Misforstå mig ikke: Ja, det er en kæmpe fordel, at den enkelte får større fleksibilitet og bedre mulighed for selv at bestemme, hvor og hvornår man arbejder.

Vi kan også se i HK, at medlemmerne gerne vil det fleksible arbejdsliv, og det støtter vi naturligvis op om.

Men det giver faldgruber, når arbejde og fritid flyder sammen i en verden, hvor digitaliseringen gør det nemt altid at være på – og nemt for arbejdsgivere at kigge deres medarbejdere over skulderen.

Og de faldgruber skal vi styre udenom.

Ret til at holde fri, når du har fri 

Hvis man aldrig rigtigt kan lægge arbejdet fra sig, så gør det ikke ligefrem risikoen mindre for, at stress vælter en medarbejder omkuld.

Det ved vi sker alt for ofte, og det kan vi ikke leve med som samfund. Hverken menneskeligt – eller økonomisk.

55 milliarder kroner om året koster stress vores samfund ifølge en undersøgelse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har udarbejdet i samarbejde med HK.

Og det er endda udover den pris, som vores sundhedsvæsen betaler, når medarbejder efter medarbejder bliver stress-syge af deres arbejde.

I HK bakker vi op. Selvfølgelig, har jeg lyst til at sige

Så der er milliarder af grunde til at glæde sig over, at EU-Kommissionen nu påtænker at foreslå et nyt direktiv om retten til at koble af og således har sendt spørgsmålet i høring.

I HK bakker vi op. Selvfølgelig, har jeg lyst til at sige.

For det gælder om at sikre medarbejdere en rettighed, så du kan holde fri, når du har fri – uden at frygte, om der vil falde brænde ned hos chefen.

Men på arbejdsgiversiden er begejstringen til gengæld noget sværere at få øje på.

Arbejdsgiverne havde chancen 

På den side af bordet lyder argumenter om, at EU ikke skal blande sig. Som eksempelvis da Dansk Arbejdsgiverforenings administrerende direktør Jacob Holbraad for nyligt udtalte sig om initiativet til DR. Her kaldte Holbraad fleksibilitet et nøgleord.

I HK er vi helt enige i, at fleksibiliteten er vigtig – den må bare ikke blive en undskyldning for, at arbejdsgivere kører deres medarbejdere ned under gulvbrædderne, fordi de aldrig får rum til at stoppe op og trække vejret.

Og hvad angår utilfredsheden med EU’s rolle: Nuvel, HK havde da også hellere set, at vi som del af arbejdsmarkedets parter på europæisk plan selv havde kunnet blive enige om en aftale i stedet for at overlade taktstokken til Kommissionen.

Men der må jeg bare sige: Kære venner, vi havde chancen

Naturligvis giver det bedst mening, at arbejdsmarkedets parter forhandler sig frem til fælles løsninger, når det handler om arbejdsforhold. Ligesom vi er er så gode til at gøre det på vores danske hjemmebane.

Men der må jeg bare sige: Kære venner, vi havde chancen.

I løbet af mere end et års tovtrækkeri lykkedes det at nå frem til en række kompromisser. Alligevel valgte arbejdsgiversiden pludselig at kaste alt ud ad vinduet i allersidste forhandlingsrunde.

Så nej, det er slet ikke optimalt, at Kommissionen måtte overtage tøjlerne. Men det er godt, at de gjorde det.

Kampen mod stress er alt for vigtig til at gå i stå, fordi arbejdsgiverne smider en aftale på gulvet lige før målstregen.