For det var en velkendt stemme fra fortiden. Fra min fortid, muligvis fra din fortid, uden tvivl for rigtigt mange danskeres fortid. For stemmen tilhører Tine Bryld, der med sin bløde, varme og til tider kontante stemme, kom ungdommen i møde på sit program TVÆRS i mere end 40 år. Det kan være svært at forstå for nutidens unge, men for 30-40 år siden var Tine Brylds program, det eneste sted der gav plads til den usikkerhed og smerte, der er en faktor i de fleste teenageres liv.
Det blev en aften hvor mine egne minder om tungsind, ensomhed og angst, løb sammen med de følelser som nutidens unge beskriver
Nu hørte jeg hendes stemme igen, på spillestedet Vega, hvor jeg var inviteret af TrygFonden og Tine Bryld-prisen til, at deltage i overrækkelsen af den mest prestigefyldte og vigtige pris som bliver givet på socialområdet. Det blev en aften hvor mine egne minder om tungsind, ensomhed og angst, løb sammen med de følelser som nutidens unge beskriver.
Jeg er heldig og møder Kasper i køen. Kasper kender jeg, han er en stille ung mand, som jeg mødte sammen med de andre unge fra Ventilen. I aften er han her, for sammen med Ventilen Danmarks forperson, at modtage Tine Bryld-prisen.
Ventilen er en forening som arbejder for at unge kommer ud af deres ensomhed
Ventilen er en forening som arbejder for at unge kommer ud af deres ensomhed. Det bygger på ideen om ung-til-ung mødet, hvor de unge som har været der lidt længere, tager imod de nye.
Da jeg besøgte Ventilen beskrev medarbejderne, hvordan langstrakt ensomhed ændrer ens hjerne, og gør én mere usikker og mistænksom overfor andre. Rockwool fondens seneste rapport: “Hvad ved vi om udsatte unge 2”, peger på at negative hændelser i barndom og ungdomsliv er med til at bestemme hvordan ens hjerne udvikler sig. Dødsfald, fængselsdomme, og lignende traumatiske oplevelser, øger hjernens udskilning af stoffet kortisol - et stof som dræber hjerneceller og afbryder vigtige forbindelser mellem dem, og alvorligt forøger risikoen for et vanskeligt liv senere.
Det beskrives også, at hjernens sårbarhed skifter, og at negative hændelser af alle slags, fylder markant mest hos både drenge og piger som er ældre teenagere.
Derfor er Ventilens arbejde så vigtigt, og prisen så fortjent. Fordi - uden at være ekspert på området - tænker jeg, at der næppe findes nogen følelse i dag, som omfatter flere unge mennesker i Danmark, end ensomheden.
Et spejl, som unge mennesker kunne se sig selv i
Gennem generationer bekæmpede Tine Bryld ensomheden, med tilstedeværelse, trøst og vejledning. Uden at dømme skabte hun et spejl, som unge mennesker kunne se sig selv i - teenagere der følte sig afviste, usynlige og utilstrækkelige, oplevede pludselig at se sig selv som del af en helhed. Som hende skal vi fortsætte med at bekæmpe ensomheden, både tabuet og følelsen.
Tak til Tine Bryld, til Kasper og til de mange gode kræfter der udgør Ventilen. Vi er langt fra i mål, men kampen mod ensomhed fortsætter.
Kommentarer
ENSOMHED rammer bestemt ikke kun de unge. Men dukker op på fuld styrke , i samfund hvor penge prioriteres højere end
menneskelige værdier.
kære Ika
Du har helt ret i at det ikke kun er ungdommen som rammes. Men for første gang nogensinde, har ungdomsensomheden overskygget ældreensomheden på antal. Derfor har det været vigtigt for mig at skrive om.
Er der noget som du særligt synes jeg skal være nysgerrig på som socialordfører?
Venlig hilsen
Camilla
kære Ika
Du har helt ret i at det ikke kun er ungdommen som rammes. Men for første gang nogensinde, har ungdomsensomheden overskygget ældreensomheden på antal. Derfor har det været vigtigt for mig at skrive om.
Er der noget som du særligt synes jeg skal være nysgerrig på som socialordfører?
Venlig hilsen
Camilla