Amerikansk fodbold er et spil der handler om at score touchdowns. Touchdowns får man ved at løbe bolden ned i bunden af modstanderne banehalvdel. Det giver 6 point.

Men hvis man ikke er i stand til at løbe hele vejen, så kan man i stedet score et field goal, ved at sparke den ovale bold op imellem målstængerne. Det giver i stedet 3 point. Til det formål har hvert hold en spiller, med det eneste formål. Han kaldes en kicker.

Et eksempel på virkelig dygtig kicker er danske Morten Andersen.

Rekordholderen fra Struer

Udover et godt sparkeben, så kræver det en stor portion is i maven at være kicker. For man har kun et forsøg, og det skal gøres samtidig med at modstanderne, som alle sammen er større og stærkere end dig, gør alt hvad de kan for at stoppe dig.

Og til den opgave, var danske Morten Andersen fra Struer i mere end 25 år en af de allerbedste. Han slog talrige rekorder og endte i 2007 som den mest scorende spiller i ligaens historie. En rekord, der holdt i over ti år.

Morten Andersens mange og lange meritter betød, at han sidste år blev optaget i det der hedder Pro Football Hall of Fame, sportens allerfineste selskab. Imponerende, fordi kun en lille håndfuld bliver optaget hvert år. Og endnu mere imponerende, fordi Morten Andersen kun er den anden kicker, som har fået den ære, at få sin buste opstillet i museet, ved siden af godt 300 andre spillere, trænere og ejere.

Udover æren og busten, så får man som medlem af Hall of Fame også en guldfarvet jakke, guldjakken, som helt sikkert ikke vinder nogen modepriser.

Andersens lange rejse fra Struer i Vestjylland, over high school i Indianapolis til Hall of Fame i Canton, Ohio er en virkelig interessant og meget væsentlig dansk sportshistorie. Og det er udgangspunktet i filmen Guldjakken – fra Struer til Hall of Fame, som havde premiere mandag den 12. november.

En tur backstage

Problemet med Guldjakken er, at den ovennævnte historie, ikke er den der bliver fortalt. Det er i bund og grund en dokumentar, der handler om selve optagelsen i Hall of Fame, set fra og fortalt af Morten Andersen selv. Altså en film om en overrækkelse af prisen og ikke en film om baggrunden for prisen.

Det er hovedsageligt en slags backstage-beretning fra et awardshow. Det er ret tørt. Det betyder, at man følger Morten Andersen, når han, i selskab med sønnen Sebastian, der ligner en der slet ikke har lyst til at være der, går rundt fra den ene presseevents til den næste, imens han hilser på og smalltalker lidt med gamle kolleger og andre bekendte.

Ingen af dem han møder, bliver forsøgt introduceret, så man ved ikke hvem de er, og samtalerne bliver sjældent meget dybere end ”længe siden, hvordan har du det?”. En af de længste samtaler, som vi bliver indviet i, er når Andersen taler med manden, der styrer teleprompteren.

Det bliver alt for hurtigt trivielt, også selv om det hele konstant bliver forsøgt peppet op med patos-fyldt musik. Havde det været et tv-indslag på omkring et kvarter, havde det måske kunnet bære det. Som en biograffilm, nej.

Historien forbliver ufortalt

Udover at have et kamerahold i ryggen ved Hall of Fame-introduktionen, er vi med Morten Andersen lidt rundt i New Orleans, hvor han startede den professionelle karriere. Vi ser bygningen, hvor han første gang boede og vi er med ude og besøge et børnehospital, hvor han donerede meget af hans tid og penge, og endelig vi er med til en træning hos hans gamle hold, New Orleans Saints, hvor han smalltalker lidt med materialemanden og med klubbens nuværende quarterback Drew Brees (der selv kan se frem til en plads i Hall of Fame, når hans karriere engang slutter).

Og vi er en tur hjemme i Struer, hvor vi kigger ud over de almindelige fodboldbaner, hvor den unge Andersen startede med at spille, inden han som teenager tog på udveksling i Amerika.

Vi får starten af karrieren og vi får slutningen, men hele den lange del i midten er væk. Den rejse som gav alle rekorderne, er underligt fraværende. Og det er jo selve rejsen, som er den virkelige historie. Det er måske korrekt, men Frodos historie i Ringenes Herre er jo heller ikke, at han tager afsted og kommer hjem igen. Det er det der skete undervejs, som vi vil høre om.

Det havde gjort fortællingen lidt mere interessant og afvekslende, hvis man også havde fået nogle andre stemmer undervejs, der kunne fortælle om hvordan Morten Andersen var som spiller, som holdkammerat eller som menneske.

Mangler lidt perspektiv

Filmens fortællemæssige højdepunkt, er da Morten Andersen, 44 år gammel, bliver fritstillet af Minnesota Vikings efter sæsonen 2004, kort før han når målet om at blive den mest scorende spiller nogensinde. Andersen mangler 77 point, og går i to år og selvtræner i en lokal park, mens han venter på chancen for at få et nyt job.

Det er selvfølgelig hårdt for alle at være ufrivilligt arbejdsløs, og det gælder også sportsfolk, men når han fortæller om de store ofre, han må bringe ved at stå nede i parken allerede klokken 10.00 om morgenen, mens ungerne er i skole, så kan man næsten ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet.

Andersens små udfordringer med lidt for langt græs, tåler næsten ikke sammenligning med for eksempel Michael Oher, kendt fra filmen The Blind Side med Sandra Bullock. Oher, hvis mor var på crack, og som levede af de efterladte popcorn i skolens gymnastiksal, inden han blev adopteret af en rig, hvid familie, som sørgede for at han kom på college og derfra til NFL. Morten Andersens historie har bare ikke helt samme dramatiske twist.

Filmen er filmet i Cinemascope, som er det samme format som man bruger til at lave spillefilm. Det gør billederne helt utroligt flotte, men det virker ganske overflødigt, når det mest bare er nærbilleder af en mand, der render rundt i nogle smalle gange. Amerikansk fodbold er ellers en sport, der gør sig godt på det helt store lærred.

Hvad gik galt?

Man kan altid sidde og spekulere lidt i hvordan et ellers sympatisk projekt kan gå så galt. Mit eget bud er, at producent Jimmy Bøjgaard og tilrettelægger Jesper Elming har været alt for gode venner med filmens subjekt og de begge derfor har efterladt den kritiske sans og den journalistiske metode udenfor klipperummet. Derfor har de ikke gjort sig umage med at fortælle hvem Morten Andersen er, og hvor stor en karriere han i virkelig havde.

Og det er simpelthen brandærgerligt, for Morten Andersens historie og meritter fortjener at blive fortalt og han fortjener at blive hyldet.

Men hvis du er helt vild med at se hvordan sådan et Hall of Fame award-show foregår backstage, så er Guldjakken absolut anbefalelsesværdig. Er du almindelig football-fan, eller kunne du tænke dig at blive det, så kan du i stedet bruge weekenden bedre på at se en kamp i tv.

Guldjakken – Fra Struer til Hall of Fame. Dokumentar. 1 time 35 minutter. Producent: Jimmy Bøjgaard. Tilrettelægger: Jesper Elming. Kan ses i udvalgte biografer landet over.