Alternativet gik til påskeferie med rekordringe meningsmålinger. Det gør ondt på ethvert parti, når man roder rundt omkring spærregrænsen og risikerer et farvel til Christiansborg.

Elbæk satsede på at et hidsigt angreb på den kontroversielle socialdemokrat ville give bonus på Facebook

Som så ofte før udløste det bedrøveligvis også politiker-under-pres-princippet: ’det bedste forsvar er et angreb’.

Partileder Uffe Elbæk gik straks på banen med et voldsomt angreb på Socialdemokratiet:

Angrebet gik ikke overraskende på den socialdemokratiske prügelknabe number-one Henrik Sass Larsen. Elbæk satsede på at et hidsigt angreb på den kontroversielle socialdemokrat ville give bonus på Facebook. Og det gav ganske rigtigt masser af ’likes’ at beskylde den socialdemokratiske gruppeformand og dennes partifæller for ”misundelse, fordomme og fordummelse” i deres kulturpolitiske syn.

Å-formanden efterlyste sågar intern socialdemokratisk splid på Facebook.

Elbæks korstog mod den klassiske musik

Det der faldt Uffe Elbæk for brystet, var en række sammenstykkede citater fra forskellige interviews som tre socialdemokrater har givet (Radio-interview, Altinget-interview og Magisterbladet-interview), som alt i alt skulle være udtryk for et så skræmmende billede, at det altså giver Uffe Elbæk både kuldegysninger og grimme tanker om fortidens autoritære samfund.

I ”Kulturens Marshall-plan” som Elbæk selv lancerede, ville han nedlægge en lang række af landets symfoniorkestre

Det var særligt ideerne om at ville prioritere kulturmidlerne mere ’folkeligt’ og mindre ’elitært’, der provokerede Uffe Elbæk. Ambitionen om at ville omprioritere kulturens sparsomme midler til fordel for dem, der ikke har årskort til Det Kongelige Teater står øjensynlig ikke på Uffe Elbæks ønskeliste.

Det er en holdning, som man naturligvis skal have lov til at have, men den står bare i skærende kontrast til det kulturpolitiske korstog som Uffe Elbæk selv stod i spidsen for tilbage i 2011.

I udspillet ”Kulturens Marshall-plan” som Elbæk selv lancerede, ville han lukke Gamle Scene på det Kongelige Teater og nedlægge en lang række af landets symfoniorkestre for at give plads til – ja gæt selv – den mere folkelige rytmiske musik.

Elbæk’ske dobbeltstandarder

Tilbage i 2011 var Uffe Elbæk således klokkeklar i mælet på det kulturpolitiske område. Han ville have skærpe prioriteringerne og han ville udjævne en eksisterende skævhed.

Uffe Elbæk: ”Jeg synes, der er et ulige forhold mellem støtten til klassisk musik og rytmisk musik

Overfor Kristelig Dagblad udtalte Uffe Elbæk: ”Jeg synes, der er et ulige forhold mellem støtten til klassisk musik og rytmisk musik”. Og det krævede som han selv skrev i tidsskriftet Atlas skærpede prioriteringer: ”Vores økonomiske situation gør det ikke muligt blot at udskrive en stor check til kulturlivet, men tvinger os til en tiltrængt prioritering, som gør op med det, vi plejer at gøre."

Men den slags opgør og prioriteringer er åbenbart KUN fordummende og forfærdelige, når de ikke kommer fra Uffe Elbæk selv.

Derfor virker det tankevækkende, at Uffe Elbæk går til frontalangreb på de socialdemokrater, som blot rejser de samme spørgsmål, som han selv stillede i 2011.

Men den slags opgør og prioriteringer er åbenbart KUN fordummende og forfærdelige, når de ikke kommer fra Uffe Elbæk selv

Måske forklaringen på denne dobbelte standard skyldes at Uffe Elbæk fik musikbranchen på nakken, måtte opgive sine økonomiske omprioriteringer og blev hårdt udskældt som kulturminister.

Bingo-elskere og Opera fans må tage prioriteringsdiskussionen

Jeg kan kun være enig med 2011-Elbæk, når han ville tænke nyt, prioritere og udligne skævhederne i vores kulturstøtte, mens man bedrøves når 2019-Elbæk blot vil tilsvine politiske kollegaer og opfordre til splittelse i andre partier.

Der bør være plads til en prioriteringsdiskussion af de alt for få ressourcer til vores kulturinstitutioner

Selv tager jeg gerne kampen, hvis det som Elbæk antyder, skulle være bibliotekerne, der kom i farezonen. Jeg selv er opvokset med en bogbus, der holdt foran forsamlingshuset hver onsdag. Derfor har jeg altid opfattet biblioteket som kernen af den socialdemokratiske kulturpolitik.

Selvom bingo-elskere, opera-fans og Tintin-læserne i bogbussen hver for sig er fantastiske mennesker, så bør der være plads til en prioriteringsdiskussion af de alt for få ressourcer til vores kulturinstitutioner.