Annonce

Den røde overlever på rådhuset

”Jeg er ikke færdig med at kæmpe for nogle af de ting, som jeg blev valgt på, ” lyder det fra SF’s københavnske borgmester, Sisse Marie Welling
Det er snart fire år siden, at jeg senest interviewede Københavns sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF). Hvilket selvfølgelig siger noget om, at København er en nyhedsørken, der kun blomstrer op hvert fjerde år, nemlig når der er kommunalvalg. Eller hvis overborgmesteren vender op og ned på Rådhuset ved at trække sig fra posten efter anklager om seksuelle krænkelser.

Den gang havde Sisse Marie Welling kort forinden overtaget posten som SF’s spidskandidat fra sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen, der havde valgt ikke at genopstille, og Alternativets fremgang i meningsmålingerne truede med at resultere i, at folkesocialisterne for første gang siden 1982 måtte flytte ud af borgmesterkontoret.

Sådan gik det som bekendt ikke. Ganske vist fik Liste Å sin første, og hidtil eneste, borgmester. Men Sisse Marie Welling fastholdt SF’s nøgler til kontoret.

I dag er den kun 34-årige sundheds- og omsorgsborgmesteren i stedet den eneste politiske overlevende af de røde spidskandidater. Frank Jensen har trukket sig som overborgmester, Alternativets kultur- og fritidsborgmester Niko Grünfeld trak efter blot et år på posten, og Enhedslistens teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen genopstiller ikke. Men det gør Sisse Marie Welling. Altså genopstiller.

”Jeg er ikke færdig med at kæmpe for nogle af de ting, som jeg blev valgt på, ” siger sundheds- og omsorgsborgmesteren i et interview med Netavisen Pio.

Ting som også kunne blive bedre i byen

”København er en by i rivende udvikling, men der er også masser af ting, som kunne blive bedre i byen.”

Bilerne skal ud af byen

Fra borgmesterkontoret, som er det største af de i alt syv af slagsen (inklusiv overborgmesterens), har Sisse Marie Welling udsigt over Rådhuspladsen og trafikken på H. C. Andersens Boulevard. Netop luftforurening fra byens biler og brændeovne er det første, hun nævner, som kan – og bør – gøres bedre.

I 2016 afslørede en rapport fra Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE), at luftforurening er årsag til, at der hvert år dør 550 personer for tidligt i København. Samtidig er luftforureningen medvirkende årsag til 20.000 tilfælde af kronisk bronkitis, astma, luftvejslidelser, hjertesvigt og lungekræft. Ved et for tidligt dødsfald tabes i gennemsnit 10 leveår.

”Hvis man følger en debat på Rådhuset, så er det noget af det, som vi diskuterer rigtig meget,” siger Sisse Marie Welling.

Bilerne, som får lov til at komme først

 

”Sindene kan virkelig komme i kog, når vi diskuterer, hvor mange biler, som der er plads til i byen. Men der er ikke tvivl om, at der kommer færre biler i fremtiden. Vi er nødt til at indrette en by, der eksisterer mere på samme måde som brokvartererne (fælles betegnelse for den del af det centrale København, der blev bebygget efter nedlægningen af voldene, red.): Nemlig hvor størstedelen af beboerne ikke ejer deres egen bil og cyklen er det foretrukne transportmiddel. For det er jo københavnernes foretrukne transportmiddel. Men hvis du kigger på vejarealet - og hvor meget plads vi bruger på parkeringspladser - så er det bilerne, som får lov til at komme først.”

Sisse Marie Welling vil dog ikke komme med ”færdiglavede projekter”. I stedet vil sundheds- og omsorgsborgmesteren overlade det til trafikforskerne at finde ud af, hvordan målet om færre biler bedst bliver til virkelighed.

Tilflytter fra Aarhus

Selv har Sisse Marie Welling aldrig haft en bil (hun har nu heller ikke noget kørekort), siden hun som 19-årig flyttede fra Aarhus til København. I stedet tager sundheds- og omsorgsborgmesteren cyklen på arbejde hver dag fra Amager, hvor hun bor med sin mand og to børn.

Faren var pædagog og moderen socialrådgiver og selv om ingen af forældrene var politiske aktive, så fulgte de nøje med i, hvad der skete i samfundet. Aftensmaden blev serveret tidligt, så familien kunne nå at se TV-aviserne - ja, i flertal - og vende verdenssituationen og allerede som 13-årig blev Sisse Marie Welling politisk aktiv. Først i elevrådsarbejde, og siden Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) og SF Ungdom (SFU), hvor hun i en periode sad i landsledelsen.

Efter at være flyttet til København, hvor Sisse Marie Welling læste historie på universitet (hun blev færdig i 2017), blev hun i 2009 første gang valgt til Borgerrepræsentationen.

Under formandsvalget i 2012 støttede Sisse Marie Welling den tabende kandidat, Astrid Krag. Men modsat mange af Astrid Krags støtter, som forlod SF til fordel for Socialdemokratiet (hvilket hun også selv endte med at gøre), så blev Sisse Marie Welling.

Naturligt for mig at blive i SF

”Jeg synes, det er mere relevant at spørge, hvorfor de andre ikke blev,” som Sisse Marie Welling efterfølgende har svaret TV Lorry på spørgsmålet om, hvorfor hun ikke også gik. ”Jeg har altid været SF'er, og jeg havde også været SF'er i rigtig mange år før det formandsvalg, så det har altid været helt naturligt for mig at blive i SF.”

