Joy Mogensen endte som den røde Thyra Frank

Kritikerne har en pointe når de afkræver Socialdemokratiet kulturpolitiske visioner.
"Jeg er løbet tør for overskud," lyder det fra Joy Mogensen (S). Hun stopper som kultur- og kirkeminister.
Hvis man skulle skrive en roman om Socialdemokratiets forhold til kulturverdnen, så kunne den læses som en omvendt kærlighedsroman.

I 1960'erne var kulturarbejderne udset til at spille en særlig rolle i opbygningen af velfærdssamfundet og på valgnatten i 1998, fik de en særlig tak af Poul Nyrup Rasmussen (S).

I dag føler kulturarbejdere sig forsmåede og nedgjort af det store regeringsparti.

Samtidig oplever mange socialdemokrater, at kulturverdenen lukker sig om sig selv.

At den ikke røgter sin opgave med at skabe fællesskab og sammenhængskraft. Og at den samtidig ikke tager de socialdemokratiske vælgeres værdier og livsopfattelse seriøst.

Store forventninger til Joy Mogensen

Det var ellers forventningen, at afskaffelsen af den borgerlige regerings forhadte to-procentbesparelse, der langsomt udhulede kulturbudgetterne, kunne genskabe det gode forhold mellem Socialdemokrati og kulturverdenen, men corona-krise og en minister, der hurtigt endte som regeringens mindst populære, kortsluttede det hele.

At sammenligne Joy Mogensen med Thyra Frank (LA) er ikke retfærdigt, for selv om hun aldrig blev takket for det, så lagde Joy Mogensen en brav indsats i at hjælpe kulturlivet under epidemien.

Men de to kvinder har det til fælles, at selv om de begge har skabt konkrete og imponerende resultater før de blev ministre, så lykkedes de aldrig som Christiansborg-politikere med det resultat, at der var fri jagt året rundt for både medier og politiske modstandere.

En fuckfinger til kulturen

At Joy Mogensen der har spillet klaver nærmest før hun kunne gå, og som elsker opera og finkultur endte med at blive udhængt som bøvet arbejderist med hang til fadøl, halballer og tarvelig popmusik fra 90’erne, er skæbnens ironi, men sådan fungerer kommunikation nu en gang.

Og det var i kommunikationen at Joy Mogensen kiksede.

Især udtalelsen om at der fandtes lige så meget kultur i en håndboldhal som i det kongelige teater, faldt mange for brystet.

Berlingskes teateranmelder Jakob Steen Olsen kaldte det i en klumme for en “socialdemokratisk fuckfinger til kulturen”, og radiovært og musiker Torben Steno mente ikke, at Joy Mogensen “kender og værdsætter andet end bare Bruce Springsteen, Olsen Banden og Jacob Brostups kammeratskabs-malerier i partiets gruppeværelse på Borgen.”

Et stråmands-støttehjul

Fælles for de forargede var imidlertid, at de var nødt til at udruste deres argumentation med et stråmands-støttehjul for at komme nogen vegne.

Det gjorde Steen Olsen, da han hævdede, at ministeren havde “nægtet at skelne mellem udbyttet af det, der foregår i en håndboldhal og i Det Kongelige Teater”.

Pointen var ikke at den kultur, der foregår i håndboldhaller, er den samme som i teateret.

Det havde Joy Mogensen selvfølgelig heller ikke. Pointen var ikke at den kultur, der foregår i håndboldhaller, er den samme som i teateret.

Ej heller, at den ene er bedre end den anden. De er tværtimod hinandens forudsætninger og bidrager begge til at danne og forme os som mennesker og borgere.

Kultur er vaner

Hartvig Frisch sagde engang, at kultur er vaner. En både banal og genial analyse, der stadig har relevans i dag.

Når kritikerne alligevel har en pointe, så er det fordi, at Socialdemokratiet mangler at tage konsekvensen af den erkendelse.

Michael Jannerup Andersen, som er medforfatter til bogen ‘Værdikæmperne’, gjorde sig på et tidspunkt den ulejlighed i en Politiken-kronik, at forstå de nye kulturpolitiske strømninger inden for Socialdemokratiet.

Derved lykkedes det ham at sætte fingeren på regeringspartiets problem: 

Hvis partiet ikke mener, kulturverdenen forstår og inddrager den Hartvig Frisch’ske kulturopfattelse, så må man komme med et bud på, hvordan kulturverdenen så skal fungere.

