Debat: Er anti-elitær kunstnerisk aktivisme god kunst?

Er det simpelt hærværk eller nødvendig, underfundig kunstkritik, når kunstnere skamferer andres værker. Det afgøres af beskueren, mener Freddy Hagen.
Foto: Museum Jorn/Statens Museum for Kunst
Maleriet ’Den foruroligende ælling’ er et af eksemplerne på Asger Jorns bearbejdning af gammel kunst, så det fik en ny kritisk betydning.
Da Ibi-Pippi forleden valgte at træde ind i Museum Jorn i Silkeborg, for der at lime et selvportræt på et af Asger Jorns malerier, samt at signere det med sprittusch, var det for at indskrive sig i en kunstnerisk kontekst.

Selv indbilder hun sig, at hun egentlig blot gentog det, Asger Jorn selv gjorde, dengang han malede sin and ovenpå et eksisterende maleri og signerede det.

Ibi-Pippi har udtalt, at denne happening skulle igangsætte en debat om, hvem der er skaber af et værk, og at det derfor var en betydelig, kunstnerisk handling, hun begik. At hun signerede det gjorde, at værket nu var hendes.

Men det lyder jo temmelig langhåret og skørt i de flestes ører, og det med rette.

En akademisering af egen intenderede kunstneriske bedrifter, behøver jo ikke at være selvrealiserende, men må stå sin test, når debatten begynder.

Kunstnerisk aktivisme

Det første man med rimelighed må konstatere er, at Ibi-Pippis forsøg er af aktivistisk karakter.

I den forstand er hendes handling ikke væsensforskellig fra Katrine Dirckinck-Holmfelds happening for nogle år siden, da hun sammen med en gruppe anonyme elever fra Kunstakademiet, valgte at smide en buste af Frederik 5. i havnen.

Selv udtalte hun, at det var en kunstnerisk happening, hvor de re-materialiserede værket, for at sætte spot på Kunstakademiets og Danmarks historiske status som slavehandlende kolonimagt.

Og netop ideen om, at de omdanner et allerede eksisterende værk, er, hvor Ibi-Pippis happening flugter denne.

Og her er måske også det eneste positive man kan sige om Ibi-Pippis happening: Katrine Dirckinck-Holmfeldt fik nemlig enorm opbakning fra andre kunstnere og meningsdannere, der erklærede, at det netop var en kunstnerisk aktion, hvorimod selvsamme ikke kunne drømme om at forsvare Ibi-Pippis handling, og angiveligt heller ikke ville betegne det som kunst.

Det er selvsagt hykleri, og i den forstand siger Ibi-Pippi noget om de magtfulde inden for kunstverden.

Underfundig institutionskritik

Man kan også læse Ibi-Pippis happening som en kommentar til selve kunstinstitutionen. Det er en kunstnerisk praksis, der har været en central del af et utal af værker, især op gennem det tyvende århundrede.

Et eksempel er kunstneren Marcel Duchamp, der, med sine ‘Ready Mades’ af allerede eksisterende objekter, der blot blev signeret af ham, udfordrede kunstinstitutionens definition af, hvad der kan betegnes som kunst.

Især hans kunstværk, et pissoir, som han blot har signeret, er i dag et vægtigt kunsthistorisk værk.

Også det værk, som Ibi-Pippi har valgt at skamfere med lim og sin signatur, er af en sådan karakter.

Asger Jorn havde købt en række malerier på loppemarkeder, uden nævneværdig værdi, og at regne for kitsch, som han så malede på og signerede.

Minder om graffiti

I tilfældet Ibi-Pippi er det mere nærliggende at fokusere på en nyere tradition, nemlig graffiti, der i halvfjerdserne havde forandret New Yorks undergrundsbane radikalt.

Malere havde udviklet denne stil, hvor de skrev deres kunstnernavne på togene, og denne sprudlende stil fik så stor gennemslagskraft, at kunstinstitutionerne verden over i begyndelsen af 80'erne tog dem til sig, og lod dem male på lærreder, så de kunne hænge på museerne og prissættes.

Dokumentarfilmen ‘Style Wars’ fra 1983, fokuserede på fænomenet og portrætterede disse malere, hvilket fik en ekstrem kraftig gennemslagskraft i hele den vestlige verden, hvor graffitien bredte sig og blev en del af det offentlige byrum.

Det interessante og relevante i denne sammenhæng er, at disse malere ikke gik på nogen kunstakademier eller skoler.

De skabte deres kunst, uden at spørge om lov, og deres kunstneriske identitet opstod derfor spontant, og først efterfølgende blev de anerkendt af etablissementet.

Dette kan man tilskrive Ibi-Pippis happening, der ikke var efterspurgt af nogen.

