Arbejdsgiverne har medansvar for nedslidning og pension

Det er i særklasse urimeligt, at arbejdsmarkedets parter og især arbejdsgiverne undslår sig et medansvar for tidlig pension.
Foto: DA
Adm. direktør for DA Jacob Holbraad
Den nye S-regering kæmper i disse måneder med at udforme en model for tidlig pension. Det virker som om, det er en ensom kamp, hvor mange vender ryggen til et medansvar for en løsning.

Det er i særklasse urimeligt, at især arbejdsgiverne undslår sig et medansvar

Det er i særklasse urimeligt, at arbejdsmarkedets parter og især arbejdsgiverne undslår sig et medansvar for denne udfordring. Det er jo på arbejdspladserne, at nedslidningen har fundet og fortsat finder sted. Men man slår syv kors for sig. I deres optik er det åbenbart den enkeltes ansvar, at man efter 40-50 år på arbejdsmarkedet ikke har mulighed for at trække sig tilbage nogle få år før den officielle pensionsalder.

Historisk svigt

Det manglende medansvar sættes i et yderligere skært lys al den stund, at arbejdsmarkedets parter tidligere har taget et kæmpe medansvar for de vilkår, der i dag præger tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

Det er et historisk svigt, hvis det samlede arbejdsmarked ikke bidrager

Arbejdsmarkedet tog et stort ansvar på sig, da man etablerede arbejdsmarkedspensionerne for omkring 40 år siden. Man bidrog igen i 2006, da den store velfærdsaftale blev grundlagt, hvor pensionsalder skulle udvikle sig i takt med udviklingen i levetiden. Arbejdsgiverne jublede, da de borgerlige partier sammen med de radikale vedtog at skære i efterlønsordningen, så det indenfor en kortere årrække kun er omkring 10 procent som vælger denne tilbagetrækningsmulighed.

Det er et historisk svigt, hvis det samlede arbejdsmarked ikke bidrager til, at en sårbar gruppe kan få en tryg tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Og det er ærgerligt, for den model, som skal udformes, har sammenhæng med de almindelige pensionsordninger.

Arbejdsmarkedet som finansieringskilde 

Tilbagetrækningsmønstrene for de 64-67årige er meget komplekst. Et stigende antal fortsætter med at arbejde på fuld tid eller på deltid i kombination med arbejdsmarkedspension. Færre er på efterløn, andre igen er på forskellige overførselsindkomster: førtidspension, seniorførtidspension, kontanthjælp og ledige, herunder mange i fleksjob.

Det er helt forståeligt, hvis mange har svært ved at overskue økonomisk tryghed i denne fase af livet. Og de der oplever, at der er huller i den økonomiske tryghed i tilbagetrækningsårene, er tilfældigvis også domineret af personer, der har haft et hårdt fysisk eller psykisk arbejdsliv.

Arbejdsmarkedets bør parter tage handsken op og bidrage til en løsning

Derfor bør arbejdsmarkedets parter tage handsken op og bidrage til en løsning. Vel at mærke en løsning, som dækker hele arbejdsmarkedet. Det er også en garanti for, at vi ikke får skabt en model med mange samspilsproblemer med allerede eksisterende ordninger.

Regeringen bør helt klart overveje at inddrage arbejdsmarkedet i finansieringen af en ny mulighed for tidlig pension. Det ansvar ligger ikke hos samfundet alene. Det havde kæmpe betydning for arbejdsmarkedet, at man i sin tid bidrog til at fremtidssikre vores pensionssystem med arbejdsmarkedspensioner. Den økonomiske betydning for hele arbejdsmarkedet er indlysende i dag.

Vi mangler mod og vilje

Den danske flexicurity-tankegang holder også når vi taler om tidlig pension for de mest sårbare grupper. Skaber du tryghed om fremtidens tilbagetrækning, ja så giver mange nok et par år mere på arbejdsmarkedet. Det vil vise sig at blive et stort økonomisk bidrag i fremtiden.

Men vi mangler et arbejdsmarked med mod på og vilje til et ansvar.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Arbejder som selvstændig konsulent.


Kommentarer fra Facebook