Sådan kunne man læse på Martin Lidegaards facebook-profil mandag eftermiddag.

Dermed er De Radikale ude af regeringens ambitiøse uddannelsesreform, der samlet tilfører flere ressourcer til universiteterne, men samtidig lægger op til at beskære en række universitetsuddannelser og frigøre midler, der kan bruges på erhvervsskolerne.

Meget symbolsk kom Mai Villadsens udmelding få minutter senere. Ingen troede for alvor på, at Enhedslisten ville være med til at prioritere håndværkere før akademikere.

Ud af midten. Ud på yderfløjen.

Lidegaard var ellers manden, der skulle gøre op med forgængerne Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsens konfrontatoriske linje. I stedet skulle pragmatismen og evnen til at “mødes på midten” i højsædet.

Men med udmeldelsen af forhandlingerne er De Radikale tilbage på samme spor, som man har forfulgt siden Thorning-regeringens fald i 2015: Ud på yderfløjen, hvor idealerne er rene, men indflydelsen fortaber sig i horisonten.

Resultatet blev en radikal valgkamp i 2019, der nærmest var venstrepopulistisk

Dengang var den radikale analyse, at når socialdemokraterne ikke ville lade sig føje, så måtte man vækste mandattallet til et niveau, hvor partiet ikke var til at komme uden om.

Resultatet blev en radikal valgkamp i 2019, der nærmest var venstrepopulistisk og – med sin appel til følelserne – decideret uradikal. Inspirationen kom blandt andet fra den østrigske kampagne-guru Grace Pardy, der er rejsende i at skærpe profilen hos liberale midterpartier.

Skulle gøre op med fortiden, men endte i samme svømmedragt

Men da stemmerne var talt op, viste det sig, at de radikale mandater ikke var meget værd, fordi de befandt sig ude på venstrefløjen. Ingen troede på de radikale trusler om samarbejde med de blå partier. Det gør de stadig ikke.

Martin Lidegaard mangler den våddragt, som Morten Østergaard var iført, da han i protest mod udlændingepolitikken plaskede rundt i vandet ud for Stevns, men kompasset peger i samme retning, og kursen bliver lige så.

Derved bliver De Radikale yderligere ligegyldige for de pragmatiske vælgere

For ved at stå uden for uddannelsesreformen får De Radikale et godt udgangspunkt for at tage kampen om med Enhedslisten og Alternativet om de traditionelt venstresnoede universitetsstuderende.

Men man frasiger sig samtidig muligheden for at påvirke en reform, der kommer til at definere de næste mange års danske uddannelsespolitik.

Derved bliver De Radikale yderligere ligegyldige for de pragmatiske vælgere, der kræver indflydelse for deres stemmer. Det samme gælder de erhvervs- og interesseorganisationer, der savner repræsentation og som skæpper i valgkampskassen.

Der er plads i SF’s gamle hængekøje

Derved indtager De Radikale en position, som ellers har kendetegnet SF. Her har man historisk haft det lige så svært med forlig, der gjorde ondt på partiets kernevælgere.

I SF's storhedstid i 1980’erne talte man om hængekøjen, hvor tilværelsen kunne nydes uden skærmydsler og kanoner bag hækken. Vælgerne belønnede SF, når de bestemte mindst, men var omvendt nådesløse, når partiet begav sig for langt ud i virkeligheden.

Mere oplagt er det, hvis skæbnen vil, at det i virkeligheden er De Radikale, de skal erstatte

Det var den arv, som Villy Søvndal og hans unge garde i 2011 satte sig for at gøre op med. Det mislykkedes som bekendt.

Måske fordi SF’erne dengang troede, at de skulle erstatte Socialdemokratiet. Mere oplagt er det, hvis skæbnen vil, at det i virkeligheden er De Radikale, de skal erstatte.