Kulturpolitisk bidrag mangler i den socialdemokratiske analyse

Der mangler et socialdemokratisk kulturpolitisk bidrag til den analyse som er drivende for både Mette Frederiksen og indenrigsminister Kaare Dybvad.

Nemlig at liberaliseringen, afindustrialisering og centralisering er gået for vidt.

Hvordan vil socialdemokraterne bruge kulturen til at puste nyt liv i købstæderne og skabe både produktion og efterspørgsel for viden og oplevelser uden for det store befolkningscentre?

Her kunne det være spændende at høre et visionært bud fra den nye minister Ane Halsboe-Jørgensen.

Gerne noget der gik ud over at tale pænt om alle og undgå at støde ind i de mange sarte krukker i branchen.

Det hjælper ikke at dukke nakken og prøve at gyde olie på vandene, og det kommer kun til at medføre endnu mere larm og ballade, hvis flere socialdemokrater tillader sig at mene noget, der står i modsætning til konsensus i kulturverdenen.

Det er sundt med uenighed og hvis kulturen for alvor skal spille en definerende rolle som andet end noget vi beskatter de fattige for at give til de rige, så skal der være plads til diskussion.

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Kan ikke helt blive klog på denne kommentar. Joy Mogensen "gjorde en brav indsats for kulturen". Og hun gjorde så sandelig også en brav indsats for sporten! Dermed står hun vel netop i modsætning til Thyra Frank, som aldrig kom ud af stedet, og som i øvrigt ikke havde en coronapandemi at slås med. Men i øvrigt er jeg enig: Joy Mogensen GJORDE vitterligt en brav indsats for kulturen, og det er helt ubegribeligt, at den såkaldte kulturelite var så meget ude med riven efter en, der faktisk var deres ven. Den behandling, Joy Mogensen har fået, er uværdig, under al kritik og stiller selvsamme kulturelite i et særdeles dårligt lys.

Jeg er helt enig med Markus Heidemann.
Sporten kan være en forudsætning til videre kulturel dannelse. 🌹🌹🌹

Rettelse HEDEMANN IKKE HEIDEMANN

Svar til flere: uden elite ingen kultur.

Jo, det er der. F.eks dansk kultur, en socialdemokratisk "folkekultur", en arbejderkultur, osv. Der er ikke behov for så stor en kulturelite i digitale verden. Færre kunstnere, færre aviser, færre teaterforestillinger osv. Men mere aktive deltagelse i vores kulturaktiviteter.

Ja,der er bruge for en socialdemokratisk kulturpolitik. Flere penge til Folkekulturen inkludive folkesporten, færre penge til finkulturen og professionel og elite sport. Vi skal være aktive deltagere og ikke tilskuere. Eliten indefor kultur/sport skal i højre grad fungere på markedsvilkår. Lavere priser og lavere lønninger i kulturen så flere for gavn af kulturtilbud. Aktiv deltagelse skal balancere alt det passive skærm tid.

Nej Joy var og er ingen Thyra. Thyra burde aldrig have været minister. Joy gjorde, hvad der var muligt i en svær tid for alle.

Nej, Kulturministeriet - er som ministerium en grov systemfejl - de store kulturproducenter hører vel hjemme i et erhvervsministerium sammen med de store medieproducenter, sportsarrangører - festivalarrangører etc. Frivilligheden og den kreative selvudfoldelse, amatører, semiprofessionelle, freelancere m.v. hører måske hjemme i et indenrigsministerium - borgerministerium - kommunalt ministerium eller lignende Og så er der de store kunstånder, kunstnerne med k - ja hvilket ministerium hører de til sammen med fondene, eksperterne og de afledte industrier?

Nej, en særlig socialdemokratisk kulturpolitik er i bedste fald en vederstyggelighed for at sige det poetisk. En sammenblanding af æbler og pærer. En misforståelse. Et umuligt projekt for ethvert parti - enhver regering kommer her til kort. Der kan derimod evt. være en særlig partipolitisk kommunal-ideal om fx reel lige adgang over hele landet for enhver til enhver kultur, herunder subkultur, bredbånd, procentfordeling af almene tilbud/boliger/ øvrig infrastruktur. Der hvor vandene skiller ligger i andre ministerier. Fx skatteministeriet.

Annonce