New Yorks kreative graffitimalere havde også vandalister imod sig: Andre graffitimalere, der blot ville brede sig mest muligt.

Her især maleren Acab, der malede ovenpå de andre kunstneres navne. Han var ikke interesseret i det æstetiske, og han betragtede heller ikke sig selv som en god kunstner. For ham handlede det bare om at være den, det fyldte mest.

Netop denne selvforståelse giver mening at nævne, når man anskuer Ibi-Pippis happening.

Derfor gør Ibi-Pippi heller ikke “bare det samme” som Asger Jorn gjorde, ved at gentage processen. Nej, Ibi-Pippi ødelagde et værk, der i dag betragtes som kunst.

Anti-akademisk aktivisme

Som beskrevet, så skal Ibi-Pippi ikke regne med at få opbakning af andre kunstnere, der tilhører etablissementet, ligesom så mange af dem bakkede op omkring buste-aktionen.

Ibi-Pippis identitet som kunstner, ligesom hans kunstnerven, Uwe Max Jensen, er den outrerede - den, der ikke er stueren.

Uwe Max Jensen var også til stede på museet, da Ibi-Pippi lavede sin happening. Uwe Max Jensen pointerer kraftigt, at han kun var til stede som journalist, og ikke på forhånd var vidende om hvad der skulle ske.

placeholder

Alligevel giver det mening at læse Ibi-Pippis happening som værende identisk med Uwe Max Jensens kunstneridentitet og kunstforståelse.

Pissede i kunstværk

Uwe Max Jensen har altid bedrevet kunstnerisk aktivisme, og det har bestemt heller ikke gået stille for sig.

For eksempel da han til en fernisering af et værk af Olafur Eliasson, på kunstmuseet ARoS i Aarhus, valgte at pisse i en vandskulptur, samtidig med at han erklærede, at det var “for at hæve den kunstneriske vandstand”.

Den happening var en kommentar til det skrift, som Aros havde forfattet til selve ferniseringen, hvor de havde anvendt et lignende floskuløst sprog om Eliassons værk.

Personligt synes jeg, at den happening var sjov, provokerende og faktisk også tiltrængt, kunstinstitutionernes selvhøjtidelighed taget i betragtning.

Uwe Max Jensen har lavet utallige happenings, rettet imod kunstinstitutionerne. Men han har også taget andre og mere aktuelle begivenheder op til kunstnerisk behandling.

En alternativ pensel

For eksempel i 2015, da han lavede sit vistnok første kunstværk, hvor han påstod, at han malede med sin penis.

Historien er kringlet, men alligevel mindeværdig. Det kom sig af, at en fotojournalist havde taget et foto af Venstre-politikeren Fatma Øktem, gående op af Folketingets trappe, iført høje hæle og en kort kjole.

En muslimsk mand havde skrevet om dette billede på Facebook og kritiseret at nogle muslimske kvinder klædte sig sådan, hvilket han fik masser af opbakning for.

Uwe Max Jensen gik på opdagelse på mandens profil og fandt et flere år gammelt foto af ham, stående med to letpåklædte kvinder på et diskotek.

Historien om muslimernes harme, og den unge muslims hykleri endte i BT, og herefter valgte Uwe Max Jensen så at skabe et maleri, med udgangspunkt i fotoet, med sin penis.

Historien bredte sig som ringe i vandet, og endte også i udenlandske medier.

Som kunstnerisk aktivisme var det både flot, indholdsrigt og debatskabende, fordi den harme, som Uwe Max Jensens happening skabte, grundlæggende var et yderligere fokus på hvor meget andre mennesker gerne vil blande sig moralsk i, hvordan kvinder vælger at klæde sig.

Negerkongen sprang i havnen

Uwe Max Jensen lavede også en aktion, i kølvandet på den tidligere omtalte buste-aktion.

Han klædte sig ud som “negerkonge” og sprang selv i havnen, men på det tidspunkt var hans ry for længst blevet så blakket, at mange blot valgte at ignorere ham.

Uwe Max Jensen har nemlig i stigende grad ensidigt fokuseret på kritik af indvandring og kritik af islam, som han på et utal af måder har forsøgt at omdanne til kunstneriske happenings.

Men det er endt med, at han gentagne gange direkte har angrebet folk med anden etnisk herkomst, end dansk, og anvendt racistisk sprogbrug og generelt været ekstrem grov.

Og siden han har meldt sig ind i Stram Kurs, har hans kunstneriske happenings mistets deres humor, deres flertydighed og deres finesse, så man i dag kun kan konkludere, at hans kunstneriske virke er gået nedenom og hjem.

Ibi-Pippi har forsøgt noget lignende, som Uwe Max Jensen. Da loven om retten til juridisk kønsskifte trådte i kraft, valgte hun at skifte køn, for derefter at troppe op i damernes omklædningsrum i svømmehaller.

Det skulle angiveligt være en kunstnerisk kommentar til tidens mode, dens kønskaotiske fokus og politiske korrekthed, men i virkeligheden, som konsekvens, endte det jo bare med at gøre det vanskeligere for de reelt transkønnede, hvilket nok ikke var hensigten.

Konsekvens og hensigt

Og det med konsekvensen er også en vigtig vinkel, når vi skal vurdere Ibi-pippis happening. Da terrorangrebet i 2001 ramte USA, og flyene ramte Twin Towers, udtalte lydkunstneren, Karlheinz Stockhausen, at der var tale om et stort kunstværk.

Det fik han ekstrem kritik for, og han fortrød også senere sin udtalelse. Det var som om, at han helt overså konsekvensen, i sin betagelse over hvor vældig en begivenhed, der var tale om.

Og noget lignende - om end i en noget mindre skala - er også på spil her, med Ibi-Pippis egen vurdering af sin happening. Af flere grunde.

Hvis man ser på, hvad Asger Jorn selv gjorde, og det faktum, at han måske oven i købet selv ville have fundet Ibi-Pippis happening morsom, så synes det jo fint nok.

Slut med tillid

Museum Jorn var kendt for ikke at pakke deres dyre kunstværker ind i sikkerhedsudstyr.

De valgte i stedet at stole på publikum. Samtidig er Asger Jorn i dag anerkendt, og netop derfor hænger han på sit eget museum, og elskes for sin tilgang til kunsten.

Det er netop derfor, at Ibi-Pippis ikke kan have ret i, at hun bare “gør det samme” som Jorn. Slet ikke. Hun gør derimod noget andet, nemlig at pisse på den status, som Asger Jorns kunstforståelse har afstedkommet af respekt fra kunstinstitutionen.

Måske er det i virkeligheden kunstneren og digteren Jørgen Nash, som Ibi-Pippi identificerer sig med.

Jørgen Nash var bror til Asger Jorn, og da Den lille Havfrue i 1964 fik hovedet kappet af, påstod han, at han kendte den, der havde begået handlingen.

Senere, i 1997, påstod Nash i sin selvbiografi, at han havde haft hovedet af havfruen og smidt det i Utterslev Mose. Men hærværket er aldrig blevet opklaret, og Nash udnyttede først og fremmest mysteriet. Om der er tale om en kunstnerisk happening, er tvivlsomt.

Hverken finurligt eller morsomt

Konsekvensen af Ibi-Pippis happening er naturligvis, at de andre værker på museet vil blive pakket ind i sikkerhedsudstyr. Det siger sig selv.

Og det er netop symptomatisk for hele Ibi-Pippis happening: Der er ikke tænkt over konsekvenserne, og der er egentlig ikke noget finurligt, noget morsomt eller noget tankevækkende over det.

Det er blot vandalisme, og dets kunstneriske værdi er ikke højere og noget andet end den erstatning, som hun i sidste ende må ende med at betale for at have ødelagt et anerkendt kunstværk.

Ibi-Pippi kan kalde det for stor kunst, men når andre ikke vil lege med, bliver dets betydning også minimal, og reaktionen, det tankevækkende og det debatskabende kan ikke undværes, hvis det skal ophøjes til en konceptuelt værk.

Sådan er det.

Rettet 6/5 kl. 1210 så det fremgår, at der er tale om opinion.

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet og arbejder som fiskehandler.


placeholder

Kommentarer

At ødelægge andres værker/værdier,og i det hele taget at ødelægge andres ejendom passer meget godt til den groteske tid
vi lever i. Se blot på den såkaldte "vejvrede",der også er et udtryk for at der ingen RESPEKT er for ANDRE,men kun for den der udøver både " hærværk og vejvrede".Begge dele fortæller klart at folk er komplet ligeglade med
andre. Det hele drejer sig kun om MIG MIG MIG. Ego dyrkelse præger tiden.Med fokus på NYDELSE,TEMPO,og EFFEKTIVITET.Stor FART over hver eneste dag. Som flygtede enhver fra en "kæmpestor bisværm". Uden mål og mening.Bare derudad hurtigere og hurtigere. At ødelægge en andens kunst har INTET med kunst at gøre.

Asger Jorn havde købt billedet han malede på, hvis manden udklædte som kvinde (Ibi-Pippi), havde købt Jorn- maleriet inden han/hun malede på det, havde der ikke været en sag om hærværk.

