☰
☰
Annonce
Krigen i Gaza lægger pres på socialdemokrater – fra Europa til USA
Den anspændte situation sætter flere socialdemokratiske partier fra Storbritannien, Tyskland, Frankrig og helt til præsident Bidens demokrater på en alvorlig prøve. Det skriver Michael Seidelin i dagens analyse.
Der var en tid, hvor socialdemokrater over hele verden stod last og brast med Israel.
Den zionistiske bevægelse havde dybe rødder i arbejderklassen, kibbutz-ideen havde klare socialistiske træk, og det israelske Arbejderparti med skikkelser som David Ben Gurion, Golda Meïr og Shimon Peres var de dominerende politiske personligheder fra 1948 til op i 1970’erne.
Den socialdemokratiske solidaritet med den nye stat var blandet med beundring for Israels evne til at forsvare sig mod landets fjender og de store økonomiske fremskridt og opsigtsvækkende resultater i områder, der tidligere havde været gold ørken.
Men i dag er der alvorlige sprækker i de socialdemokratiske partiers holdning til Israel, hvor det en gang så dominerende Arbejderparti er en skygge af fortids storhed.
Begivenhederne i og omkring Gaza sætter flere socialdemokratiske partier fra Storbritannien, Tyskland, Frankrig og helt til præsident Bidens demokrater – der er en form for socialdemokrater - på en alvorlig prøve.
Ballade hos Labour
Onsdag lykkedes det for lederen af det britiske Labour-parti, Keir Starmer, at få et dagsordensforslag igennem Underhuset, som opfordrer til en øjeblikkelig humanitær våbenstilstand i Gaza.
Han ville for enhver pris forhindre vedtagelsen af et forslag fra det skotske nationalistparti SNP, som var klar med en tekst, der kræver en øjeblikkelig og definitiv våbenhvile – hvilket både USA og Israel er imod.
Panikken var total
Labour-lederens problem var, at op til 100 medlemmer af hans egen gruppe i Underhuset var rede til at støtte SNP’s dagsorden – som godt 50 af dem gjorde det for få uger siden, hvilket førte til, at Keir Starmer måtte fyre flere ’skyggeministre’.
Panikken var total, for selvom meningsmålingerne spår en sikker sejr til Labour ved valget senere på året, går Keir Starmer efter en jordskredssejr – og det forudsætter ro i partiet.
Han var og er især bange for de unge vælgeres reaktion. Målinger viser, at et stort flertal af de unge vælgere er stærkt kritiske overfor Israels svar på Hamas-militsens terroraktion og pogrom 7. oktober sidste år.
De unge og en stor del af de veluddannede middelklassevælgere, som Labour også henvender sig til, forventer en klar og kontant stillingtagen til Israels fortsatte krigsførelse i Gaza og et politisk bud på tiden efter.
Men nu risikerer Labour at tabe endnu flere vælgere, medmindre Starmer strammer retorikken overfor Israel
Keir Starmers problem er, at stærke kræfter i Labour omkring den tidligere partileder Jeremy Corbyn førte sig frem med en anti-israelsk og anti-zionistisk retorik, der til tider havde karakter af antisemitisme med det resultat, at jødiske medlemmer og vælgere forlod partiet.
Jeremy Corbyn blev afsat som partileder efter katastrofevalget i 2022, og Keir Starmer har siden forsøgt at få jødiske vælgere, som kan afgøre udfaldet i flere valgkredse, tilbage til partiet.
Men nu risikerer Labour at tabe endnu flere vælgere, medmindre Starmer strammer retorikken overfor Israel.
"Genocide Biden" i problemer
Præsident Joe Biden står i det samme problem i USA.
Ifølge flere målinger er et stort flertal af den del af de unge samt middelklassevælgere, som overvejer at stemme demokratisk ved valgene i november, dybt utilfredse med USA’s fortsatte støtte til Israel.
Uden de våben og den ammunition, USA leverer i stor målestok, ville den israelske hær ganske enkelt ikke være i stand til at videreføre krigen i Gaza, og råbene "Genocide Joe" møder præsidenten, når han kommer i kontakt med yngre vælgere.
Men nu er Mellemøsten i den grad tilbage, og USA kan ikke slippe Israel
Det kan blive katastrofalt for både ham selv og demokratiske kandidater til Senatet og Repræsentanternes Hus, for flere steder i landet er det yngre vælgere – og igen de veluddannede mellemklassevælgere – som skal bringe dem først over målstregen.
