Valgkampen set fra en lygtepæl i Gladsaxe

Troldehæren ikke havde en chance. Vi var bange for, at blive overtaget af russiske trolde og digitale bots. Men vores demokrati sejrede og stod imod presset.
Foto: Jeppe Bruus
En valgkamp er debatter i TV, meningsmåling efter meningsmåling og et enormt fokus på partilederne. Men en valgkamp er meget, meget mere end det.

Set fra Gladsaxe – en socialdemokratisk kommune i omegnen af København – er en valgkamp også ophængning af valgplakater, uddeling af brochurer i vælgernes postkasser, valgcafé, gadeaktiviteter, dør-til-dør-kampagner og massevis af andre ting, der er nødvendige for at få det gode valg, vi endte med.

Alt det, der ligger under den glitrende overflade, bliver skabt af frivillige kræfter. Medlemmerne deres familie, som tit kommer med ud.

Det er nødvendigt, at vi tager en tørn for at få det til at lykkes

Vi kunne bare lade være, vi frivillige. Vi får ikke en krone for det og gør det som regel ved siden af vores arbejde og alle de andre ting, der fylder dagene op. Det nemmeste ville være at læne sig tilbage, tænde for skærmen og lade andre tage slæbet.

Men vi gør det alligevel. Fordi det er vigtigt. Fordi vi kan mærke, at det vi kæmper for – et mere retfærdigt, solidarisk og grønt Danmark – er afgørende. Og fordi vi kan se, at forandringen ikke kommer af sig selv. At det er nødvendigt, at vi tager en tørn for at få det til at lykkes.

Fællesskabet gør stærk

Vi lever i en tid, hvor vi bliver mere og mere optaget af, hvad der sker på vores skærm. I fjernsynet, på computeren og i højere og højere på vores helt private skærm på telefonen, som vi har på os alle vågne timer og bruger timevis på at kigge på hver dag.

Skærmene kan gøre os dummere og mere fragmenterede, hvis de erstatter den levende debat ansigt til ansigt med bare at klikke og kommentere på skærmen hjemme i sofaen.

Det levende fællesskab, hvor vi er sammen fordi vi laver noget, der gør en forskel ude i virkeligheden, er modvægten til fragmenteringen. Når vi rækker ud og taler politik med dem, vi kender. Måske lytter til en debat der ikke foregår i TV, men i levende live.

Når man mødes og laver noget sammen med andre, kan man mærke fællesskabet helt fysisk

For når man mødes og laver noget sammen med andre, kan man mærke fællesskabet helt fysisk. Når man en lørdag har hængt stakkevis af valgplakater op, er man træt, når man kommer hjem. Men man er også høj af begejstring fordi man kan mærke, at man har gjort en forskel sammen med andre, der kæmper for det samme som én selv og var med ude i lygtepælene.

Det er dén bevidsthed om, hvor vigtigt det er at gøre en indsats, der forener os i valgkampen. Vi mødes på kryds og tværs, unge og ældre, kvinder og mænd, høje og lave, med blå, grønne og brune øjne. Vi motiverer hinanden og giver et klap på skulderen, når det lykkes.

Vi kan mærke, at vi er en del af et parti, som samtidig er en bevægelse. En bevægelse som har eksisteret i mere end 100 år og som udgør fundamentet for det, der sker på Christiansborg og i mediernes blitzlys.

Jeg skulle hilse og sige…

Når jeg i valgkampen har hørt folk tale om, at vores demokrati er i krise, har jeg tænkt på alle os frivillige. Selvfølgelig først og fremmest i Socialdemokratiet, fordi det er dem jeg kender bedst, men også frivillige i andre partier, som jeg har mødt i valgkampen.

Jeg kan mærke, at der er flere og flere, der har lyst til at gøre en forskel ved at være aktive

Jeg kan mærke, at der er flere og flere, der har lyst til at gøre en forskel ved at være aktive. Jo mere vores demokrati bliver et underholdningsshow, som vi skal sidde og betragte på hver vores skærm, jo mere har vi brug for at komme ud og gøre en forskel sammen med andre.

Nu, hvor vi har valgkampen er godt overstået, er vores hovedopgave at invitere endnu flere indenfor i vores fællesskab. Så de kan opleve den samme glæde ved at gøre en forskel, som vi selv mærker.

Mærke den boblende træthed, når man har været på gaden og snakke med vælgere. Mærke den berusende lykke, når dét man har kæmpet for, lykkes. Mærke følelsen af, at vi har gjort en forskel, fordi vi gjorde det sammen.

Set fra en lygtepæl i Gladsaxe er demokratiets kerne:  Samtalen ansigt til ansigt

Set fra en lygtepæl i Gladsaxe er demokratiets kerne: Samtalen ansigt til ansigt, fællesskabet og troen på, at det nytter at gøre en indsats.

Og jeg skulle hilse og sige, at dén demokratiske kerne har det godt. Den russiske troldehær har ikke en chance.

Anmelder og debatør på Netavisen Pio


Kommentarer fra Facebook