Spørgsmål som “Kan det virkelig passe at man skal tage piller for at kunne klare en arbejdsdag”, “Er det fair at man skal gå direkte fra arbejdsmarked til grav?” og “Har dødsalderen ikke mest noget med livsstil at gøre?” Har formet debatten. Og det virker som om diskussionerne oftest bliver vundet af den, der kan fortælle den bedste og mest sørgelige personhistorie, vi kender jo alle en person med et hårdt fysisk arbejde.

Det virker som om diskussionerne oftest bliver vundet af den, der kan fortælle den mest sørgelige personhistorie

Nedslidning og pensionsalder er en vigtig debat. Det er et emne, der skaber bekymringer helt ned i Folkeskolen og afholder mange unge fra, at vælge en erhvervsuddannelse. Det er noget skidt, når vi på den måde taler vores gode faglige uddannelser ned.

Og for mig knækker kæden over, når der også mangler realitetssans i debatten.

Vi har glemt at diskutere forebyggelsen

Vi ser et billede af, at hele debatten skal handle om tidligere pension og om hvorvidt man skal hjælpes af samfundet, når man er blevet nedslidt. Vi glemmer desværre at diskutere, hvordan man kan forebygge nedslidning i første omgang og at man på arbejdspladserne allerede i dag har mange forskellige hjælpemidler, som mindsker nedslidning.

Vi har de sidste 50 år innoveret i så høj grad at gammeldags hårdt fysisk arbejde, i mange fag, er undtagelsen snarere end reglen. Og vi har hele tiden udviklet nye, smarte måder at udføre arbejde på. Det har betydet, at dagligdagen som faglært i dag er meget mindre nedslidende end tidligere, dog betyder det  ikke at nedslidning ikke er et aktuelt problem.

Det kræver investeringer i Arbejdstilsynet, medarbejderinddragelse på arbejdspladserne og konstant investering i ny teknologi

Det er noget vi er nødt til at forholde os til.

Når jeg i avisen læser om en tømrer på 40 år, som knap nok kan klare sit arbejde grundet smerter, så tænker jeg ikke “Han skal have lov at gå på pension, når han er 60”. Jeg vil meget hellere tænke “Det kan vi som samfund ikke leve med, hvordan kan vi gøre hans arbejdsdag lettere og bedre”.

Det kræver investeringer i Arbejdstilsynet, medarbejderinddragelse på arbejdspladserne og konstant investering i ny teknologi. Kun på den måde kan vi hele tiden gøre vores arbejdspladser bedre, mere effektive og mindre nedslidende. Desværre drukner de dagsordner ofte i en diskussion om dødsalder kontra pensionsalder.

Vi skal stoppe med at tale om dødsalder

Og lad mig sige det kort, jeg kender ingen der er døde af at have et hårdt arbejde. Til gengæld ved vi, at livsstil har direkte betydning for levealderen. Derfor bør vi stoppe med at tale om dødsalder, når vi taler tilbagetrækning og nedslidning. Vi bør tale om kvaliteten af vores tid som pensionister i stedet for længden af tiden på pension. De næste år kommer vi til at se en generel stigning i levealderen.

Derfor vil mange, også selvom de har mulighed for at gå på pension, vælge at blive længere på arbejdsmarkedet. I Dansk Metal har vi mange medlemmer, der bliver på arbejdsmarkedet efter pensionsalderen. Det er et tegn på, at mange ikke ønsker tidlig pension. Det betyder dog ikke, at muligheden skal rykkes længere væk.

I Dansk Metal har vi mange medlemmer, der bliver på arbejdsmarkedet efter pensionsalderen

En stille opfordring herfra skal være, at vi det nødt til at overveje seriøst, hvordan vi taler om vores erhvervsuddannelser, så vi ikke skræmmer de unge væk.

Politikerne på Christiansborg er også nødt til at se mere nuanceret på emnet nedslidning, i stedet for at drukne debatten i dødsaldersnak. Vi skal have en fair pensionsalder og så står det virksomhederne frit for at skabe incitamenter til at blive længere på arbejdsmarkedet.

Historien vil vise, at lysten er der. Den lyst bliver ikke mindre, når mængden af nedslidte folk falder.