Men der er geopolitiske hensyn: Ganske vist mistede USA under præsidenterne Obama og Trump enhver interesse for Mellemøsten.
Men nu er Mellemøsten i den grad tilbage, og USA kan ikke slippe Israel.
Og så er der indenrigspolitikken: der er store jødiske vælgergrupper i flere svingstater med Florida i spidsen – men der er nu også store valgkredse i flere amerikanske stater, hvor vælgere med arabisk baggrund kan blive afgørende.
Tysk solidaritet koster
Det er ikke nemt. Heller ikke i Tyskland, hvor den socialdemokratiske forbundskansler Olaf Scholz har gjort det helt klart, at Tyskland grundet landets fortid står helt bag ved Israel.
De unge er ikke nødvendigvis historieløse
I forvejen flygter de unge vælgere fra hans parti, SPD, og den meget kontante støtte til Israel vil gøre det værre, som flere meningsmålinger viser.
De unge er ikke nødvendigvis historieløse, men de ser ikke – som man kan læse det i indlæg på de sociale medier – at Tysklands Mellemøst-politik skal betinges af de uhyrligheder, Tyskland påførte Europas jøder.
I Frankrig har Socialistpartiet PS en solid, Israel-venlig fortid, og partiet er i front mod de stærke anti-israelske og antisemitiske tendenser, som israelske kolonisters fremfærd på Vestbredden har fremmet, og som nu er yderligere styrket med krigen i Gaza.
Det store venstrefløjsparti ’Det ukuelige Frankrigs’ (22 procent af stemmerne i første omgang af præsidentvalget i 2022) har valgt en stærk anti-israelsk og pro-palæstinensisk linje, som til tider ligner et knæfald for radikale muslimske bevægelser og muslimsk fundamentalisme.
I forvejen var det svært for de franske socialdemokrater at få de unge i tale
Partiet er sammen med Marine Le Pens højreradikale parti Rassemblement National de yngre vælgeres foretrukne valg.
I forvejen var det svært for de franske socialdemokrater at få de unge i tale, og konflikten i Gaza og urolighederne på Vestbredden gør det – ligesom andre steder i Europa og i USA - endnu vanskeligere for socialdemokraterne at trænge igennem med et blot tilnærmelsesvis nuanceret budskab.
Kommentarer
Ja, det er jo noget værre noget.
Meget ville dog falde til ro hvis vi - og politikerne - ville holde op med at tro at vi og de kan løse andres problemer. Desværre er der mange højtrådende idealister, drømmere og fantaster, der tror de har løsningen på alverdens problemer. Kunne de dog ikke koncentrere sig om det nære arbejde først: drive skolerne så de er til at holde ud for eleverne, drive sygehusene så folk bliver raske og ikke mere syge af skimmelsvamp osv. Der er nok at tage fat på.
At forsøge at løse Mellemøstens problemer er desværre tæt på selvmord. Det bør man holde sig fra.
Jeg er meget enig. Ikke engang geniet Per Stig Møllers "Køreplan For Fred" havde gang på jord. Mellemøsten er en ustoppelig tragedie, som forværres dag for dag. Og vi kan intet gøre, men alligevel kan vi ikke lade være med at håbe, at nogen - måske det danske socialdemokrati - kommer op med noget, der kunne føre til en løsning. Det ligger jo i vores natur.
Det, man først og fremmest skal vide om de unge vælgere, er, at de springer lystigt rundt fra Enedslisten til Radikale Venstre, videre til Alternativet og så en tur til Liberal Alliance. Og hvor de lander næste gang, vil jeg ikke engang prøve at gætte på.
Det er næsten som om, de ikke rigtig aner, hvad der er op og ned eller højre og venstre.
Det er vist noget af en misforståelse at anse det demokratiske parti i USA som et socialdemokratisk. Lige på nær den gode Sanders
Så vidt jeg ved, anser Venstre Demokraterne som deres søsterparti. Men generelt giver det dårligt mening at sammenligne partierne på den måde, når spændet i de amerikanske partier er så enormt.
Indlægget ovenfor var mit. Jeg fik bare ikke sat min underskrift.
"Den zionistiske bevægelse havde dybe rødder i arbejderklassen".
Nej, den zionistiske bevæglse støttede sig på en top-down fagforening, hvis formål primært var at skaffe arbejde og boliger til jøder.
