Det er en udfordring, som vi har set skiftende regeringer slås med i årtier.

Sangen om, at der mangler de såkaldte varme hænder, er en politisk evergreen. Desværre synes omkvædet i den at være, at hvis vi skal ha’ flere af nogen, SKAL vi ha’ færre af andre.

For på trods af et øget råderum og en ”bomstærk” dansk økonomi, som finansminister Nicolai Wammen(S) netop har beskrevet det på et pressemøde om Finansloven for 2024, så skal der eksempelvis findes 400 millioner kroner i en i forvejen presset centraladministration.

Omprioriteringsbidraget tærer ufortrødent to procent om året, og der er fortsat planer om milliardbesparelser i den offentlige sektor.

Man opridser bevidst problemstillingerne som sort/hvid

Så selvom der er penge på statens husholdningsbudget, så må vi almindelige dødelige forstå, at når det kommer til velfærdssamfundet, så bør antallet af offentligt ansatte være et nulsumsspil.

Som om, der findes et gyldent snit, der kan beskrive den perfekte mængde uanset demografisk træk, øget kompleksitet i lovgivningsprocesserne, nye udfordringer osv. osv.

Dygtige administrative kollegaer

Man opridser bevidst problemstillingerne som sort/hvide.

Eksempelvis overser man mere eller mindre overlagt, at når der sidder en dygtig administrativ kollega og tager sig af regnskab, vagtplaner, mødeindkaldelser og kommunikation til forældrene, så frigiver det pædagogiske ressourcer til udviklende aktiviteter på legepladsen.

At når der er en lægesekretær, der opretter journaler, bestiller prøver, tager telefonen, koordinerer patienttransport og håndterer mailindbakken, så kan både læger og sygeplejersker bruge mere tid hos patienterne end bag en skærm.

Helt ærligt

Det opbyggelige eksempel er åbenbart ikke en særlig spændende historie.

For vrangbillederne af administrative fylder i nyhedsbilledet og bliver desværre ofte hjulpet på vej af forsider på de store borgerlige medier, der ”slår alarm” hver gang antallet af offentligt ansatte stiger over en 10-årig periode. Trygt flankeret af analyser fra CEPOS.

Helt ærligt.

Usundt tunnelsyn

Det skaber i min optik et usundt tunnelsyn hos vores politikere, hvor man vurderer manglen på hver enkel faglighed i sit eget lille lukkede system.

I stedet for at se mere helhedsorienteret på det. For, hvis man nu i stedet for per automatik at påtage sig opgaven som rituel hovedjæger, kiggede mere nøgternt på tidsforbrug, ressourcer og hvordan faglighederne bedst understøtter hinanden, så ville vi stå med en helt anden og mere saglig diskussion.

Bemærk særligt, at man sjældent vil sætte konkrete ord på, hvad de unødige opgaver er

For den mest indlysende løsning på velfærdssamfundets problemer er ikke bare en gedigen rundbarbering af administrationen. Ideen om, at der bliver råd til det hele, når alt det ”unødige” er væk, er i højere grad et røgslør for egne ideologiske kæpheste og hede drømme om øget privatisering end en realvurdering af værdien af en effektiv offentlig sektor.

Eller en rettidig omsorg for, at der også er et solidt velfærdssamfund til den næste generation.

Bemærk særligt, at man sjældent vil sætte konkrete ord på, hvad de unødige opgaver er. For vi er jo alle sammen imod unødigt arbejde og bureaukrati.

Ivrige politikere

Jeg vil også helt stilfærdigt påpege, at bureaukratiet opstår et sted, og det er i det væld af nye love og kontrolsystemer, som politikerne gang på gang lover at gøre op med, men sjovt nok er klar til at udvide, hver gang der sker den mindste fejl eller utilsigtede hændelse.

Så lad os bare tale helt åbent om, hvad det er, der kan undværes. Men jeg kan love allerede nu, at det ikke har et omfang, som de besparelser, der lægges op til fordrer.

Og den uglesete sandhed er, at jeg stadig har til gode at se bureaukrati på magisk vis opløse sig selv på baggrund af en fyringsrunde

For de administrative opgaver forsvinder jo stort set aldrig, selvom man skærer ned.

For mange af dem er sjovt nok essentielle for en effektiv offentlig sektor, for retssikkerheden, patientsikkerheden, skatteinddrivelse, digitalisering, logistik osv.

Og den uglesete sandhed er, at jeg stadig har til gode at se bureaukrati på magisk vis opløse sig selv på baggrund af en fyringsrunde.

Fælles opgave

Det er i stedet min klare erfaring, at når en administrativ går ud ad døren, så går arbejdsopgaverne ikke med.

De går i stedet over i bunker af nye opgaver som journalisering, referater, bestilling, sagsbehandling og meget andet hos politifolk, dommere, læger, sygeplejersker osv. osv.

Politikerne må og skal derfor være bedre til at se og anerkende sammenhængen mellem faggrupperne.

hvis rundbarberingen fortsætter, så ender vi ikke med at have færre administrative opgaver i den offentlige sektor

Og det er også en fælles opgave på tværs af fagbevægelsen at få dem til dette. Så vi ikke kæmper fra tue til tue eller fra faglighed til faglighed.

Jeg kan kun sige, at hvis rundbarberingen fortsætter, så ender vi ikke med at have færre administrative opgaver i den offentlige sektor.

De bliver bare skjult i jobtitler, der er mere spiselige på papiret.