Flere lande har i øjeblikket valgt at lave resolutioner om anerkendelse af Palæstina. Også i Danmark var der i dag blevet stillet forslag om det. Dog er det en god ide, at Danmark ikke deltager i bølgen om at anerkende Palæstina, som man eksempelvis har gjort i Sverige.

En anerkendelse af Palæstina skal foregå gennem forhandlinger mellem Israel og Palæstina, som Osloaftalen også foreskriver. Forhandlinger, hvor det også er nødvendigt, at alle parter i Palæstina, heriblandt Hamas, anerkender Israel som den stat det er: Et jødisk hjemland.

Anerkendelse og isolation af Israel er medvind til Netanyahu
Lige nu er der en følelse i den israelske befolkning om, at Israel gang på gang bliver uretfærdigt behandlet af verdenssamfundet. Israelere må dagligt leve med raketangreb og frygt for egen sikkerhed, samtidig med at verdenssamfundet strammer grebet om Israel.

Følelsen af, at resten af verden endnu en gang ikke er villig til at tage hånd om de israelske sikkerhedsproblemer og man ikke kan regne med andre end sig selv til at forsvare sig, er en retorik der lige nu bliver reproduceret i det israelske samfund, der kun er til gavn for premierminister Benjamin Netanyahu og det nye ekstreme højre.

Fredsforhandlingerne virker for mange israelere til at være milevidt langt væk og tilliden til de palæstinensiske forhandlere virker til at være på et lavpunkt.

Historien, der stadig huskes
I tiden før Israel i Det britiske mandatområde i Palæstina stiftede den jødiske befolkning forsvarsorganisationen Haganah, der efter den israelske uafhængighed blev til det israelske forsvar, Israel Defense Forces, IDF.

Baggrunden for oprettelsen var, at man ikke mente, at man kunne stole på at ikke-jøder var villige til i sidste ende at forsvare jøder, uanset hvor gode deres intentioner end måtte være. Begrundelsen for dette var reel nok. De britiske politistyrker var ikke hurtige nok til at dukke op og forsvare de jødiske områder når de blev udsat for angreb af arabiske bander og under flere revolter blev der både begået mord og ødelæggelse af jødisk ejendom. Senere indførte briterne, efter arabisk pres, Hvidbogen, der kun tillod en minimal jødisk indvandring på 15.000 per år. Noget der selvfølgelig medførte stor jødisk fortvivlelse, eftersom det umuliggjorde at man kunne hente jøder ud af Europa og i sikkerhed i Palæstina.

Støt hvad der er ”left of the left”
Israelerne går snart til valg og mange observatører spørger ofte om, hvad der overhovedet er tilbage af den israelske venstrefløj. I forbindelse med en afstemning tilsvarende den dansken i det britiske underhus om palæstinensisk selvstændighed ringede lederen af det israelske arbejderparti Isaac Herzog til lederen af det engelske arbejderparti Ed Miliband med beskeden om ikke at stemme for resolutionen. Fra Isaac Herzog var beskeden klar, at en britisk anerkendelse ville øge mistilliden i det israelske samfund og gøre det endnu svære for de progressive kræfter i Israel at få fredsforhandlingerne tilbage på sporet igen og ikke mindst få et politisk skifte i Israel.

Det groteske er, at ud fra de fleste socio-økonomiske parametre er de fleste israelere nok mest enige med venstrefløjen, hvilket var en tendens man især så ved sidste valg, men desværre vejer sikkerhedsspørgsmålet så tungt hos mange israelere, at med et verdenssamfund der i stadig højere grad isolerer Israel, er det en utrolig svær opgave for venstrefløjen at overbevise vælgerne om, at fredsforhandlinger og fælles kompromiser er vejen for varig fred og sikkerhed for Israel.

Derfor bør et socialdemokratisk svar være at støtte og bakke op om de visionære israelske kræfter i Arbejderpartiet, i stedet for at isolere og øge mistilliden i det israelske samfund. Og hvis vi isolerer det socialdemokratiske alternativ i israelsk politik, ser fremtiden meget dyster ud, både for israelere og palæstinensere.

Morten Mikkelsen (f. 1987) er ba.scient.adm. og kandidatstuderende i globale studier.