Der er noget at rydde op i for en god socialdemokratisk kulturminister

De radikale vandt kulturkampen: Kultur er ikke noget, der skal organiseres og udbredes på socialdemokratisk vis - kultur er det, den enkelte begejstres for.
Først vil jeg understrege, at jeg anser Henrik Sass Larsen for helt afgørende for udviklingen af den vej, Socialdemokratiet går i dag. Og det håber jeg, han bliver ved at være. Og så er jeg skuespiller. Derfor er jeg trist ved, at HSL har et så magert forhold til kunsten i dens forskellige udtryk, som hans seneste udtalelser tyder på.

Hans bemærkninger har sat gang i en ganske velkommen debat

Men hans bemærkninger har sat gang i en ganske velkommen debat. Især har musikere fra de store symfoniorkestre ytret sig, og det er opmuntrende at se kunstnere redegøre for deres arbejde, både hvad angår kvalitet og kvantitet. Og de demonstrerer, hvor livskraftig den klassiske musik står i dag.

 

I dag? Ja, netop. For for et halvt århundrede siden havde symfonimusikken mistet sit publikum: Idealistiske kritikere ved de toneangivende aviser fik sammen med ikke mindst DRs musikchef rettet blikket så enstrenget mod ”ny” musik, at publikum - og såmænd også musikere - stod af. Det betyder ikke, at alt det ”nye” var noget skidt, blot at det ikke havde noget publikum.

Aviskritikere og Filminstituttet sammen fik skubbet filmen et sted hen, hvor publikum ikke var

Jeg så forleden på Sveriges TV en udsendelse om en lignende periode i svensk films historie, hvor aviskritikere og Filminstituttet sammen fik skubbet filmen et sted hen, hvor publikum ikke var. Måske lever kunstudtryk altid med den slags tidevandskræfter, ebbe og flod? Som en gammel teaterchef på Det Kongelige sagde, så var det galimatias at skille kunstarterne, for der var altid en af dem, der var så populær, at politikerne ikke kunne lukke teatret.

I sin kamp for det ”nye” har hun nedgjort det traditionelle skuespil med snakkehoveder på scenen og røve i sæderne nede i salen

For mit eget område, teatrets vedkommende, så står vi, så vidt jeg kan se, i et sådant lavvande. Især Politikens Monna Ditmer har i et årti været bannerfører for de ”nye” teaterformer - sitespecifik, publikumsaktiverende, nycirkus, teater for et etmands publikum, you name it. Og i sin kamp for det ”nye” har hun - ganske som musikkritikerne i 60’ernes Danmark og filmkritikerne i 80’ernes Sverige - nedgjort det traditionelle skuespil med snakkehoveder på scenen og røve i sæderne nede i salen. Den sammen udvikling har Kunstrådet/Kunstfonden - ligesom pengebevilgerne i 60’ernes musikdanmark og 80’ernes filmsverige - støttet. Og det kommer jeg tilbage til.

Ny-snobberiet er et resultat af radikal kulturpolitik

Jeg vil nu påstå, at disse skel i publikum i vid udstrækning er et resultat af radikal kulturpolitik

Det har medført, at der i dag er stor forskel på, hvad der kan spilles i København, og hvad der lader sig gøre vest for Valby Bakke. Dermed ikke være sagt, at det ”nye” over en kam er noget skidt, men udviklingen har splittet publikum og til dels mistet det, så på det punkt har Henrik Sass Larsen ret: ligesom der findes et skel mellem et moderigtigt og et urigtigt publikum, så er der et hovedstad contra udkant problem her. Heldigvis virker det, som om ”ny-snobberiet” (for det er det) er ved at klinge af, ligesom det skete i de andre nævnte tilfælde. Men også som dér med indhøstede gode erfaringer!

Heldigvis virker det, som om 'ny-snobberiet' er ved at klinge af

Jeg vil nu påstå, at disse skel i publikum i vid udstrækning er et resultat af radikal kulturpolitik. Fogh satte skattepolitisk skel mellem lønmodtagere og selvstændige, så de første bliver beskattet af den sidste krone, og de sidste stort set selv kan bestemme, og Dyremose skabte det finansministerielle overdommeri - to grundlæggende elementer i dagens kriser.

Men oveni det, så angreb Ole Vig Jensen med sin teaterlov den folkelige organisering og interesse, som ligger i Danmarks Teaterforeninger: på et halvt årti forsvandt en tredjedel af dem på grund af loven. Nogle år senere blev ARTE - ARbejderbevægelsens TEatercentral - konkurrenceudsat, som det hedder i markedsjargon. Radikale politikere var førende i den opfattelse, at det påståede monopol på billetformidling var usundt, og satte det i udbud. Også det udbud betød, at ydelsen blev dyrere, men det værste var, at ARTEs netværk af repræsentanter på arbejdspladser, skoler og læreanstalter faldt sammen.

Så de radikale fik gennemført deres synspunkt: kultur er det, den enkelte begejstres for
 

Så de radikale fik gennemført deres synspunkt: Kultur er ikke noget, der skal organiseres og udbredes på kollektivistisk socialdemokratisk vis, kultur er det, den enkelte begejstres for, det den enkelte opsøger på et marked, gerne vejledt af indsigtsfulde pædagogiske kræfter.

Brian Mikkelsens byzantinske labyrint

Og så tilbage til Kunstrådet. Brian Mikkelsen fik her skabt et administrationsmonstrum, der har udviklet sig til en smuk byzantinsk labyrint. Det er ikke pladsen her at gå i detaljer, men der er virkelig noget at rydde op i for en god socialdemokratisk kulturminister.

I systemet er der to pladser i hvert af de fem-mands udvalg, der bevilger penge, som ministeren udpeger. Mikkelsen og senere Elbæk og Jelved indsatte producenter, der selv var potentielle ansøgere til pengene. Det var i det mindste utænkeligt i den første tid, og det er da heldigt, at Transparency International ikke har fået øje på det. Ved et hurtigt kig i dag ned over alle de bevilgende udvalg er mellem en fjerdedel og en tredjedel af medlemmerne producenter eller institutionsledere. Også her ville det være velgørende med en socialdemokrat.

Også her ville det være velgørende med en socialdemokrat
 

Vil det så alt sammen afhjælpe Henrik Sass Larsens klagepunkter? Nej. Og det, der vil, vil tage tid. Men jeg hæfter mig i virkeligheden mest ved Sass Larsens bemærkning om, at det ærgrer ham, at han ikke får noget ud af ”den høje kunst”, at han ærgrer sig over, at han ikke har lært det. Og det ærgrer også mig, for det er netop hele grundlaget for en socialdemokratisk kulturpolitik, at han skulle have lært det. Han skulle have været præsenteret for alle de muligheder for at blive berørt og beriget, der ligger i kunsten.

Han skulle have været præsenteret for alle de muligheder for at blive berørt og beriget, der ligger i kunsten

Lige hvor fikspunktet ligger, ja, det ved man aldrig. Jeg selv er opdraget ganske uden billedkunst, og nok kan jeg i dag blive fanget af et billede, men jeg kan ikke forklare hvorfor. Til gengæld kan jeg ikke leve uden klassisk musik, og jeg gætter ofte lige op med de professionelle i Den klassiske Musikquiz på DR-K. Så hvem ved, hvor Henrik Sass Larsen vil føle sig ramt? Og set?

Tjaikovskis fuckfinger

Fra mit udsigtspunkt kan jeg foreslå ham en øvelse: Tjaikovski dirigerede førsteopførelsen af sin 6. symfoni et par uger, før han - sandsynligvis - begik tvunget selvmord på grund af homoseksualitet. Det er en meget tung og sort musik, den hedder ikke uden grund ”Patetisk Symfoni”, og man kan finde den rigeligt tårevædet. Men så i 3. sats dukker der langsomt af disen en march op: først en enlig klarinet, til sidst hele symfoniorkestret - den mest komplekse maskine, vores kultur har frembragt - i en bragende triumf.

Pludselig var 6. symfonis 3. sats én kæmpemæssig fuckfinger lige i fjæset på de røvhuller, der forfulgte ham

For ti år siden fik jeg kræft, og dagen efter, jeg havde fået diagnosen, skulle jeg med toget til Jylland. Jeg havde min musikafspiller med, og jeg lod den køre, mens jeg tænkte over den nye virkelighed i mit liv. Og pludselig var 6. symfonis 3. sats der, og jeg hørte, hvad den er: én kæmpemæssig fuckfinger lige i fjæset på de røvhuller, der forfulgte ham. Og den blev også min kampmarch: hver gang, det blev tungt det næste halve år, holdt Tjaikovskis fuckfinger mig i hånden.

Så måske, næste gang Ekstrabladet eller Uffe eller Østergaard kommer med deres tilsvininger: prøv Tjaikovskis fuckfinger.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Troels II Munk er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 1974. Han har i bl.a. medvirket i tv-serierne En by i provinsen, Landsbyen, Bryggeren, Strisser på Samsø, TAXA, Forsvar, Nikolaj og Julie og Forbrydelsen.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Den kulturkommentar er så flot ramt. Ikke at lefle for smagløsheden, men heller ikke det modsatte. Det er ingen skam at elske sine klassikere, og gense og genhøre dem. Men heller ingen skam at blive udfordret uden at man forventede det.

Annonce