Din guide til at gøre julehandlen coronasikker

Her er seks råd, som gør juleindkøbene mere coronasikre for både dig selv og de ansatte i butikkerne.
And, flæskesteg og brunede kartofler. Julepynt og gaver. Der er nok at tage sig af, før julen ringes ind.

Det meste skal hentes hjem fra butikker, supermarkeder og varehuse med risiko for, at man midt i travlheden og den voldsomme trængsel og alarm bliver udsat for corona-smitte.

HK Handel har derfor lavet en guide med seks gode råd til, hvordan man forebygger, at man selv og de butiksansatte bliver udsat for coronasmitte:

  • Hvis du har symptomer på sygdom, så bliv hjemme
  • Handl ind, når der er få i butikken
  • Gå alene på indkøb, og lad børnene blive hjemme
  • Vask hænder eller brug håndsprit, inden du går ind i butikken
  • Host og nys i dit ærme
  • Hold afstand til andre kunder og til personalet, når du henvender dig med spørgsmål

HK Handel: Lad os gøre os umage

Formand for HK Handel, Mette Høgh, opfordrer sammen med erhvervsminister Simon Kollerup (S) til, at kunder følger de seks råd og i øvrigt bruger mundbind og følger gældende restriktioner i detailhandlen.

”Hvis vi allesammen gør os umage for at gøre julehandlen så coronasikker som muligt, kan vi bidrage til, at både kunder og ansatte kan føle sig trygge i detailhandlen i den næste uges tid, så flere kan holde jul med deres familier uden corona som ubuden gæst,” siger Mette Høgh.

Simon Kollerup bakker op om opfordringen til, at juleindkøbene sker på en ansvarlig måde – især i en situation med en ny og ukendt variant af corona:

”Derfor skal vi huske at leve op til anbefalingerne om at klare indkøbene alene, holde afstand og bruge håndsprit, hvis vi skal købe de sidste julegaver, eller have sikret juleanden inden den 24. december,” understreger ministeren.

Minister: Send et smil 

Kollerup opfordrer til, at vi giver de ansatte i detailhandlen et ekstra smil under juleindkøbene:

“Det er vigtigt, så vi kan holde så meget af dansk erhvervsliv i gang på en forsvarlig måde. Og så vil jeg opfordre alle til at give de ansatte i detailhandlen et ekstra smil med på vejen. De har gennem corona-tiden taget ansvar og taget de fornødne forholdsregler i forhold til at begrænse smittespredning – og de skal også være trygge, når slutspurten i julehandlen sætter ind,” siger Simon Kollerup.

Henrik Rasch er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

"Kollerup opfordrer til, at vi giver de ansatte i detailhandlen et ekstra smil under juleindkøbene"

Det skal masken nu nok skjule, så måske bare et "god jul og godt nytår" til medarbejderne i stedet?

Enig, Thor. Og så kan man jo overveje, om man ikke også skal takke dem for deres bidrag, for de er vel lige så meget frontpersonale, som podere m.m. i disse tider - men får langt mindre anerkendelse.

Der findes ingen "CORONASIKKER" julehandel....! Den eneste form for sikker handel, er at blive HJEMME så meget som muligt. Indkøb bør foretages ved at holde så STOR AFSTAND til andre. Det kniber det desværre med. Folk tror det er nok at stå 50 cm fra en anden person.Og nogen holder slet ikke nogen som helst afstand.De skal bare frem.
Det er den slags "selfiepersoner" der dyrker sig selv og kun det. De er generelt ligeglade med andre.
FUP når butiksejere eller lignende taler om "CORONASIKKER" handel/indkøb.Det siger disse udelukkende for at sikre sig en gedigen andel KRONER i forbindelse med jul. Ak det er naivt at tro på andet.

Annonce