Stress og angst

I dag fremhæver Sisse Marie Welling – udover kampen mod bilerne – kampen for en lige sundhed som sin, og SF’s, mærkesag. Som sundheds- og omsorgsborgmesteren udtrykker det, så rummer byen både en stor mangfoldighed og en stor ulighed.

”Din pengepung skal ikke afgøre, om du får den rette behandling,” siger Sisse Marie Welling med henvisning til, at mennesker som går ned med stress, angst og depression i dag kan se langt efter gratis behandlingstilbud og ventetidsgarantier.

”Jo mere udsat du er, jo større er risikoen for, at du får de her sygdomme – og at du ikke vil have råd til at betale for den rette behandling.”

Verdens bedste by

Frank Jensen plejede ganske vist at fremhæve, at magasiner som Wallpaper og Monocle har kåret København som verdens bedste by. Men københavnerne er ikke klicheen om de højtuddannede og -lønnede macchiato-drikkere. Eller ikke kun. I det seneste årti er hovedstaden er blevet mere opdelt og de rigeste områder er stukket at, mens de fattigste er stået stille.

Sisse Marie Welling ynder at påpege, at gennemsnitsalderen falder med syv år for en mand, når han kommer fra Indre By og krydser Dronning Louises Bro til Nørrebro.

”Når man snakker udligningsreformer og det store billede, så lyder det som om, at København mest består af millionærer,” siger sundheds- og omsorgsborgmesteren.

Dem skal der også være plads til

 

”Men det ved københavnerne godt ikke er virkeligheden. Vi har masser af sociale problemer og en meget forskellig befolkning. Dem skal der også være plads til i fremtiden.”

I 2017 analyserede Arbejderbevægelsens Erhvervsråd da også Danmarks fattigste postnumre og fandt frem til, at netop Nørrebro – lige midt i København – med en gennemsnitlig indkomst på 194.338 kroner va placeret som det 5.-fattigste postnummer i Danmark. Nordvestkvarteret i København var med 199.131 kroner lige efter som nummer syv. Hvis Nørrebro var en kommune, ville den være Danmarks fattigste.

Frank Jensens arv

Her og nu har Frank Jensens afgang efterladt et politisk vakuum på rådhuset. Alle afventer, hvad Socialdemokratiets spidskandidat, formanden for Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen, vil med København, og hvem Enhedslisten vælger som sin spidskandidat.

Frank Jensen søgte det brede samarbejde i Borgerrepræsentation – baseret på SF, De Radikale og Venstre - og i den seneste valgperiode var spørgsmålet under de årlige budgetforhandlinger mest, om Enhedslisten og Alternativet ville være med i en aftale (det ville de ikke i den seneste).

Det betød blandt andet, at Sisse Marie Welling - sammen med Frank Jensen – kunne sikre, at den store post i budgettet er, at der er afsat 449 millioner kroner til at indføre minimumsnormeringer i København allerede fra 2022 og ikke først 2025, sådan som Folketinget har lagt op til. Fra det år skal alle daginstitutioner i København således have maksimalt tre børn per voksen i vuggestuen og seks børn per voksen i børnehaven. Normeringen i de københavnske vuggestuer er i dag 3,2 børn per voksen i vuggestuer og 6,5 børn per voksen i børnehaver.

Den samme pragmatiske tilgang gør også, at Sisse Marie Welling ikke nødvendigvis har tænkt sig at pege på Sophie Hæstorp Andersen som overborgmester efter det kommende kommunalvalg. SF og Enhedslistens plejer at gå sammen til konstitueringsforhandlingerne, og hvis Liste Ø bliver det største parti, vil folkesocialisterne være til at forhandle med.

”Når vi går til konstitueringsforhandlingerne, så kæmper vi for at få så meget indflydelse som muligt,” siger sundheds- og omsorgsborgmesteren.

Man skal respektere vælgerne og demokratiet

”Det vil være styrende, og så må vi se, hvem vælgerne peger på som det største parti. Man skal respektere vælgerne og demokratiet, så jeg vil forholde mig til den Borgerrepræsentation, som de sammensætter.”

Fotografierne på væggen

Når Sisse Marie Wellings borgmesterkontor er det største på rådhuset skyldes det, at sundhedsborgmesteren i tidernes morgen også drev kommunens sygehuse.

På den ene væg hænger fotografier af Sisse Marie Wellings forgængere og herunder Københavns første kvindelige borgmester, kvindesagsforkæmperen og socialdemokraten Edel Saunte, som fik posten i 1962. Edel Saunte havde som borgmester for Magistratens 2. afdeling ansvaret for sundhedsvæsnet i byen og for kommunens beboelsesejendomme.

Og så har sundheds- og omsorgsborgmesteren fundet et fotografi frem fra arkiverne.

Det er det første møde i Borgerrepræsentationen, hvor der er kvinder tilstede, og datoen er den 1 april 1909. Ved siden af hænger et fotografi, som er taget præcist 100 år senere, nemlig den 1. april 2009, hvor Ritt Bjerregaard (S) ledede mødet som overborgmester.

”Det er rart at blive mindet om, hvad rådhuset er for et hus,” siger Sisse Marie Welling.

”Det er jo et sjovt hus, hvor der stadigvæk kun er et herretoilet i Borgerrepræsentationen. Så det er rart at blive mindet om historien.”

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet