Annonce

“Enhver tanke om indflydelse til de Radikale er umulig set fra vores stol”

Dansk Folkeparti melder sig ud af regeringsforhandlingerne
Foto: Netavisen Pio/Jan Kjærgaard
Morten Messerschmidt, formand for Dansk Folkeparti
Dansk Folkeparti melder sig ud af regeringsforhandlingerne.

“Det er selvfølgelig, fordi vi ikke har været med i forhandlingerne. Og så kan vi jo også se, at De Radikale ender med at blive en del af det. Det kan vi jo ikke se os selv i," siger partiets næstformand, René Christensen, til TV 2.

Dansk Folkeparti blev efter folketingsvalget inviteret til regeringsforhandlinger tre gange. Dengang forhandlingerne ret beset udelukkende var sonderinger. Men siden er partiet ikke inviteret med til forhandlingsmøder.

I sit ugebrev tirsdag uddyber DF’s formand Morten Messerschmidt:

“Men der er røde streger. Enhver tanke om indflydelse til de Radikale er umulig set fra vores stol,” skriver DF-formanden og uddyber:

Danmarkshistorien er plettet som en dalmatinerhund med skaderne efter radikal indflydelse

“Danmarkshistorien er plettet som en dalmatinerhund med skaderne efter radikal indflydelse. Fra medlemskabet af EU til udlændingelovens katastrofer. Fra den moderne skolepædagogik til vor tids woke-spøgelse, der hærger fra børnehaver til universiteter.”

"Uviljen er gensidig"

Det gør ikke Messerschmidt mildere stemt, at Moderaterne ser ud til at blive en del af Mette Frederiksens snart kommende brede regering:

"At et kommende regeringssamarbejde nu også – alligevel – ser ud til at omfatte Lars Løkkes Moderaterne, gør mildest talt ikke perspektiverne lysere. Et parti, der nærmest så dagens lys for at holde et parti som Dansk Folkeparti uden for indflydelse, har vi i sagens natur svært ved at samarbejde med. Uviljen er gensidig, for at sige det mildt."

Messerschmidt mener lige frem, at det vil være nemmere for DF at samarbejde med Enhedslisten end med De Radikale og Moderaterne:

hvor familie, tradition og fædreland er rene abstraktioner

"Ærligt talt, så er Enhedslisten da med sin forståelse for de svages problemer og EUs ulyksaligheder da en nemmere samarbejdspartner end de Radikales og også Moderaternes syn på tilværelsen, hvor familie, tradition og fædreland er rene abstraktioner – og hvor det offentlige gerne erstatter familien og EU fædrelandet."

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet