Israel og Palæstinakonflikten har behov for et dansk initiativ

Danmark bør droppe tanken om en to-statsløsning som nøglen til at afslutte konflikten i Mellemøsten.
Drenge vifter med flag.
I disse uger for 25 år siden blev den israelske premierminister Yitzhak Rabin likvideret af en jødisk fundamentalist.

Nogle måneder forinden havde jeg selv haft lejlighed til at møde Rabin.

Mens cigaretrøgen hang lavt i lokalet – Rabin var kæderyger, røg i perioder op til 120 om dagen! – udfoldede han sine visioner for fred med palæstinenserne. Og understregede, at det er med sine fjender, man skaber fred.

Illusionen om en to-statsløsning

Med mordet på Rabin døde fredsprocessen.

Men to-statsløsningen lever videre som et illusionsnummer.

For palæstinenserne er det den, der får den internationale bistand til at flyde og som har gjort mange palæstinensere hovedrige.

For Israel er fortællingen om en to-statsløsning en besværgelse, hvormed man kan afvise enhver sammenligning af Israel med en apartheid-lignende stat.

Kritikere af apartheid-analogien henviser til, at hverken Vestbredden eller Gaza er en del af Israel.

Og til at sammenligningen er både faktuel og moralsk upræcis og at den i virkeligheden tjener til at delegitimere Israel.

Mest pro-israelske statsminister siden  Anker

Statsminister Mette Frederiksen er glædeligvis klar i mælet, når det gælder Israel.

Ikke siden Anker Jørgensen har en dansk statsminister været så Israel-positiv.

Det var Anker Jørgensen, der i 1973 slog fast, at han sagtens kunne forstå, at Israel reagerede prompte i forhold til nabolandene, der ville kaste Israel ”ud i Middelhavet”.

Revsede anti-semitisk venstrefløj

Mette Frederiksen aflagde i foråret et hjerteligt besøg i Israel og revsede i samme forbindelse den danske venstrefløj for at være antisemitisk.

For nylig vendte statsministeren på en tallerken i spørgsmålet om omskæring. Ikke fordi, Mette Frederiksen pludselig synes, det er en fremragende ide at skære i drengebørn. Forklaringen er, at Mette Frederiksen i rollen som statsminister har øje for en udenrigspolitisk faktor; hensynet til Israel.

Israel er det eneste demokrati – om end ikke fuldt udfoldet - i en region præget af autokrater og kleptomaniske despoter.

Mere end én gang har jeg været vidne til regeringskritiske demonstrationer i Tel Aviv – i øvrigt aldeles fredelige.

Noget tilsvarende ville være fuldstændig utænkeligt i nabolandene og Mellemøsten i øvrigt.

Et særligt bånd

Forholdet til det israelske søsterparti, HaAvoda, er for Socialdemokratiet et slags ”special relationship”; ligesom forholdet mellem LO og israelske Histadut traditionelt har været stærkt.

Vist er det længe siden, men historien er altid nærværende i Israel.

De nære forbindelser mellem Danmark og Israel hænger i høj grad sammen med redningen af næsten alle de danske jøder under krigen.

Grundlagt på socialdemokratiske principper

Israel blev de første tre årtier efter landets grundlæggelse i 1948 bygget på den praktiske socialismes principper, som de bl.a. kom til udtryk i kibbutz-bevægelsen.

I de første mange år med fagforeningsmanden David Ben-Gurion ved roret.

Unge, idealistiske danske socialdemokrater valfartede i 1950ere og 1960erne til kibbutzerne.

Som et mere aktuelt eksempel på Israel som inspiration kan nævnes Henrik Sass Larsens glimrende debatbog Exodus.

Her fremhæver Sass Larsen, at den israelske udviklingspolitik bør danne forbillede for de arabiske lande: "Det er bare at smøge ærmerne op", som Sass udtrykker det

Dele af Socialdemokratiet støttede i hvert fald tidligere anerkendelsen af en palæstinensisk stat, ligesom der er sympati for tanken i støttepartierne.  
Statsministeren kommer dem næppe i møde.

To-statsløsningen er stendød

Statsministeren siger det ikke højt – endnu – men realiteten er, at to-statsløsningen, som i årtier har været en dansk og en europæisk mærkesag, ikke har nogen gang på jord.

Israel har oplevet for megen terror – i de senere år fra især Gaza – til, at en selvstændig palæstinensisk stat frister.

Der bor i dag over 600.000 israelske bosættere på Vestbredden.

De agter ikke at flytte. Disse mennesker har deres liv, hverdag og fremtid på Vestbredden.

Tager afstand fra Selvstyret

Efter mine mange besøg på Vestbredden og i Gaza står det klart, at heller ikke palæstinenserne længere er optaget af tanken.

