Dette kommer i kølvandet på en nylig rapport fra lønstrukturkommissionen, der detaljeret har gennemgået og anbefalet lønløft for visse faggrupper, herunder sundhedsfaglige.

Alligevel ser vi nu DSR fremføre et krav om endnu højere lønninger, før den seneste aftale er trådt i kraft.

Dette initiativ kan betragtes som en dobbelt strategisk fejltagelse af DSR.

For det første er der risiko for intern utilfredshed: Ved at stille yderligere lønkrav, kan DSR skabe forventninger blandt medlemmerne, som måske ikke kan indfries hurtigt eller overhovedet.

Dette kan resultere i yderligere frustration i en allerede presset medlemsgruppe, som kan føle, at deres behov og krav konstant negligeres eller udskydes.

For det andet risikerer DSR at skade deres politiske kapital.

Ved at insistere på yderligere lønstigninger signalerer DSR til politikerne, at de ikke værdsætter de anstrengelser og kompromisser, som allerede er gjort for at imødekomme deres tidligere krav.

Dette kan være skadeligt, da det kan reducere politikernes villighed til at forhandle med og hjælpe DSR i fremtiden, idet de kan opfatte sygeplejerskerne som konstant utilfredse uanset de tilbudte løsninger.

Man kan argumentere for, at DSR’s strategi afspejler en desperat nødvendighed for at holde deres medlemmers akutte problemer i den offentlige og politiske bevidsthed.

Det er essentielt, at DSR overvejer ikke blot hvad der kræves, men også hvordan og hvornår det kræves

Men timing og strategi i politisk forhandling kræver ofte mere fintfølende tilgange, især når man lige har opnået en sejr.

Der skal balanceres mellem at være påtrængende og at være anerkendende overfor de skridt, som allerede er taget af politikere og beslutningstagere.

Det er essentielt, at DSR overvejer ikke blot hvad der kræves, men også hvordan og hvornår det kræves.

Ved at håndtere denne balance mere elegant kunne DSR potentielt sikre både kort- og langsigtede sejre uden at fremstå som uforsonlige eller overskride de grænser, der er sat af politisk realisme og mulige politiske alliancer.

DSR’s strategi kan selvfølgelig være at være venner med dem, der vil give endnu mere, men de har ikke magten til det - og hvad løser det så?

Forstå hvordan lønstigningerne forhandles.

I debatten om lønkrav for sygeplejersker, som bliver aktuel igen i lyset af DSR’s kongres, er det afgørende at forstå, hvordan lønstrukturer i Danmark er organiseret.

Lønforhandlingerne i offentligt regi, hvor sygeplejersker primært er ansat, følger ofte rammerne sat af de store industriforhandlinger mellem CO-industri og Dansk Industri (DI).

DSR og Danske Regioner har begrænsede muligheder for at påvirke lønniveauet direkte

Disse forhandlinger fastlægger de procentvise lønstigninger, som derefter typisk danner grundlag for lønforhandlinger i andre sektorer, herunder sundhedssektoren.

Dette system betyder i praksis, at DSR og Danske Regioner har begrænsede muligheder for at påvirke lønniveauet direkte, da de store linjer er lagt andetsteds.

Uklare lønkrav og utilfredse medlemmer

DSR’s udfordring bliver dermed ikke kun at fremsætte krav om lønstigninger, men også at navigere inden for en forhandlingsstruktur, hvor de ikke har det primære forhandlingsmandat.

Dette stiller krav til både strategi og kommunikation. Især er det kritisk, at DSR formår at kommunikere klare succeskriterier til både politikere og egne medlemmer.

Hvis DSR’s forperson eksempelvis sætter et mål om 12 procent eller 20 procent lønstigning, skal dette være klart defineret og forstået som det punkt, hvor sygeplejerskerne kan føle en markant forbedring.

Ved ikke at have modet eller strategien til tydeligt at definere og kommunikere disse succeskriterier, svækkes DSR’s position i både den offentlige debat og internt blandt medlemmerne

Uden denne klarhed risikerer DSR at fremstå som om, de aldrig bliver tilfredse, uanset de opnåede resultater.

Lige nu står politikerne tilbage med følelsen af at have givet sygeplejerskerne, hvad de bad om, men bliver forsat kritiseret. Men hvad har sygeplejerskerne konkret bedt om? 

”Mere i løn” og det har de fået.

Ved ikke at have modet eller strategien til tydeligt at definere og kommunikere disse succeskriterier, svækkes DSR’s position i både den offentlige debat og internt blandt medlemmerne.

Sygeplejerskerne er forsat utilfredse med politikerne, politikerne er mindre villige til at hjælpe DSR, og DSR kan ikke opfylde de lønkrav, de ikke tør stille, og som medlemmerne retmæssigt forventer af deres forbund - da de selv har været med til at skabe dem.