På Rukaps isbar byder Mahmoud på de gænse is-varianter plus specialiteter som arabisk tyggegummi, lemon og tutti frutti.

Lydtæppet er en infernalsk kakofoni af bilhorn fra den kaotiske trafik. Blandet med råbene fra minareterne, hvor der fem gange dagligt kaldes til bøn.Tilsat dunsten fra shawarmaboderne, krydderierne, benzin-forbrændingen og bålene af affald på gaden.

Tro det eller ej. Det er en cocktail, man kan blive afhængig af.

Gadebilledet er et broget skue: Elegante unge kvinder med eller uden tørklæde, der sagtens kunne gå catwalk i Paris, men også kvinder i burka, tiggere og hjemløse.

Dertil håndværkere og arbejdsmænd, der dagligt rejser til Israel for at tjene til dagen og vejen.

En murer fortæller, at daglønnen i en israelsk bosættelse ligger på 300 shekel, mod 100 her på Vestbredden (en shekel er knap 2 kroner).

Venligheden og gæstfriheden er overvældende. "Welcome Welcome" gjalder råbene, når jeg forsøger at bane mig vej gennem folkemængden som den formentlig eneste turist i byen. Jeg kunne sagtens droppe restaurantbesøg og nøjes med de smagsprøver, jeg bliver tilbudt.

Vestbredden er en krudttønde

Tilsyneladende en mellemøstlig idyl. Men skindet bedrager. Ifølge FN's seneste World Happiness måling er Palæstina nr 99 lykkeligste land. Israel ligger på en fjerdeplads.

Vestbredden lige nu er en krudttønde. Palæstinenserne er på den ene side presset af den mest nationalistiske  og religiøse israelske regering nogensinde. På den anden side af et gennemkorrupt og autokratisk palæstinensisk selvstyre .

De palæstinensere, jeg møder på min vej, taler om en dobbelt besættelse. De udtaler sig under forudsætning af anonymitet. Selvstyret ser ikke med milde øjne på kritik.

Ledelsen af selvstyret er en flok forstokkede mænd, der lever i vild luksus, men mentalt befinder sig i en fjern fortid.

Med romantiske minder fra deres studietid i Sovjetunionen. Et eksempel: I oktober - midt under Ukrainekrigen - valgte 87-årige præsident Mahmoud Abbas at mødes med Putin i Kasakhstans hovedstad Astana.

I stedet for at kritisere Ruslands invasion udtrykte Abbas mistillid til USA.

Lægger bedrifterne på TikTok

Nogle af de unge har taget sagen i egen hånd. Det er autonome grupper - det vil sige, at de opererer uden for selvstyrets kontrol - de er bevæbnede og forsvarer flygtningelejre og kvarterer i bl.a. Jenin og Nablus imod israelske raids.

En del kalder sig ‘Lions Den’ (løvens hule, red.), andre Black Cave (sort grotte, red.). Deres "bedrifter" lægger de på sociale medier som TikTok. Gruppernes popularitet blandt palæstinenserne er stor - mange kalder dem for "vore sande helte".

Israelerne går målrettet efter at neutralisere disse grupperinger.

Men "martyrernes" kontrafej hænger på gaderne i Old City i Nablus. En af mine samtalepartnere påstår, at hver likvidering trækker nye proselytter til.

Behov for et dansk initiativ

Den spændte situation er eskaleret under Ramadanen med bl.a. voldelige sammenstød på Tempelbjerget og dræbte på begge sider.

Der er derfor lige nu et oplagt behov for et dansk initiativ. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har slået sig op på en "realistisk" og "pragmatisk" udenrigspolitik.

Det er et godt udgangspunkt, når det gælder netop Israel Palæstina konflikten.

Det vil i den grad være velkomment og udtryk for en realistisk tilgang, hvis Danmark droppede besværgelsen til den såkaldte tostatsløsning.

Den har ingen gang på jord og står i vejen for konkrete, pragmatiske løsninger på de udfordringer, den nuværende krise stiller såvel israelerne som palæstinenserne overfor.

Udenrigsministeren bør tage dertil - og nok så vigtigt - kræve afholdelse af frie valg snarest på Vestbredden og i Gaza.

Det seneste præsidentvalg fandt sted i 2005, det seneste valg til den lovgivende forsamling i 2006.

Styret savner legitimitet

I samme periode har Danmark støttet Palæstina med et milliardbeløb. Det er aldeles uacceptabelt og forbløffende, at skiftende danske regeringer har accepteret situationen.

Selvstyret giver israelerne skylden for de manglende valg. Vist har Israel en interesse i at holde den medgørlige Abbas ved magten. Men havde den fornødne politiske vilje været til stede, kunne selvstyret for længst have afholdt valg.

Konkret betyder det, at selvstyret ingen legitimitet har. Hverken internt i forhold til egen befolkning eller udadtil.

Mange palæstinensere er veluddannede og - orienterede. I den gode verden kunne et valg bringe en ny generation af mere moderne ledere til magten. Måske ikke på Zelenskyy niveau. Men mindre kan gøre det.

Nok så vigtig er selve processen frem mod afholdelse af valg, som naturligvis skal leve op til de relevante standarder, herunder respektere ytrings-, presse- og forsamlingsfrihed. Med tilstedeværelse af internationale valgobservatører fra bl.a. FN og EU.

Frie valg i Palæstina for første gang i 17-18 år vil være et beskedent men nødvendigt skridt på vejen mod en forhandlingsløsning.

Israel er en nøglespiller og skal naturligvis inddrages i processen. Men der er ingen grund til at sætte tiden i stå, mens Israel døjer med Netanyahu-regeringen.

Målet bør være et land

På den lange bane bør målet være et land, som omfatter både det nuværende Israel og Palæstina.

Hvor man lever sammen, selv om man er forskellige. Med lige rettigheder for alle og med stærke mindretalsgarantier.

Den palæstinensiske maler Ismail Shammout har udtrykt det derhen: "Vil et liv uden drømme have mening? Vi drømmer om det umulige. Men vi fortsætter med at drømme. Vi bekender os til vort hellige hjemland som en hellig ret. Et hjemland i dets helhed for alle dets indbyggere".

Vil Shammouts drøm gå i opfyldelse? Selvfølgelig vil den det. En dag…