Selv om Jorn købte billederne han malede over , kan man vel også godt sige at han “pissede” på andre kunstneres værker , uanset de var købt og betalt .

Derfor finder jeg debatten om at ændre andre kunstneres værker langt mere interesant , end kun spørgsmålet om ejendomsret .

Nu er der jo meget "snobberi" forbunden med den såkaldte kunst. Det som betyder mest for dem som vurdere om et maleri er "stor" kunst er om maleriet er signeret af en "kendt" og dermed anerkendt kunstner. Så er maleriet "stor" kunst til mange tusinde kroner, hvis det er et ukendt navn er der blot tale om et maleri til nogle få hundrede kroner. Man ser jo hele "showet" når f.eks. Brun Rasmussens aktionshus skal undersøge om det er en "ægte" Rembrandt til mange millioner, eller blot et maleri af en ukendt kunstner, som ikke er interessant og derfor ikke kan betragtes som "kunst", men blot et billede uden værdi. Her bliver det virkeligt udstillet at det ikke er billedet der er "kunst" men hvem der har malet det som betyder noget for vurderingen.

Jeg er enig med dig Freddy Hagen i din konklusion om at Det denne Ibi-Pippis happening ikke er anden en ren og skær parasitteren og hærværk på en god og anerkendt kunstners værk. Nemlig Asker Jorns værk . Den foruroligende ælling’
Men jeg må dog modsige dig i din sammenligning med Busteaktionen på Kunstakademiet. Der havde en hel klar dagsorden i sig selv . Jeg vil bede dig om at læse mit opionsindlæg her på PIO omkring den Aktion . Da det vil tage for megen plads at komme ind på BUSTEAKTION problematikken her. SE LINK HER:
https://piopio.dk/danmarks-racistiske-fortid-skal-paa-museum

Når du i dit indlæg skriver at BUSTEAKTIONEN har fået stor opbakning på parnasset af Kunstverden må jeg også modsige dig. Det er simpelhen ikke rigtigt. Katrine D. Holmfeldt der er kunstneren bag BUSTEAKTIONEN har fået støtte af sine kollegaer og andre kunstnere i Danmark ved en underksriftindsamling som online kunstmagasinet I DO ART stod for. Ellers har Katrine D.Holmfeldt været udsat for den værste cikane nogensinde i i Danmark som en kunstner kan blive udsat for. Selv ikke Surrealisten og senere professor på Kunstakademiet Wilhelm Freddie der I 1937 fik konfiskeret tre arbejder, bl.a. maleriet Psykofotografisk fænomen: verdenskrigens faldne og objektet Sex-paralysappeal af Politiet. Han blev anmeldt for overtrædelse af pornografi loven og blev dømt. Første i midt 1960 fik han oprejsning og hans værker anerkendt som kunst.
BUSTEAKTIOINEN er både en aktivistisk handling og en kunstnerisk aktion og den Buste der røg i vandet burde i dag stå på et museum . Ligesom det er sket i B,la England hvor en Koloniherres Skulptur er kommet på kunstmuseum i al sin kolonikunst bronce herlighed. I stedet har Byen Bristol opstillet en Skulptur af en Sort Kvinde på det sted hvor der før stod en Kolonimagt imperialist og tronede. .AT Katrine D Holmfeldt har fået en god behandling og anerkendelse for sin aktion er helt og aldeles forkert. HUN har mistet sit job på Kunstakademiet. HUN står over for en retssag for groft hærværk med udsigt til en fængselsdom. Hun har ikke nogen chancer for at få ansættelse i den Danske kunstverden igen. HUN er blacklistet. Akademitrådet har stillet krav om en erstatning på omkring 45.000 kr for den i Gips og værdiløse Buste af Frederik V der røg i Københavns havn
.
SÅ når du postulerer at Katrine D Holmfeldt er i samme klasse som IBI-PIPI er du helt og aldeles forkert på den Hun får IKKE særbehandling i Kunstverden hverken den statslige- etablerede eller den udøvende Kunstverden.
HUN blev politianmeldt af tidligere Kunst og Kulturordfører i DF Morten Messersmith der har en dom for racisme bag sig og som selv står over for en ny retsag for svindel og af den Konservative Kunsthistoriker og byrådsmedlem på Frederiksberg Mikkel Bøgh.
DU kan på POW international og på Informations debat samt på Arbejderens sider læse mere om mine holdninger til Busteaktionen og Danmarks hykleri omkring Kolonitiden og monumenter der hylder Koloni og slave konger i Danmark !!

LINK til yderligere debat. INFORMATION og POIW INTERNATIONAL

https://pov.international/frederik-v-og-dansk-kolonihistorie-pa-museum/

https://www.information.dk/helle-bolther-christensen

Annonce