Hvil i fred, Alternativet 

Nekrolog: Prisen for det strukturløse tyranni og den personfikserede kult blev for høj. Alternativet forblev en politisk kult mere end en politisk bevægelse
Foto: Colourbox
”Vi er det stik modsatte af sådan et topstyret parti,” sagde en virkelysten og begejstret partistifter Uffe Elbæk til Berlingske i 2015 i anledning af lanceringen af det nye parti.

Alligevel valgte selvsamme partistifter og hans tro væbnere at trække tæppet væk under deres eget parti, så snart de ufrivilligt måtte slippe styringen og forlade partitoppen.

Det højtbesungne medlemsdemokratiet talte og Uffe Elbæk stak halen mellem benene.

Alternativets smukke idealer om at være de nye, de samfundsforandrende og dem der skulle ”unfuck the system” blegnede på et splitsekund. Drømmene kuldsejlede mellem de store ord, procesmageri og personspørgsmål.

Mindeord

Inden liget sænkes i jorden og præsten kaster jord på kisten, så skal der naturligvis lyde at et par mindeord over et politisk projekt, som i en kort periode satte aftryk på dansk politik.

Alternativets drømmende projektmagere fortjener langt hen af vejen ros. Det var Alternativet, der fastslog behovet for at fremme en ny politisk kultur, det var Alternativet, der viste vejen til at styrke borgerinddragelsen i dansk politik og det var Alternativet, der tidligt opfangede at der var momentum i klimabevægelsen.

Alternativet og Uffe Elbæk vil blive husket som nogen der gjorde tingene anderledes.

Da partiet i 2016 fik danskernes ord for at de havde flyttet den politiske kultur i positiv retning havde de ramt plet. Og det samme gjorde sig gældende i 2019, hvor Uffe Elbæk i forbindelse med Finansloven - i stedet for at tale om egne fortræffeligheder – brugte tiden på rose Enhedslistens Pernille Skipper.  

Mere kult end bevægelse 

Alternativet har dygtigt italesat tidens aktuelle udfordringer, selvom de ikke tilsvarende dygtigt har formået at levere løsningerne på samme. Alternativisternes ambitioner oversteg til tider deres organisatoriske evner, deres fælles forankring og ikke mindst deres politiske evner.

De slog sig op på at skulle være noget mere og bedre end de såkaldte "magt- og systembevarende partier", som Alternativet så tydeligt foragtede.

De skulle være et alternativ til alle de forfærdelige ting, der almindeligevis foregår på Christiansborg og de skulle være mere end end blot et kedeligt, almindeligt parti; nemlig en bevægelse.

Men hverken drømmen eller bevægelsen endte med at blive større end Uffe Elbæks personlige ego.

Alternativet forblev mere en politisk kult end en egentlig politisk bevægelse. Alternativisterne forstod aldrig, at der på trods af mange fejl og mangler kunne være en grund at ”de gamle partier" gør som de gør.

At den gennemprøvede og gennemtestede udgave af de kedelige Christiansborg-partier faktisk også har en styrke, berettigelse og et formål med det de lavede gik aldrig for alvor op for Alternativisterne.

Det strukløse tyranni 

Som jeg skrev i en analyse "Alternativets strukturløse tyranni" tilbage i 2017, så var Alternativet tidligt havnet i et klassisk og selvskabt dilemma, hvor de gerne ville fastholde deres position som dem, der tør gøre alting anderledes, mens de samtidig stræbte efter den organisatoriske slagkraft, der kunne muliggøre varige forandringer:

”De store drømme om at gøre alting anderledes og bedre end alle andre partier kan meget vel blive direkte undergravende og gøre Alternativet til sin egen værste fjende”.

Hverken Uffe Elbæk eller hans lystige svende formåede at udleve deres egne drømme i praksis.

Drømmen om inddragelse blev til underkendelse af et formandsvalg, som Uffe Elbæk formulerer således:  "Sagt med både ydmyghed og respekt: Jeg havde bare ikke regnet med, at Josephine Fock meldte sig som kandidat."

Drømmen om et grønnere Danmark blev symptomatisk reduceret til et afbud fra et kaosramt Alternativet netop nu, hvor de altafgørende klimaforhandliger gik i gang. Men måske drømmen om en ny politisk kultur kan leve videre andre steder - ihvert fald har tidligere Alternativist og iværksætter René Gade lanceret et nyt parti. 

Prisen for det strukturløse tyranni og den personfikserede kult, blev i længden for høj. Alternativet vil blive husket af de fleste, men ikke savnet af alle.

De ville mange af de rigtige ting, men indså aldrig rigtigt, hvor svært det kan være at skabe reel forandring.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Jeg tvivler på, Alternativet har haft en betydning for cirka 95% af befolkningen.