Da arbejderne fik adgang til kulturgoderne

Forbedring af levevilkår gik hånd i hånd med forbedring af kulturadgangen. Det er den røde tråd i socialdemokratiets kulturpolitik fra 1945 og frem.
Efter afslutningen på 2. verdenskrig vedtog Socialdemokratiet på sin kongres 19.-22. august 1945 valgmanifestet ”Fremtidens Danmark”. Dette arbejdsprogram skulle vise vejen fremad for efterkrigstidens Danmark. I programmet fremlagde vores parti de overordnede visioner for og idéer til, hvordan fremtidens samfund skulle formes økonomisk og socialt.

Men både i teori og praksis var en af de mest epokegørende nye elementer i arbejdsprogrammet, at fremtidens Danmark skulle skabes ud fra en overordnet kulturpolitisk vision.

Den kulturpolitiske vision formuleredes konkret og præcist i programmets afsnit om ”Socialdemokratiets politiske, sociale og kulturelle krav”, hvor der står:

”Formaalet med den økonomiske Politik er at skabe Muligheder for en Udvikling og en Uddybning af Folkets kulturelle Liv. Det er Socialdemokratiets Ønske paa alle Omraader at fremme det kulturelle Arbejde og at give det saadanne Former, at det virker til personlig Udvikling og Berigelse og til Dygtiggørelse til Løsningen af Fremtidens Opgaver.”

Keynes var forbilledet
Denne kulturpolitiske tilgang til økonomiske politik var faktisk hentet direkte fra en af frontløberne i kunst- og kulturdebatten efter 2. verdenskrig, hvilket til nogens sikkert store overraskelse i dag, var den verdensberømte økonom, John Maynard Keynes, hovedarkitekten bag en af de vigtigste økonomiske teorier, der ikke mindst lagde grunden til opbygningen af velfærdssamfundene i Europa efter 2. verdenskrig.

Kort fortalt var den økonomiske hovedpointe i Keynes´ teori, at samfundet i krisetider, gennem offentlige investeringer, skulle sætte hjulene i den materielle produktion i gang, samt stimulere borgernes materielle levestandard, for dermed at fremme velfærdssamfundets økonomiske udvikling.

Men! og dette men var et stort kulturpolitisk men, som Keynes fremhævede: Hvis ikke de materielle interventioner og stimulanser for at få hjulene i gang blev fulgt op af kulturelle og kunstneriske stimulanser, dvs. kulturpolitiske tiltag, risikerede de politisk økonomiske initiativer at fremme et materielt rigt, men åndeligt fordummet samfund.

Derfor bør de økonomiske initiativer følges af kulturelle, var hans tænkning, som altså også inspirerede programmet ”Fremtidens Danmark”.

Bomholt lagde grundstenene
”Fremtidens Danmark” var ikke det første socialdemokratiske program med kulturpolitisk indhold. Socialdemokratiet har siden sin fødsel i 1871 været stærkt kulturpolitisk rodfæstet og skiftende socialdemokratiske regeringer og kulturministre har haft afgørende ansvar for det stærke fundament som kunst, kultur og idræt i dag står på i vores land.

Stærkt i erindringen står naturligvis Julius Bomholt, højskoleforstander, kulturskribent, folketingsmedlem og talsmand for arbejderbevægelsens kulturpolitik siden 1932. Han blev Danmarks første kulturminister med et stærkt engagement i kunstnernes eksistensvilkår og ytringsfrihed. Bomholt stod således fadder til etableringen af Statens Kunstfond. Også her kom inspirationen i øvrigt fra Storbritannien, hvor den første statslige kunstfond i verden blev oprettet med John Maynard Keynes som første formand.

Julius Bomholt (t.v) sammen med senere statsminister Viggo Kampmann i vandet på Fanø.

Med oprettelsen af kunstfonden blev armslængdeprincippet også introduceret og indført - altså princippet om at politikere beslutter rammerne for kulturpolitikken, men ikke blander sig i kunstens indhold.

En anden legendarisk, socialdemokratisk kulturminister, Niels Mathiassen, huskes stadig i kulturlivet. I kunst- og kulturkredse taler den ældre generation stadig om Kultur-Niels, som han blev kaldt, på grund af hans ægte og dybfølte interesse for kunsten, dens betingelser og formidling i det danske samfund.

Han var en markant kulturminister med særligt fokus på decentralisering af kunst og kultur, og betragtes af mange som den måske mest autentiske af slagsen vi har haft.  Det ikke mindst fordi han var en meget tilgængelig minister og kom i alle dele af kulturlivet - tidligt og silde.

Men også de markante kvindelige kulturministre Bodil Koch og Jytte Hilden har hver for sig bidraget stærkt til det det kulturpolitiske fundament, som Danmark hviler på idag, ligesom også skiftende socialdemokratiske statsministre har haft et stærkt kulturelt engagement.

Ankers kærlighed til kunsten
Særligt er der grund til at fremhæve Anker Jørgensen, der nærede en umådelig stor kærlighed til ikke mindst litteratur og billedkunst, som han selv fra sin fattige opvækst kæmpede sig adgang til.

Mens han, før han blev statsminister, var forbundsformand for arbejdsmændene og dermed også redaktør af forbundets fagblad, besluttede han sig for, at også hans ufaglærte kolleger skulle have mulighed for at opleve det skønne i billedkunsten. Så han hyrede forfatteren og kunstkenderen Broby Johansen til hjælp og udvalgte selv sammen med ham en række værker, der skulle optrykkes i fagbladet.

Alene af den grund var det kooperative trykkeri, Dansk Andelstryk, nødt til at investere i en ny trykkemaskine, så Anker Jørgensen kunne få sine 4-farvede tryk ud til medlemmerne.  Naturligvis.

Og de af os, der har haft mulighed for at besøge Ankers og Ingses gamle lejlighed på Borgbjergvej i Sydhavnen kan bevidne de skønne værker der hang på væggene blandt de mange tætpakkede bogreoler.

Arbejderbevægelsen og de folkelige kulturelle organisationer
Som i Anker Jørgensens tilfælde, handlede kulturpolitikken i de første mange år af Socialdemokratiets og arbejderbevægelsens historie ikke mindst om, at sikre arbejderne adgang til de mange kulturgoder, som hidtil da kun havde været forbeholdt adel og borgerskab. På billeder fra starten af forrige århundrede ser man mænd og kvinder bære skilte med krav om ”mere kultur” side om side med de traditionelle krav om 8 timers arbejde, 8 timers hvile og 8 timers fritid.

Og med oprettelse af læseklubber, forlag, sangkor, kunstforeninger, teatergrupper og sidenhen organisationer som blandt andet AOF (folkeoplysning, red.) og ARTE (teater, red.) lykkedes det at gøre en stor indsats for at brede kulturtilbuddene ud til større og større dele af befolkningen.

En opgave som sidenhen, ikke mindst gennem aktiv socialdemokratisk kulturpolitik, er blevet udbredt til stat og kommune og også kulturens egne institutioner.

De fire grundpiller for socialdemokratisk kulturpolitik
Socialdemokratisk kulturpolitik og kulturministre har således givet dansk kulturpolitik en række grundlæggende fundamenter, som stadig er vigtige grundpiller i nutidens kulturpolitiske tænkning:

1) Vi skal altid tilstræbe den bedste kvalitet og det ypperste i kunsten og kulturpolitikken. Det forudsætter at vi både støtter bredde og elite.

2) Alle skal have mulighed for at opleve kunst og kultur. Derfor skal der være billig adgang (og fortsat gratis på bibliotekerne) og der skal gøres særlige indsatser for at række ud mod børn og unge.

3) Kunsten og kulturen skal kunne opleves i hele landet. Det er ikke mindst opnået gennem en aktiv kulturpolitik i mange kommuner landet over.

4) Den kunstneriske frihed er vigtig. Derfor gælder armslængdeprincippet, hvor politikere ikke styrer kunstens indhold, men sætter de overordnede rammer for kunst og kultur.

 

Mogens Jensen er medlem af folketinget (S) og kulturordfører.

 

Dette er det første af to indlæg om Socialdemokratiets kulturpolitik før og nu. Det andet i serien, kommer søndag den 29.


Kommentarer fra Facebook