Kan Lidegaard føre De Radikale tilbage til magt og ære?

Regeringen kan ikke længere skifte R ud med DF. Det hæver værdien af de radikale mandater. Omvendt har R stadig ikke andre steder at gå hen.
Foto: Kasper Thorlak
Martin Lidegaard, politisk leder, De Radikale
Der gik formentlig et lettelsens suk igennem socialdemokraternes gruppeværelse ved nyheden om valget af Martin Lidegaard som ny radikal leder.

Han bliver ikke bare i Socialdemokratiet, men også i resten af Folketinget, set som en mere midterorienteret pragmatiker. Modsat sine to forgængere Sofie Carsten Nielsen og Morten Østergaard.

I Socialdemokratiet håber man, at De Radikale vil bruge Sofie Carsten Nielsens afgang til at bløde op på den konfrontationskurs, der i efterhånden mange år har isoleret De Radikale og som ledte til beslutningen om at vælte regeringen.

Samlet gik de 11 mandater tilbage og hviler nu kun på et enkelt mandats forspring

Et valg, der kostede De Radikale dyrt og som har bragt flertallet bag Mette Frederiksen i fare.

For selv om valget blev vundet med det yderste af neglene, og Socialdemokratiet gik frem, så var det ikke nogen sejr for de partier, der stod bag forståelsespapiret.

Samlet gik de 11 mandater tilbage og hviler nu kun på et enkelt mandats forspring. Der er ikke råd til slinger i valsen og flere radikale stunts. Eller andres stunts.

Vil De Radikale acceptere mandaternes logik?

Se med socialdemokratiske øjne skal De Radikale sådan set bare gå tilbage til det, der var partiets udgangspunkt.

Noget som man igennem mere end et århundredes samarbejde har lært socialdemokraterne på den hårde måde: At acceptere mandaternes logik og så ellers få så megen radikal politik igennem som muligt.

Spørgsmålet er, om Martin Lidegaard vil få nemt ved at bringe sin pragmatisme i spil.

På egen hånd er han mindre klar i spyttet

Det er værd at huske, at Sofie Carsten Nielsen selv lovede et opgør med Morten Østergaards ultimative krav og evindelige trusler.

Hun viste sig imidlertid som en svag leder, der lå under for sit bagland og for gruppens venstrefløj i form af folketingsmedlem Zenia Stampe, der på de sociale medier jævnligt skærper partiets linje.

Det gælder især regeringens planer om at oprette et dansk asylbehandlingscenter i Rwanda.

Mandsopdækket af både Zenia Stampe og partiets nye næstformand, Samira Nawa, måtte Martin Lidegaard gentage partiets ultimative position om at vælte en regering, der arbejder på en Rwanda-løsning.

På egen hånd er han mindre klar i spyttet og mener, at medierne fortolker partiets ultimative krav "meget ultimativt".

Ultimative krav står mellem Lidegaard og udenrigsministeriet

Det kunne godt se ud som om, at Martin Lidegaard selv er klar over, at De Radikales ultimative tilgang til forhandlinger kan koste partiet adgangen til en kommende regering. Og ham selv drømmejobbet som udenrigsminister.

Men, at han samtidig må tage hensyn til sit bagland, for hvem idealisme vægter højere end indflydelse.

Indtil videre er Lidegaard i klub med Venstres Jakob Ellemann-Jensen og Alternativets Fransiska Rosenkilde, der også mangler at bevise, at de selv lægger linjen og ikke bare er folketingsgruppernes gidsler.

De Radikale kadrer ligner, tænker og lyder i dag som venstreorienterede.

Glorificerede talsmænd, der hvert øjeblik risikerer at blive underkendt og som derfor er svære at lave aftaler med.

Martin Lidegaard har den udfordring, at han som højrefløjens kandidat ikke har stor kredit blandt partiets ledende kræfter. I takt med at De Radikale igennem årtier har anlagt en mere aktivistisk og værdibaseret linje er medlemsskaren begyndt at tage farve derefter.