Når jeg talte med unge palæstinensere for en 10-15 år siden, var palæstinensernes leder Yassir Arafat en folkehelt.

De unge jeg møder i dag tager stærkt afstand fra det palæstinensiske lederskab under præsident Mahmoud Abbas, som de karakteriserer som fjenden.

De fordømmer Selvstyret, præget som det er af korruption, ineffektivitet, tortur og grove krænkelser af menneskerettighederne.

Unge mennesker i Jenin fortæller mig, at de frygter det palæstinensiske politi mere, end de frygter de israelske sikkerhedsstyrker.

Bliver omringet af fredsaftaler

Vist svækker det også den palæstinensiske sag, at Israel netop har indgået fredsaftaler med De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain. Såvel Hamas som PLO fordømmer aftalerne.

Fordi den fælles arabiske front over for Israel nu for alvor smuldrer, jf. at Egypten og Jordan for år tilbage indgik fredsaftaler med Israel.

Aktuelt er der sågar spekulationer om en snarlig normalisering af forbindelserne mellem Saudi-Arabien og Israel.

Lige nu er palæstinenserne oppe imod hårde odds med Trump, som den mest Israel-venlige amerikanske præsident i Det Hvide Hus nogensinde.

Men arabernes diplomati imponerer ej heller.

Som den tidligere israelske udenrigsminister Abba Eban formulerede det: ”They never miss an opportunity to miss an opportunity”.

Brug for bare én stat

Europæiske, herunder danske, politikere vedbliver at tale som om, at Israel-Palæstina har stået stille det sidste kvarte århundrede.

Mantraet om to-statsløsningen bliver et bekvemt alibi for mange europæiske politikere til at vende det blinde øje til virkeligheden på landjorden. Men den skygger for en varig og holdbar fredsløsning.    

I stedet bør regeringen med udenrigsminister Kofod i front arbejde for en ét-statsløsning, eventuelt i form af en føderation. Med en ét-statsløsning vil kampen for lige rettigheder kunne begynde.

Hvis vi kan overbevise vore europæiske partnere om visdommen heri, vil det være en vigtig diplomatisk triumf. Israel anser EU for at være dybt utroværdig; ikke mindst netop fordi Unionen krampagtigt holder fast i forestillingen om en to-statsløsning.  

Udnyt Danmarks gode image

Tilbage står, at palæstinensernes berettigede ønsker om lige rettigheder bør imødekommes.

Ligesom vi skal tage Israels eksistentielle frygt alvorligt.

Ikke kun på et køligt, intellektuelt plan, men som en helt afgørende følelsesmæssig erfaring med baggrund naturligvis i holocaust, men tillige i antisemitismen mere generelt.

I forhold til Israel-Palæstina konflikten har Danmark faktisk en mulighed for at spille en aktiv rolle. Med udgangspunkt i vort gode image i Israel – og i øvrigt også blandt palæstinenserne. Den chance bør vi gribe.  

 

Erik Boel er tidligere landsformand for Europabevægelsen


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Verdens ældest konflikt,går helt tilbage til Jesus tid,sådan CA 2000 år
Og jeg tror ikke den bliver løst ved at give Isral det hele.
Jeg har i mange år intresseret mig for denne konflikt som jeg tror,den dag den bliver løst vil gøre at de to lande
Isral/Palæstina vil i fællesskab kunne løse ander konflikter i verden.

Og jeg er nået til, i løsningen af, ( to statsløsningen )
Er at verdenssamfundnet poster en stor pose penge ( mange miliarder )
Og at man så forhandler om nogle landområder der ligger op til Isral/Palæstina, så palæstina,får noget mere land, både noget nyt landområde der forhandles om,med verdenssamfundnet,og noget af det Isralbesatte område
Og ligeledes må man forhandle om landområder der kan blive israelsk
Og disse lande der vil sælge landområder skal der måske også købes landområder til i den anden ende af disse lande fra nabolande osv
OG det er verdenssamfundet der må skaffe pengene på grund af mindst 2 ting
Der er mange konflikter/krige der er der på grund af denne konflikt og de konflikter vil måske aldrig opstå hvis Isral/palæstina konflikten bliver løst
Og den anden grund er at det var også verdenssamfundet der ( Bare ) trak nogle lige grænselinjer på et landkort I mange af disse områder/lande
Og når Isral trækker sig fra nogle af disse besatte områder for at tilgengæld at få noget nyt købt landområde
Skal de lade huse og veje bliv stående til palæstinænserne, som vil vise at det er i god mening og et ønske om varig fred.
Og palæstinænserne skal også have en stor pose penge ( mange miliarder )fra verdenssamfundet
Dette er måske en vej at gå for at finde en varig fred.

Som en start på en oprigtig fredsforhandlig
Og sig ikke at der aldrig bliver fred...vi er mennesker på denne jord og vi kan hvis vi vil

Annonce