"kibbutz-ideen havde klare socialistiske træk". Nej, kibbutz-bevægelsen var en frontorganisering, der rykkede ind i palæstinensiske jorde og endomme, lige så snart Palmach, Irgun, alle zionistiske terrororganisationer, havde drevet palæstinenserne væk eller dræbt dem.
David Ben Gurion, Golda Meïr og Shimon Peres var de dominerende personligheder fra 1948 til op i 1970’erne og det var dem, der udarbejde Plan Dalet for den etniske udrensning af palæstinenserne, en plan der byggede og eksekverede Hamas-metoder i udrensningen. De var massemordere og krigsforbrydere.
"Den socialdemokratiske solidaritet med den nye stat var blandet med beundring for Israels evne til at forsvare sig mod landets fjender og de store økonomiske fremskridt og opsigtsvækkende resultater i områder, der tidligere havde været gold ørken." Nej, zionisterne og Israel skabte selv deres fjender på grund af koloniseringen og den etniske udrensning af Palæstina - og nej, der var ikke gold ørken over det hele, der var opdyrkede jorde og landbrug, der var skabt igennem generationer. Da Israel blev udråbt som stat ejede zionisterne reelt kun 5% af Palæstinas jord og var et klart mindretal i Palæstina - men de imperialistisk stormagter forærede dem retten til at erobre det hele med de midler de nu fandt nødvendig - Hamasmetoder før Hamas blev opfundet.....
+1
Når man ikke er centralt placeret i begivenhederne, er ens chance for at have en mening om tingene ofte overladt til mængden af informationer, der peger i en bestemt retning, hvis man alligevel forsøger at bedømme politikernes hensigter.
I tilfældet krigen i Gaza, ser det således ud:
Netanyahu og regeringen har offentligt erklæret, at meningen med krigen er at forsvare Israel mod terror efter terrorangrebet 7. november, at fjerne Hamas, og at få gislerne frigivet.
Det lyder jo foren umiddelbar betragtning pænt og rimeligt. Men er det virkelig nødvendigt at jage 85% af befolkningen på gaden, at ødelægge boligmassen, at bombe hospitalerne ud af drift, at fjerne forsyningerne til befolkningen, så der breder sig sult og tørst, at fjerne medicinforsyningerne, samtidig med, at behandlingsmulighederne er decimeret og at undergrave den eneste seriøse nødhjælpsorganisation udokumenteret på baggrund påstande om få enkeltpersoners handlinger?
Også set udefra ligner det en straffeaktion mod den palæstinensiske befolkning.
Når man så betænker bare den nyere historie, hvor Netanyahu i sin regeringsudførelse på Vestbredden som officiel politik har udvidet bosættelserne til 500.000 på Vestbredden, fører en ulovlig justits, hvor palæstinensere, hvor bosættere skyder på palæstinensere uden retsforfølgning, hvor børn fængsles uden retsgrundlag, og hvor der bygges chikanemure, der forhindrer fri passage, samtidig med at Netanyahu åbenlyst modarbejder en to stats løsning, efterlader det jo en helt anden mulig motivering for, hvad der egentligt foregår.
Det udstukne motiv for krigen er defineret så løst, at det aldrig kan erklæres opfyldt, før Netanyahu gør det. Således må man formode, at Hamas' ledelse sidder spredt rundt i området i nabolandene, hvilket betyder, at der er frie rammer for en nærmest uendelig fortsættelse af krigsførelsen uden smålig sortering i midlerne, og en udmåling i blød elstik for, hvornår Hamas kan anses for besejret eller udryddet?
Det sande motiv kunne derfor også være at gøre Gaza ubeboelig, at forjage befolkningen og til slut at inddrage området under Israels territoriale grænser, og mere generelt at jage palæstinenserne ud af Gaza og Vestbredden.
For uden denne motivering er Netanyahus plan helt umulig. Man kan jo ikke lade hele den palæstinensiske befolkning få stemmeret i Israel, uden at de enten sidder på magten i landet, eller udgør et omfattende mindretal, og hvilke løsningsmuligheder efterlader det så Netanyahus et stats løsning?
Det er i det lys, at jeg opfatter krigen som en voldsom krigsforbrydelse i et orgie af terrorisme, hvis karaktér af terror imod civilbefolkningen helt uproportionalt overstiger de uhyrligheder, der skete den 7. november.
Jeg har forståelse for angsten for antisemitisme, der jo er plat racediskrimination. Men man har da al ret til at opponere zionismen, som er et politisk program, ligesom man har ret til at sætte Netanyahus motiver under lup.
Den aktuelle krigsførelse kan ikke længere forsvares.