De ukendtes kamp: Hvem er alternativet til Uffe?

Alternativet skal finde en ny leder efter Uffe Elbæk. En er favorit, men flere nævnes som mulige kandidater.
Alternativet skal have ny politisk leder. Det står klar, efter at partiets stifter og ubestridte leder, mandag annoncerede at han træder tilbage den 1. februar.

Nu er spørgsmålet hvem, der skal erstatte Uffe Elbæk som partiets politiske leder.

Uffe Elbæk ville ikke officielt stille sig bag en kandidat. Pressemødet, hvor han meddelte sin afgang som politisk leder, sagde han, at han håbede på at der ville komme flere kandidater, så partiet kunne få en god debat om hvor partiet skulle hen.

"Nej, nej, nej, nej. Eller ja, ja, ja. Jeg ved, at I kommer til at tolke på det her, herfra og op til himlen. Jeg vil slet ikke kommentere, hvem der er min favorit," sagde han på pressemødet, hvor han dog, som den eneste fremhævede Rasmus Nordqvist.

Uanset hvem der overtager posten efter Uffe Elbæk, så venter der vedkommende en stor opgave med at få partiet, der har været martret af magtkampe, personsager og utallige udskiftninger i både medarbejdergruppe og ledelse, tilbage på ret kurs.

Rasmus Nordqvist – den oplagte formandskandidat

Med en folketingsgruppe på fem medlemmer, hvoraf Uffe Elbæk fortsat vil være et af medlemmerne, er udvalget af potentielle kandidater ikke stort.

Partiets politiske ordfører Rasmus Nordqvist og Torsten Gejl nævnes begge som potentielle kandidater. Begge var de med til at stifte partiet tilbage i 2013.

44-årige Nordqvist har haft flere fremtrædende og tunge ordførerposter, og på Christiansborg får han anerkendelse for at kunne sine ting – hvilket vil være en stærk kontrast til Uffe Elbæks lidt flyske tilgang til verden. Men om Nordqvist med de karakteristiske store firkantede briller, også "kan sælge billetter" er måske mere tvivlsomt.

Rasmus Nordqvist var Alternativets spidskandidat ved Europa-Parlamentsvalget, hvor han fik 27.000 personlige stemmer og sikrede partiet 3,4 procent af stemmerne. Det var dog langt fra nok til at vinde et mandat.

Ved det seneste folketingsvalg fik han, trods placeringen som nummer to i partiet, blot 1.499 personlige stemmer.

Nordqvist har endnu ikke selv meldt ud om han vil være kandidat, men han har opbakning fra folketingskollegaen Sikandar Siddique.


Torsten Gejl – den indignerede røde

Den anden potentielle kandidat, Torsten Gejl, har været en del af Uffe Elbæks netværk, længe før nogen havde tænkt på Alternativet.

Han er uddannet Kaospilot og var leder af det kulturelle iværksættermiljø Frontløberne, som Uffe Elbæk grundlagde i slutningen af 80'erne.

Torsten Gejl har i folketinget primært gjort sig på beskæftigelsesområdet, hvor han har taget kampene i forhold til arbejdsløses behandling på landets jobcentre. Det er især hans indignation på vegne af de dårligst stillede, der fremhæves.

”Gejl slår i bordet, og hvor Elbæks entusiasme og passion kom ud i positive vendinger, er Gejl snarere typen, der bliver vred på andres vegne og råber, at det fandeme også er for dårligt.

Samtidigt står han i spidsen for den rødeste gren af partiet. "Mere rød end grøn," er der flere, der siger om ham,” skriver forfatter Morten Reimar i en analyse i Altinget.

Gejl selv afviser ikke at stille op. Direkte adspurgt, svarer han:

"Som sagt er det jo bare et par dage siden, at Uffe ringede til mig og sagde, at han havde taget den her beslutning. Så jeg er ved at kigge dybt ind i mig selv. Jeg tænker på mit liv, min familie og mine børn – og om jeg er dygtig nok. Så jeg har ikke besluttet mig," siger han.

I det samme interview siger Torsten Gejl dog, at han håber at Rasmus Nordqvist stiller op til formandsposten.


Theresa Scavenius - En grøn forsker til et grønt parti?

I partiets nuværende vedtægter står der, at den politiske leder skal være medlem af folketinget, men der er allerede på nuværende tidspunkt lagt op til vedtægtsændringer, så kandidater udenfor Christiansborg kan stille op.

Det kunne eksempelvis være en som klimaforsker Theresa Scavenius, der var partiets folketingskandidat i Nordsjælland.

35-årige Scavenius er lektor på Aalborg Universitet, hvor hun forsker i klimapolitik - hvilket jo er Alternativets helt stor mærkesag. Med en baggrund i forskningen kunne hun måske være med til at skærpe partiets grønne profil af.

Scavenius, der indtil 2017 var medlem hos De Radikale, blev i valgkampen kritiseret for at have modtaget 300.000 kroner til sin valgkamp fra tre store enkeltdonorer, herunder 50.000 kroner fra en tidligere kapitalforvalter og 50.000 kroner fra en tidligere højtstående ansat i investeringsbanken Goldman Sachs.

Spørgsmålet er om medlemmerne er klar til at tilgive hende det?

 

Valbjørn eller Rosenkilde - En kandidat a la Pape?

Alternativt kunne man kigge i partiets kommunale bagland. Her er der både Franciska Rosenkilde, der er kulturborgmester i Københavns Kommune eller til Fanø Kommune, hvor Sofie Valbjørn er borgmester.

Det var den model som de konservative måtte ty til i 2014, da partiet dengang stod med en ledig formandspost og en meget lille folketingsgruppe. Her hentede partiet den daværende Viborg-borgmester Søren Pape Poulsen ind som formand - og efter nogle begyndervanskeligheder, så er det eksperiment jo gået ganske udmærket.

Franciska Rosenkilde overtog borgmesterposten i København efter sagerne om den tidligere borgmester Niko Grünfelds CV og kontor, og hun har også markeret sig i forbindelse med nogle af partiets udspil. Sofie Valbjørn har vist benhårde forhandlingsevner, da hun med et mandat i ryggen - sit eget - sikrede partiet borgmesterposten i landets næstmindste kommune.

Spørgsmålet er dog, om en af de to kvinder, er klar til at opsige en velbetalt kommunal post, for at kaste sig ind i en usikker fremtid på Christiansborg?

Svaret får vi seneste den 1. februar.

Læs mere om processen for formandsvalget her.

 

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce