Joy Mogensens musikskoler er et stærkt skridt i den rigtige retning

At stille kunsten til rådighed for alle, er grundlaget for kulturpolitikken. Orkesterspil, korsang og teater er den lige vej til at føle sig set.
Foto: Colourbox
At de kulturelle institutioner er ved at blive sparet ihjel, er et velkendt faktum, og det ser ud til, at deres overlevelse er reserveret støttepartierne i finanslovsforhandlingerne. Men det har ikke noget med kunst at gøre. Eller med Socialdemokratiets fornemmelse for kunst.

Politiken eneste bud: flere penge

Forleden stillede Politikens kulturredaktør sig skeptisk til et par udspil til en socialdemokratisk kulturpolitik, dels fra den nye minister, dels fra DSUs formand. Politiken har ganske ret i, at det vil være ironisk, om det eneste område, der rent faktisk i valgkampen er lovet fritagelse for omprioriteringsbidraget, ender med at blive det eneste, der stadig ligger under for det. Men pengemangel er et større problem for kunstens institutioner end for kunsten selv, og den er såmænd vant til det.

Musikskoler n. Men det er ikke en sød lille idé, det er kernen i en socialdemokratisk kulturpolitik

Redaktøren vil imidlertid knap høre på Joy Mogensens idéer, før omprioriteringsbidraget på kulturen er helt væk. Det synes at være Politikens eneste vigtige krav til Ministeren, og hendes søde lille idé om musikskoler fejes af vejen. Men det er ikke en sød lille idé, det er kernen i en socialdemokratisk kulturpolitik. Det er det krav, DSU-formanden stiller, derimod ikke.

Kunstnernes organisationer har ganske vist selv i nogle år underlagt sig dette krav og prøvet at påvise, at kunst er åh, så nyttig for noget andet – for restauranters omsætning, for bosætning i byen, for turismen – som formanden vil have det. Men det er ikke kulturpolitik, det er erhvervspolitik. Der er ikke noget i vejen med DSU-formandens ønske om at gavne det fælles, men det har ikke noget med kunst at gøre. Det har derimod noget at gøre med Socialdemokratiets fornemmelse for kunst.

Den forunderlige frihed

For her er vi ved kilden til det gamle kollektivistiske partis traditionelle kvabbabbelse ved kunsten. For oplevelsen/modtagelsen af kunst er et fuldstændig individuelt foretagende. Jeg er faldet over formuleringen, ”den forunderlige frihed, som kunsten nogle gange skaber mellem værk og beskuer”. Det er den frihed, verdens bedste film ifølge IMDb, ”The Shawshank Redemption”, hylder i scenen, hvor Andy har låst sig inde på inspektørens kontor, har slået fængslets højttalersystem til og spiller en grammofonplade med en himmelstræbende Mozart-sopranarie. Som fortælleren siger: ”I det øjeblik følte hver eneste mand i Shawshank sig fri”.

Men det gør ikke afsyngningen af 'Danmark for Folket' til kunst

Men er det så ikke en kollektiv følelse? Nej, for hver enkelt følte sig fri på lige netop sin måde. Følte sig set/ramt som lige netop sig selv. Det er forskellen til for eksempel en afsyngning af ”Danmark for Folket”, hvor også jeg føler mig frydefuldt forbundet til mine medsyngende. Men det gør ikke afsyngningen til kunst.

En af mine kolleger har fortalt, at hun som 13-14 årig var i teatret til ”Tannhäuser”. Efter 5 timers Wagner blev hun siddende, da folk rejste sig og gik, og tænkte, ”jamen, det kan da ikke bare holde op!”. Og det gør det heller ikke, hvis man bare én gang er blevet ramt på den måde. Så kommer man igen. For at opleve den frihed, kunsten kan give. Og frihed, befrielse – for den enkelte som for kollektivet – ligger dybt i Socialdemokratiets DNA: Frihed, Lighed, Solidaritet. Og friheden står først.

Mogensens musikskoler er et skridt i den rigtige retning

Og så er vi tilbage ved Joy Mogensens musikskoler. For bortset fra at opøve sammenhold og selvdisciplin – gode kollektive egenskaber – så er orkesterspil, korsang, teater den lige vej til at blive ramt/føle sig set som det individ i verden, man er. Og at stille de veje til kunsten til rådighed for alle, det må være grundlaget for kulturpolitikken. Det er kravet om, at alle skal have adgang til at blive ramt i og af kunsten som lige netop sig, der er socialdemokratisk. Andre forbeholder den mulighed for folk, der kan betale for den.  

At stille de veje til kunsten til rådighed for alle, det må være grundlaget for kulturpolitikken

Kunstens institutioner – og finansieringen af dem! – kommer bagefter som en selvfølge, fordi skatteyderne har lyst til dem. Det vidste Bomholt, og det vidste hans ministersekretær Ole Hyltoft. Hvis man tænker på, hvor smalt institutionsfeltet var før 1961og sammenligner med de tusind blomster, der folder sig ud i dag, så må man sende Bomholt en kærlig tanke. Og derfor skal vi ikke videre fra Bomholt, som Politiken vil have det, vi skal tilbage til ham. Jeg tror, det sted kan beskrives med følgende spørgsmål:

1.: Ønsker samfundet, at der (også) produceres kunstværker, som ikke kan komme til verden uden samfundets støtte?

2.: Ønsker samfundet, at adgangen til konsumption af værkerne tilbydes alle borgere, også hvis det kræver samfundets støtte?

3.: Ønsker samfundet, at kunstnerne – skabende som udøvende – skal kunne leve et liv med børn, husly, ernæring etc som andre borgere, også hvis det kræver samfundets støtte?

Orkesterspil, korsang, teater er den lige vej til at blive ramt/føle sig set som det individ i verden, man er

Socialdemokratiet er det eneste parti, der har kunnet svare bekræftende på alle tre spørgsmål. Og Mogensens musikskoler er et godt og stærkt skridt i den rigtige retning. Så må vi åbenbart lade støttepartierne om at passe på vores institutioner. Denne gang.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Troels II Munk er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 1974. Han har i bl.a. medvirket i tv-serierne En by i provinsen, Landsbyen, Bryggeren, Strisser på Samsø, TAXA, Forsvar, Nikolaj og Julie og Forbrydelsen.


Kommentarer fra Facebook