I hovedtræk beskrev han hvordan både personkredsen, den politiske strategi og den politiske linje var ændret så markant med midtersamarbejdet og det deraf følgende ministerhold, at arven fra Villy Søvndals korte tour de force i dansk politik var formøblet.

Men med en Mark Twain-parafrase har det siden vist sig, at rygterne om Villyismens død var stærkt overdrevne.

Velfærdsdemonstrationerne

For Villyismen var jo meget mere end de fremtrædende personer. Villyismen kom i følget på de store velfærdsdemonstrationer som fagbevægelsen sammen med elev- og studenterbevægelsen arrangerede i midten af nullerne.

Demonstrationer som tydeliggjorde, at der var en grundlæggende bekymring, om hvorvidt den danske offentlige velfærd havde den kvalitet, som man ønskede. Demonstrationer, som i høj grad var arrangerede af SF Ungdom og de kommende frontpersoner under Villy Søvndal.

I perioden fra 2007-2011 lykkedes det SF at tiltrække enormt mange vælgere ved at tale velfærdens stemme i den offentlige debat

Villy Søvndal og SF’s store gennembrud kom netop med en valgkampagne i 2007, hvor man prioriterede benhårdt og fokuserede ældrepleje og folkeskole – den kommunale kernevelfærd. Derudover var klimaindsatsen faktisk det tredje hovedfokus, selvom man godt vidste, der ikke var stemmer i det.

I perioden fra 2007-2011 lykkedes det SF at tiltrække enormt mange vælgere ved at tale velfærdens stemme i den offentlige debat. Faktisk kan man på en måde tale om at velfærdsvælgeren opstod.

I modsætning til arbejdervælgeren, identificerer denne vælger sig ikke nødvendigvis med arbejderbevægelsen eller med røde faner, men identificerer sig i høj grad med den offentlige velfærd.

Enten fordi man selv eller nogle nært ved har haft brug for den, eller fordi man selv arbejder i den og dagligt ser, hvad den kan udrette.

Varede ikke evigt

Disse velfærdsvælgere, der tidligere i høj grad havde stemt på Socialdemokratiet, kunne mødes i SF, fordi man havde forladt de naiveste holdninger til globaliserings-, asyl- og integrationspolitik og havde påbegyndt en professionalisering, der var tydeligst i partiets kommunikation og kampagnestrategi.

Det varede dog ikke evigt. Under regeringsdeltagelsen og tydeligst med skattereform og overgrebet på folkeskolelærerne forsvandt og fragmenteredes velfærdsvælgerne.

En stor gruppe forlod SF til fordel for Enhedslisten i skuffelse over, at SRSF-regeringen ikke stod vagt om velfærden som lovet.

En anden gruppe gik til Alternativet og deres løfte om en ny politisk kultur, fordi SRSF-regeringen havde gjort dem desillusioneret omkring politik generelt.

Og på mange måder var det med Mette Frederiksens nyorientering af Socialdemokratiet at Villyismen overlevede

En tredje gruppe var skuffet over den manglende røv i bukserne hos SF og fandt plads hos Socialdemokratiet.

I den sidste gruppe fandt man en lang række folketingsmedlemmer og fremtrædende SFU’ere, som i årene efter var med til at føre Villyismens ånd videre i et nyt parti.

Og på mange måder var det med Mette Frederiksens nyorientering af Socialdemokratiet at Villyismen overlevede.

En rød(ere) økonomisk politik kombineret med en stram(mere) udlændinge- og retspolitik kunne tiltrække et vælgersegment, som ønskede velfærd og tryghed – og som ikke var bange for at stemme ægte rødt, men som heller ikke så det som en nødvendighed.

Og med SVM-regeringen og Niels Jespersens nekrolog kunne man forvente at have set det sidste til Villyismen.

Genopstået

Men fra de døde genopstod velfærdsvælgeren det sidste sted kommentatorerne kunne finde på at kigge: hos Socialistisk Folkeparti.

Siden valget i 2015 er de vælgere som SF blødte mod venstre vendt hjem og har ved både ’19- og ’22-valget givet fremgang til SF og skuffende tilbagegang hos Enhedslisten.

Anekdotisk kan jeg fortælle, at der er langt færre på lærerværelserne, der afholder sig fra at stemme SF på grund af regeringsindgrebet ved lærerlockouten.

Tilsvarende fylder skuffelsen over førtidspension- og fleksjobreform, skattereform og DONG-salg langt mindre blandt venstrefløjsvælgere end for ti år siden – til stor frustration i Enhedslisten.

Og sidst med ikke mindst har Socialdemokratiet blødt vælgere og goodwill ved at danne regering med Venstre og Lars Løkke

Samtidig er Alternativets politik i større grad fokuseret på klima og miljø, og den nye politiske kultur fylder meget mindre end i de tidlige år. Selvfølgelig trækker klimapolitik i nogle potentielle SF-vælgere, men nok ikke så mange af velfærdsvælgerne, som i et vist omfang stemte Alternativet i 2015.

Og sidst med ikke mindst har Socialdemokratiet blødt vælgere og goodwill ved at danne regering med Venstre og Lars Løkke. Ved at argumentere højlydt for forringelser på centrale velfærdsområder som seniorjob og -pension.

Ved at forlade ambitionen om en værdig skattebetalt ældrepleje. Og selvfølgelig ikke mindst ved at gå direkte imod fagforeningerne og den danske model ved afskaffelsen af store bededag.

Et stærkt SF

Og det sidste kan nærmest ikke undervurderes. For det har stor betydning, når mainstreamfagbevægelsen giver sin legitimitet til andre på venstrefløjen end Socialdemokratiet.

Det så man da det lykkedes SF, SF Ungdom samt elev- og studenterbevægelsen at skabe momentum på baggrund af velfærdsdemonstrationerne i midt-00’erne.

Resultatet er et stærkt SF, som har hevet stemmer fra både venstre og højre. Et SF, der vinder vælgere på et program, der fokuserer på velfærd og fælles løsninger, som tager klimakampen alvorligt og som taler med en klar værdipolitisk stemme.

Hvor er det lige, vi har set det før?

Villyismen er død – længe leve Villyismen!