De Radikale kadrer ligner, tænker og lyder i dag som venstreorienterede.

DF’s nedsmeltning hæver værdien af de radikale mandater

Folketingsvalget blev en ren katastrofe for Dansk Folkeparti. Det kan meget vel gå hen og blive den væsentligste og måske eneste gevinst, De Radikale får ud af blodbadet, der halverede gruppen.

For med tilslutningen til Arne-pensionen og Blackstone-indgrebet gjorde DF for første gang i mange årtier socialdemokraterne frie for det genstridige lille radikale midterparti.

derfor er Løkkes såkaldte “reformflertal” et fatamorgana.

Selv om antallet af forlig måske var overskueligt, så var muligheden for at lave forlig med venstrefløjen og DF med til at sænke prisen på de radikale mandater.

Det er imidlertid ikke udelukket, at regeringen ikke atter får den mulighed. Under valgkampen lagde Inger Støjberg sig på en midterorienteret kurs - ikke ulig den Thulesen Dahl stod for som DF-formand.

Det bliver ikke med Danmarksdemokraternes mandater, at Arne-pensionen og efterlønnen bliver afskaffet, og derfor er Løkkes såkaldte “reformflertal” et fatamorgana.

Lidegaard risikerer at ende under Løkke i regeringens hakkeorden

Indtil videre lader det til, at Martin Lidegaard har blandet politisk blod med Moderaternes Lars Løkke Rasmussen, så de to partiledere koordinerer deres krav til Mette Frederiksen.

Politisk giver det god mening, da De Radikales og Moderaternes politik matcher fint. Hvis der skal vægt bag midten er det logisk, at de to giver hinanden håndslag på ikke at gå i regering uden hinanden.

Derfor står Lidegaard med stort set lige så dårlige kort på hånden, som Sofie Carsten Nielsen gjorde efter valget i 2019

Det er dog ikke en ufarlig kurs. De Radikale har med deres stejle tilgang til kompromiser været med til at bane vejen for, at Løkke kan indtage pladsen på midten. Og under valgkampen var det Løkke, og ikke De Radikale, der høstede gevinsten af ønsket om samarbejde over midten.

Lidegaard risikerer at ende under Løkke i den hakkeorden, der uvægerligt vil karakterisere en midterregering.

Omvendt vil en SSFR-regering ikke indfri ønsket om samarbejde hen over midten. Og ingen tror på de radikale trusler om at pege blåt. En sådan regering vil være afhængig af den yderste højrefløj.

Derfor står Lidegaard med stort set lige så dårlige kort på hånden, som Sofie Carsten Nielsen gjorde efter valget i 2019. Men han starter med en større troværdighed og goodwill i Socialdemokratiet.

Hvis han får lov af sit bagland, kan han forvandle De Radikale fra modspiller til medspiller, og så er vejen banet tilbage til magten og æren.

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Så længe han står der som en anden Pinocchio med tydelige snore stikkende ud fra arme og ben, og på direkte TV bliver klart underløbet og ydmyget af den øvrige folketingsgruppe på sit allerførste pressemøde som ny formand, kan jeg ikke se hverken ham eller RV som nogen, der kan bruges til noget. Og det gør unægtelig situationen vanskelig.

I den forbindelse vil jeg (endnu en gang) minde om, at hvis man vil have statsministerposten for enhver pris, så BLIVER det også enhver pris. Og det kan hurtigt blive enhver meget høj pris, vel at mærke.
Lad mig til skræk og advarsel nævne Socialdemokratiets søsterpartier i Holland og Frankrig, som indtil for 10 år siden nød en opbakning svarende til den, vores parti har i Danmark, men som nu ligger i omegnen af 5% i Holland og under 2% i Frankrig.

Håber Mette Frederiksen har større n..... end Helle TS, der var så taburet l....... at R fik en indflydelse de ikke var berettiget til - hold R ude i strakt arm, tak!

Pinocchio, god sammenligning Thor
.

Thorning ville med djævelens vold og magt være landets første kvindelige statsminister og dermed sikre sin plads i historiebøgerne. Det blev ikke nogen gratis omgang, men heldigvis havde vi SF til at tage en stor del af regningen ;-)

Lindegård skal sætte de kvinder på plads, der undsiger ham offentligt.
Han skal vise han er lederen. Men i min optik er han bedste bud, hvis ikke de skal ryge ud. Men alliance med løkke er livsfarlig

Hvis han sender De Radikale Venstre i en regering med Socialdemokratiet uden ultimative krav, så kan han godt det. De seneste forgængere har opført sig som om de har fået 50% vælger opbagning selv om ku 6-8% har stemt på dem. Og det grænser til magt misbrug.

Ved godt Det Blå Svindlerhold ført an af Den-Lille-Svindler er være på det område. Men folk er ved at være rigtig godt trætte af at blive taget ved røven af mennesker som Lars Løkke Rasmussen. For det er lige præcis det Den-Lille-Svindler gør. Utilregnelig, manipulerende og løgnagtig med et snakketøj, som kan snakke fanden i døden. Den-Lille-Svindler siger politik er mulighedernes kunst. Men hans måde at agere på er ikke mulighedernes kunst. Det er bedrag.

Men den opførelse gider folk ikke mere.

Så jo. Martin Lidegaard kan godt føre De Radikale Venstre på rette spor igen. Hvis altså De Radikale Venstre vil det. Det skal ske gennem samarbejde og ikke ultimative krav. Nu med 4,6% vælger tilslutning.

Det Blå Svindlerhold

" Det Blå Svindlerhold ført an af Den-Lille-Svindler" du har jo før skrevet af DBS var Den-Lille-Svindler - nu fører han DBS an

Jeppe Lindholm - ved du selv hvad du mener?
Er det varmen i Thailand du ikke kan tåle?
.

Jeppe Lindholm. de radikale fik kun 3,8% af vælgerne ved valget i 2022.

“Så længe han står der som en anden Pinocchio med tydelige snore stikkende ud fra arme og ben!”

Ingen af de unge radikale kender Pinocchio.

Man må tale i et tydeligt radikal metoo sprog:

“John Dillermand er en dansk animeret stop-motion-tv-serie fra 2021, kørende på DR Ramasjang. Serien blev skabt af Jacob Ley og omhandler titelkarakteren, som har en ekstraordinært lang penis, som han forsøger at bruge til at løse forskellige problemer.”

Spørgsmålet hos de radikale samarbejdspartnere er?

Hvem hos de seks radikale har fat i den lange ende?

Jeg håber IKKE at de Radikale slingrefise får nogen som helst plads i en ny regering!
De har aldrig, som i aldrig nogensinde, gjort noget godt for manden på gulvet! Står det til de Radigale var vi oversvømmet med billig 3 lands arbejdskraft, med det resultat at vi får et endnu mere opdelt samfund.
Alene deres mantra; du skal arbejde til du segner, kan i den grad hidse mig op!!
Lad dem nu bare stå på sidelinien. Forhåbentlig bliver de desimeret til næste valg!!

Martin Lidegaard er bare stråmand for de Radikales egentlige leder Samira Nawa, som afslog formandsposten, fordi hun som den faktiske leder af gruppen vil have større magt, end som leder, da hun på den måde slipper for opposition, men vil kunne nøjes med at lægge pres på formanden.
Samira Nawa mangler lige som alle andre muslimer, flere muslimer stoppes adgangen for muslimer vil hun sætte de Radikale på bagbenende, hendes absolut vigtigste prioritet er at holde dørene åbne for muslimer, hvis ikke det var hendes vigtigste prioritet, ville hun som muslim havne i helvede, så det punkt kommer hun ikke til at give sig på.

Denne gang har De Radikale Venstre overspillet deres kort. Og så med pseudo midterpartiet Moderaterne som konkurrent med Den-Lille-Svindler i formandsstolen.

Annonce