Men lige så interessant er det at overveje, hvad der samtidig gik bort.

Mest påfaldende er det, at en 15 år lang politisk tendens nu fik det endelige dødsstød. Sådan en dør ikke akut, det har været undervejs gennem længere tid.

Vi taler om “Villyismen”, den politiske strømning, der opstod i den sidste halvdel af 00’erne i SF, og som formede en generation af centrum-venstre politikere, og gav nyt liv og inspiration til både Thorning og Corydon samt Socialdemokratiets nyorientering i 2015.

Villyismen opstod i 00’erne som politisk identitet for en SFU-generation der på den ene side var trætte af deres eget partis politiske åreforkalkning og floskler samtidig med, at de var fremmedgjorte af Socialdemokratiets opportunisme og generelle mangel på vilje og evne.

Fra vagthund til magthund

Den var båret frem idémæssigt af især Thor Möger Pedersen og andre unge veteraner fra gymnasieelevernes organisation DGS.

De ønskede at skabe et kollektivt orienteret venstrefløjsparti, der uden moralske pegefingre kunne repræsentere arbejderklassen, som de var flest.

Især dem, der ikke entydigt vandt på globaliseringen. Venstrefløjen skulle ikke være bange for magten. Tværtimod skulle den omdefinere venstrefløjens idealisme fra de rene hænders politik til benhård interessevaretagelse. Fra vagthund til magthund.

Formlen provokerede selvsagt mange af SFs fløjlsbukser og ravkæder i baglandet

Det var, som der stod i en kronik fra Thor Mögers hånd, de danskere, som stod op om morgenen, smurte leverpostejsmadder til børnene og gik på arbejde, som skulle i centrum.

Værdipolitikken skulle være mere traditionel, og klimaet var først og fremmest et middel til at sikre nye arbejdspladser i Jyllands stationsbyer. Derfor blev strømningen også nedladende kendt som “arbejderisme”, hvilket er et skældsord på venstrefløjen.

Villyismen gav form og retning til Villy Søvndals formandskab fra 2005 og fungerede i samvirke med en generel professionalisering af partiet.

Formlen provokerede selvsagt mange af SFs fløjlsbukser og ravkæder i baglandet, men gav en hidtil uset medvind, og SF var undertiden større end Socialdemokratiet i meningsmålingerne.

Og da al den fornyelse på et tidspunkt blev for meget for de godmodige SF’ere, levede ideerne videre i Socialdemokratiet.

Socialdemokratiet var frit for idépolitisk udvikling

I Socialdemokratiet havde man ikke formået at udvikle én eneste levedygtig politisk idé i det første årti efter det lille systemskifte i 2001.

I stedet overlod man politikudviklingen til smart-i-en-fart konsulenter og de politiske slangeoliesælgere, der lovede fremgang i næste uges Voxmeter.

Da partiet havde ligget i idépolitisk koma så lang tid, at den vælgermæssige overlæge overvejede at slukke for respiratoren, kom Villyismen til undsætning.

Villyismen gav Socialdemokratiet livskraft, og man hentede mange af de store valgkampsidéer fra den

For Villyismen passede langt bedre til Socialdemokratiet end til SF. Et Socialdemokrati der tog sit udgangspunkt i de faglærte, pædagogerne og sygeplejerskerne, der udgør størstedelen af danskerne.

Set fra nutiden virker det komisk, men dengang var det faktisk nyt og banebrydende, at man forsøgte at sige, at der skulle være mere lighed og ikke bare mere lighed i muligheder.

Villyismen gav Socialdemokratiet livskraft, og man hentede mange af de store valgkampsidéer fra den.

De politiske udspil ‘Fair Løsning’ og ‘Fair Forandring’, de tolv minutter for at bevare efterlønnen.

Men også Thorning-regeringens sidste store udspil, fire milliarder til bedre normering i børnehaverne og ”kommer du til Danmark skal du arbejde”.

At have en stram udlændingepolitik gav mening, og danskerne troede tilsyneladende mere på det, når forklaringen var, at det var arbejderklassen, der betalte prisen for den slappe udgave.

Villyismen holdt flyttedag sammen med sine skabere

Villyismens forklaringsmodeller vandrede ind i det gamle arbejderparti, og det samme gjorde mange af dem, der havde skabt den.

Selvfølgelig de store stemmeslugere Astrid Krag og Mattias Tesfaye, men ikke mindst idémanden, Thor Möger Pedersen, der sad centralt i Socialdemokratiets kampagneapparat i det meste af 10’erne.

For ikke at tale om de mange fra andet og tredje geled, der fik pladser i medarbejderstaben, i byråd og som frivillige rundt om i den socialdemokratiske organisation.

Klima var aldrig hovedprioriteten i Villyismen

Villyismens tre grundpiller var dens idégrundlag, dens parlamentariske metode og dens konkrete repræsentanter, af hvilken meget få står tilbage efter novembervalget. Når idégrundlaget ikke længere rækker, er det også fordi verden har ændret sig, men alligevel: 

Klima var aldrig hovedprioriteten i Villyismen, arbejdsudbudsreformer var neoliberal nedskæringspolitik, forsvaret en afviklingsforretning, kulturen generelt for højpandet.

Selvfølgelig kan man finde ligheder mellem regeringsgrundlaget og Villyismen, men selv når de findes, som f.eks. i prioriteringen af sundhedsvæsenet og troen på en stram udlændingepolitik, så er begrundelserne bag væsentligt forskellige.

