Henter indhold

12. september 2017

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Netavisen Pio leverer daglige nyheder, analyser og baggrund – med klare holdninger.

Nyheder
Fagforbund kræver flere penge til ’kvindefag’
Selvom det i princippet er et brud med den danske model, så er det ikke første gang, at fagforbund kræver særlige puljer til lønforhandlinger.
12. september 2017

Politikerne skal på banen og sikre højere lønninger til medarbejdere inden for en række arbejdsområder i den offentlige sektor. Det skal sikre, at lønforskellen mellem mænd og kvinder udjævnes.

Sådan lød meldingen forleden fra en række af de store fagforbund på det offentlige arbejdsmarked, nemlig FOA, BUPL, Socialpædagogerne samt Sundhedskartellet, der blandt andet tæller sygeplejerskerne. Sammen har de sendt et brev til alle Folketingets partier, hvor de opfordrer til, at Folketinget øremærker en pulje til at udjævne lønforskelle mellem ’kvindedominerede’ faggrupper i den offentlige sektor og ’mandedominerede’ faggrupper.

Trods mange års fokus på ligeløn, så er lønnen i kvindedominerede fag, eksempelvis inden for pleje og omsorg, fortsat markant lavere end tilfældet er for de typisk mandedominerede fag. ”Efterslæbet er betydeligt og veldokumenteret med forskelle på både 10, 20 og 30 procent, selvom uddannelserne bag fagene er lige lange.”, skriver de fire forbund i en fælles pressemeddelelse.

Brud med den danske model?
Men faktisk er der tale om lidt af en afvigelse fra den praksis, vi normalt kender som ’den danske model’, hvor det er op til arbejdsmarkedets parter selv at fordele, hvordan eventuelle lønstigninger skal udformes.

Hovedreglen er, at løn forhandles mellem arbejdsmarkedets parter, og at der ikke tilføres særlige midler til at bestemte grupper af politisk vej

Det fortæller Mikkel Mailand, der er forskningsleder ved Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) til Netavisen Pio:

”Hovedreglen er, at løn forhandles mellem arbejdsmarkedets parter, og at der ikke tilføres særlige midler til at bestemte grupper af politisk vej. Det vil sige, at hvis der skal ske en begunstigelse af bestemte grupper, så skal det ske inden for den forhandlingsramme, der er afsat. Men vi har også før set eksempler på, at nogle fagforbund har rettet en appel til politikerne om at afsætte særlige midler, blandt andet i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 2008.”

Tilbage i 2007 lancerede FOA under sloganet ”Mandeløn til kvindefag” et krav om politisk at afsætte en pulje på fem milliarder kroner til at løfte lønningerne i den offentlige sektor. Det skete forud for overenskomstforhandlingerne på det offentlige arbejdsmarked i 2008. Overenskomstforhandlingerne brød sammen, hvilket førte til omfattende strejker i foråret 2008, hvor også pædagoger og sygeplejersker deltog.

Det lykkedes dengang FOA at opnå lønstigninger fordelt over tre år på henholdsvis 13,4 procent for ansatte i regioner og 14,1 procent for ansatte i kommuner.

Svært at udjævne lønforskelle uden nye penge
Den danske model betyder, at løn og arbejdsvilkår forhandles og aftales mellem arbejdsmarkedets parter. I forhold til de offentlige arbejdsmarked vil det være mellem fagforbundene på det offentlige arbejdsmarked og stat, kommuner og regioner. Især kommunen og regioner har en meget stor del af de offentligt ansatte, eksempelvis social- og sundhedsassistenter, pædagoger og sygeplejersker.

Hvis de skal have mere, så er der jo andre grupper, der skal holde igen

Mikkel Mailand forklarer, at det kan være vanskeligt for fagbevægelsen at udjævne lønforskelle med den pose penge, der er afsat til forhandlingerne. ”Netop fordi pengene skal findes inden for den afsatte forhandlingsramme, så kan det være svært at finde penge til at løfte særlige grupper. For hvis de skal have mere, så er der jo andre grupper, der skal holde igen. Derfor ser vi også fra tid til anden en appel fra nogle fagforbund om, at politikerne sætter sig ud over hovedprincippet og afsætter midler til at løfte specifikke grupper.”

Det er faktisk også den årsag, fagforbundene selv giver som forklaring på, at man nu tager et skridt, som er usædvanligt i forhold til den danske model:

”Folketinget skal gribe ind, fordi en afskaffelse af uligelønnen kun kan ske på bekostning af andres tilbageholdenhed, hvis opgaven bliver lagt hos arbejdsgivere og lønmodtagere på det offentlige område. For der findes kun få og små mandegrupper på det offentlige arbejdsmarked, som reelt kan bidrage til en solidarisk genopretning af ligelønnen”, hedder det i udtalelsen fra fagforbundene.

Ved at tilføre ”nye” penge udefra, som er øremærket til udjævning af lønforskelle, undgår fagforbundene med andre ord at skulle ud i et internt slagsmål om, hvilke grupper der skal holde igen, for at andre grupper kan få lønstigninger.

Forskel på offentligt og privat arbejdsmarked
Spørgsmålet om, hvor langt politikere kan gå i forhold til at blande sig i lønforhandlingerne på det offentlige arbejdsmarked skal ses i forhold til, at opdelingen mellem politikere, arbejdsgiver og lønmodtagere generelt er mere mudret på det offentlige arbejdsmarked, end tilfældet er på det private arbejdsmarked.

”Overenskomstforhandlinger på det offentlige område er jo lidt anderledes end overenskomstforhandlinger på det private område, fordi de foregår i et politisk system, hvor politikere, især på det statslige område, både optræder som ’politikere’ og som ’forhandlere’”, forklarer Mikkel Mailand.

De offentlige overenskomster skal fornys inden 1. april 2018. Hvis ikke det lykkes at lave en aftale inden, kan det som i 2008 føre til omfattende strejker rundt om i landet.

Netavisen Pio anvender cookies med det formål at genkende den besøgende, huske indstillinger, udføre statistik og målrette annoncer. Ved at klikke videre rundt på Netavisen Pio accepterer du vores cookie politik.
Få Netavisens PIOs nyhedsbrev
Kontakt       Om Pio
Designed by SKARP & GACELA 2016 PIOPIO
Kontakt       Om Pio
Designed by SKARP & GACELA 2016 PIOPIO