havde været forlæg til rytterstatuen af samme, i havnen.

Formålet var politisk, men hun faldt helt igennem i et ikonisk interview på DR2, hvor det blev tydeligt at her var en professionel kunstner, der i stedet kom til at bedrive uprofessionel politisk aktivisme.

Den kunstnerisk værdi af at ødelægge busten var til at overse.

Hvis Jorn må, må jeg også

Det skal ikke kunne sige om det er det ene eller det andet, i denne gryende genre af kunstnere, der forsøger at navigere på kanten af den private ophavsret, der fik Ibi-Pippi til at vandalisere et kendt værk af Asger Jorn ‘Den Foruroligende Ælling’.

“Ællingen” er et af flere Jorn-værker, hvor han har malet oven på billeder, han har anskaffet sig på loppemarkeder. Pointen synes at være ”hvis Jorn må male på andres kunst, må jeg også male på hans”.

Logikken er ulideligt umoden. Der er en grundlæggende forskel på at opkøbe ukendte billeder på loppemarkeder – skridtet før udsmidning for kunst – og så at vade ind på et museum og vandalisere internationalt anerkendte værker, der beskriver afgørende og vigtige refleksioner om selve danskheden.

Hvor Jorn med ‘Den Foruroligende Ælling’ kommenterer på den danske selvforståelse som hyggens land, via en påmindelse om ubehaget ved at vokse op i den lille landsby, hvilket kollektivt er stadfæstet i H. C . Andersens ‘Den Grimme Ælling’, fanger han i et enkelt billede noget af den komplekse kerne i danskheden.

Hvad gør Ibi-Pippi?

Sætter sig selv i centrum, som om denne person nogensinde har bidraget med noget bemærkelsesværdigt eller kernen af andet grundlæggende, end sin egen tilstedeværelse i verden. Geniet udebliver, selvom det er tydeligt, det er det vandalen så desperat ønsker at iscenesætte sig selv som.

Kunstnerisk er det eneste det minder mig om, diverse utilpassede unge, jeg er vokset op med i forstæderne, der taggede deres initialer, eller deres vennegruppes navn med sort spraymaling i kommunens viadukter.

Og ligesom dem har jeg også mere lyst til at aktivere en indsats fra kommunen og SSP-samarbejde, end anerkende nogen form for meningsfuldt formål med handlingen.

Redigeret 5/5 2022 kl. 1126 hvor omtale af Ibi-Pippis sindstilstand udgår