Det er dit valg - men vores fælles fremtid

I dag er dagen før, vi skal træffe et valg, der vil forme vores børns fremtid og vores kollegers dagligdag. Spørgsmålet er: Hvad vil vi med vores samfund?
Vil vi investere i ordentlige forhold på arbejdsmarkedet, så alle de hænder og hoveder vi i den grad har brug for, ikke bliver kørt for hårdt og i sidste ende bukker under for dårligt psykisk arbejdsmiljø?

Jeg er glad for at se, at politikerne med en ny arbejdsmiljøaftale lagde kimen til, at vi i Danmark endelig kan få tydelige regler om psykisk arbejdsmiljø.

I HK glæder vi os til at tage del i opgaven med at skrive reglerne, men klar lovgivning er langt fra nok.

Når vi stemmer til Folketingsvalget i morgen, så husk på den kollega eller den i din familie, der gik ned med stress

Hver dag bliver i gennemsnit 17.000 sygemeldt på grund af dårligt psykisk arbejdsmiljø, viser en FTF-undersøgelse fra 2018.

Når vi stemmer til Folketingsvalget i morgen, så husk på den kollega eller den i din familie, der gik ned med stress. Derfor mener jeg, at du skal stemme på den kandidat eller det parti, der for alvor kan løfte ansvaret og investere i kampen mod stress. Der skal en fælles indsats til mellem politikere, arbejdsgivere og os i fagbevægelsen. Det er et arbejde, vi glæder os til at tage del i efter valget.
 

Valget mellem os selv eller fællesskabet

Hvem sætter vi et kryds for i morgen - os selv eller fællesskabet?

Selvom ledigheden er lav, så står tusindvis af mennesker stadig udenfor arbejdsmarkedet. De ledige, de sygemeldte og dem der kun kan håndtere et fleksjob, men hvor det har alt for lange udsigter.

Står det til mig, så skal vi tænke stort og grønt, når vi stemmer

Vil vi investere i, at alle får en chance for at blive en del af arbejdsmarkedet?

Skal vi lette skatten i toppen eller vil vi have investeringer i vores velfærd, så vores sundhedssystem kan blive styrket? Så vores uddannelsessystem kan levere det, Danmark skal leve af i fremtiden: veluddannet arbejdskraft? Så vi kan aflevere vores børn i daginstitutionerne uden at have dårlig samvittighed, når vi kommer på arbejde? Det er i bund og grund dit valg.

Jeg er måske en klimatosse

Jeg er ikke en klimahelt, men måske nærmere en klimatosse. Står det til mig, så skal vi tænke stort og grønt, når vi stemmer.

Det har taget en del år, men det er tydeligt at se, at næsten samtlige politikere har forstået, at der skal handling til.

Det er vores fælles fremtid

Selvom alle vil løse klimakrisen, så er der stor forskel på hvordan. Jeg mener, at man politisk skal investere i at udvikle flere grønne job. Det er en udvikling, der rækker på tværs af sektorer og brancher. Vi skal på en måde starte forfra og finde ud af, hvordan vi får en langt mere bæredygtig administration og produktion i vores samfund.

Så ja, det er dit valg. Det er dig, der skal stemme på den politiker, der skal repræsentere dig og dine synspunkter på Christiansborg de næste fire år, men det er vores fælles fremtid. Derfor vil jeg også være klar på den anden side af folketingsvalget, til at arbejde for et bedre samfund.

Næstformand i HK Danmark.


Kommentarer fra Facebook