FOA-flertallet blev politisk operativt fra 2015 og frem

Den parlamentariske metode for Villyismen var det, man kaldte FOA-flertallet, som både refererede til de tre partier Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og SF, men også til Forbundet af Offentligt Ansatte, hvis SOSU-assistenter, ambulancereddere og skolepedeller skulle nyde godt af dets politik.

Flertallet fandtes alene ved folketingsvalget i 2015, hvor det flittigt blev brugt til at stoppe dårlig politik, men aldrig kunne bruges til at sætte nye ting i gang, da der samtidig var flertal for en borgerlig politik.

Men efter det seneste folketingsvalg er flertallet dødt

Det tillempede FOA-flertal, hvor også Enhedslisten indgik, var derimod en meget reel ting i valgperioden efter 2019-valget.

Havde det ikke eksisteret, havde man været underlagt De Radikales skiftende humør og påvirkning fra tunge lobbyister i vigtige sager som afskaffelsen af kviklån, indgreb mod udlejerne i Blackstone og selvfølgelig helt centralt i retten til tidlig pension, også kendt som Arne-pensionen.

Med andre ord: Uden FOA-flertallet havde udsatte unge stadig forgældet sig til under Premier League-kampe, de største bolighajer havde pumpet lejerne op og Arne havde måtte melde sig i jobcentret i Haderslev.

Men efter det seneste folketingsvalg er flertallet dødt. Med DF’s nedtur rækker det til 69 mandater, hvilket er omtrent lige så svageligt, som det, der engang blev kaldt blå blok.

De mange dygtige SFU’ere gavner i dag det CSR-certificerede erhvervsliv

Den tredje søjle går det ikke meget bedre for. De mange dygtige SFU’ere, der dengang i starten af 10’erne kom over som livgivende blodtransfusion i Socialdemokratiet, har snart ingen rolle at spille.

Thor Möger har erstattet kampen for samfundsforandringer med livet som solcellefabrikant, mens hans lige så dygtige hustru Nanna Westerby er blevet kommunal embedsmand.

Talenterne Emilie Turunen og tidligere SFU-formand Gry Möger har fundet stillinger i den verdensmåls-godkendte del af den private sektor

Folk med stærke kommunikative evner som Pelle Dam er blevet pressechef i udlændingeministeriet, mens Jens Anton Klinken og Daniel Bendix sidder i organisationsverdenen.

Talenterne Emilie Turunen og tidligere SFU-formand Gry Möger har fundet stillinger i den verdensmåls-godkendte del af den private sektor. Dem med CSR (corporate social responsibility) certifikater. Tidligere DGS-formand Kasper Bjering sidder i Ishøj kommunalbestyrelse, men er undtagelsen der bekræfter reglen.

Og på regeringsholdet er to andre tidligere SFU-formænd, Jesper Petersen og Astrid Krag, blandt den halvdel af S-ministrene, der ikke klarede cuttet til den brede regering.

Har vi da ikke glemt Mattias Tesfaye, magtfuldt medlem af regeringens økonomi-udvalg og nyudnævnt minister på det undervisningsområde, som var hans egen vej ind i politik? 

Jo, kigger man efter i hans politiske generalieblad, så er SF mere en parentes, end en formativ oplevelse. I 13 år var han aktiv på den yderste venstrefløj, for så at være i SF et halvt årti, og skiftede til Socialdemokratiet i 2013.

Af hans år som partiorganiseret, har mindre end en femtedel af tiden ligget hos Villy Søvndal og SF.

Noget må dø, før noget nyt kan leve

Selvfølgelig er det nostalgisk at sige farvel til Villyismen på en så brat og voldsom måde, som det skete 1. november 2022.

Men som til enhver begravelse, må man huske det gode, den afdøde bragte med sig: Troen på en politik, der er formet i billedet af almindelige mennesker og deres hverdagsliv. Idéen om en venstrefløj og såkaldte arbejderpartier, der rent faktisk også fik arbejderne til at stemme på sig, når der var valg.

Det lykkedes Villyismen med, og det er en absolut undtagelse, når man ser ud over Europa.

Begravelsen vil blive velbesøgt, men gæsterne vil ikke blive siddende længe til gravøllen

Men tiderne forandrer sig, og de forklaringer, som stod klart i Villyismens tid, i bøger som “Frp-koden” af den norske forfatter Magnus Marsdal, har nået deres sidste salgsdato.

Den parlamentariske strategi har vælgerne forkastet, og villyisterne selv – ja de har for de flestes vedkommende forladt politik og udnytter i stedet deres talenter og evne til at skabe netværk i velbetalte stillinger i det offentlige, organisationsverdenen og den smilende del af erhvervslivet.

Begravelsen vil blive velbesøgt, men gæsterne vil ikke blive siddende længe til gravøllen. De er andre steder nu. Spørgsmålet er, hvad der kommer i stedet? Med midterregeringen rykker Socialdemokratiet til højre og gør sig sårbar over for en folkelig venstrepopulistisk kritik.

Den kunne i princippet komme fra Enhedslisten og Dansk Folkeparti, men begge partier er sekteriske og har rigeligt med egne udfordringer. SF er en mere oplagt kandidat, men har ikke gode erfaringer med at udfordre Socialdemokratiets førerposition.

Bedst for Socialdemokratiet ville det være, om man kunne formulere en ny retning, der kan fastholde partiets idépolitiske overtag de næste årtier.