Annonce

Hvad er der visionært i at flytte kontor? 

Hvis det mest visionære, man kan komme på, er at oprette et nyt ministerium, så bør man nok se sin egen kulturpolitik efter i sømmene.
For lidt kunst og for meget idræt. Det er den korte opsummering af den kritik, som de tre radikale politikere, Jens Rohde, Zenia Stampe og forhenværende kulturminister Marianne Jelved, retter mod Socialdemokratiets kulturpolitik i en kronik i Berlingske.

Her foreslår de at opsplitte Kulturministeriet i et Sports- og et Kunstministerium. Men hvad er der egentlig visionært ved at skifte kontor? Der er tale om et parade-forslag på niveau med at kræve noget på skoleskemaet. Et udtryk for politisk uopfindsomhed.

Ideen om, at der sidder en masse mennesker inde i Kulturministeriet og bruger tiden på idræt, er populær. Men den mangler evidens. Sandheden er, at forvaltningen af den traditionelle kultur, altså teatre og lignende fylder absolut mest.

Et Idrætsministerium vil således ikke blive meget mere end et forkontor

Et Idrætsministerium vil således ikke blive meget mere end et forkontor.

Mon ikke også de fleste kunstnere går op i andet end hvem de deler ministerium med? Man hører jo heller ikke skibsfarten brokke sig over at dele ministerium med banker eller turisme.

Statslig bogklub indbyder til smagsdommeri

De Radikale har også andre forslag. Blandt andet skal staten oprette en bogklub, der et par gange om året skal sende gratis litteratur ud til landets unge.

Det er svært at komme på en model, der indbyder til mere nepotisme og kammerateri, for hvem skal udvælge de bøger og måske vigtigere: Hvor skal pengene komme fra? 

Det er svært at komme på en model, der indbyder til mere nepotisme og kammerateri

Hvis staten skal indkøbe millionvis af værker, bør der så ikke være lidt variation frem for at lægge det hele hos én forfatter? 

Samtidig kan man jo spørge Marianne Jelved om, hvad hun selv gjorde for kulturen, da hun havde ministerposten for få år siden. Dengang var øgede kulturbevillinger ikke højest på den radikale dagsorden.

Modsat hvad der er opfattelsen i kulturverdenen, så har man faktisk bedre adgang til offentlig støtte end mange andre brancher. Aktivitetspuljen på 300 millioner kroner er blot seneste eksempel.

placeholder

 

Det handler om penge

I sidste ende handler det om penge, og meget af kritikken er reelt floromvunde indpakninger af budskabet: Send flere penge. Det er der ikke noget galt med. Kulturbranchen er hårdt ramt økonomisk, men det ville være befriende, om,det blev fremført lidt mere ærligt. Og at det blev erkendt, at  pengene nødvendigvis må komme fra andre brancher, der også lider under corona-nedlukningen.

At kræve en mere offensiv kunstpolitik er et populært budskab. Men det er ikke ufarligt, hvis man samtidig kerer sig om armslængeprincippet. Det skal ikke være statens opgave at afgøre, hvad der er god og dårlig kunst: Vi støtter kunst på afstand: Gennem Statens Kunstfond. Gennem teatrene, Filminstituttet med videre.

Det skal ikke være statens opgave at afgøre, hvad der er god og dårlig kunst:

Man risikerer nemt, at politikerne gør sig selv til kulturelle smagsdommere og giver penge til dem, som man godt kan lide. Det var de borgerlige regeringer berygtede for. Og nu risikerer De Radikale at gå dem i bedene.

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Socialdemokraterne ville give arbejderne mulighed for at nyde "den sælsomme frihed, kunsten kan give betragteren". Konservative vidste, at et abonnement til Det Kgl til stuepigen var bedre, end at hun hang på et gadehjørne på sin fyraften. Venstre havde ikke stuepiger, de havde tyende, der sov hos dyrene og havde lige så meget behov for kunst som dem. Radikale ville have læreren til at udpege, hvad der var god og hvad der var dårlig kunst, og SF regnede den kultur, folk selv lavede, som det fineste. Intet af dette har ændret sig, undtagen socialdemokratiets politik. Ærgerligt.