Samtidig betyder aftalens indhold, at fagblade kan se langt efter fordelagtige vilkår i forhold til momsfritagelse.
I den tidligere postaftale var fagblade og blade fra organisationer fritaget for at betale moms af distributionen af deres blade og magasiner.
Spørger man formand for HK Privat, Simon Tøgern, er han ikke i tvivl om, hvad han synes om aftalen.
“Vores vurdering er, at det vil blive dyrere at distribuere, og at det vil betyde, at en masse trykte magasiner - kommercielle og fra foreninger - vil skrue ned for udgivelsesfrekvensen, hvis de ikke vil lukke helt,” siger han til Netavisen Pio.
Simon Tøgern er i den forbindelse stærkt kritisk over for den rolle, brancheorganisationen Danske Medier har spillet i forløbet.
DAO, der leverer pakker og breve, har givet udtryk for, at de ønsker at konkurrere med PostNord om omdeling af breve.
DAO er ejet af JP/Politikens Hus, Jysk Fynske Medie og Berlingske Media, som er store spillere i brancheorganisationen Danske Medier.
Danske Medier har givet udtryk for, at de overordnet set er tilfredse med privatiseringen af postområdet.
HK har - ligesom de fleste andre fagforeninger - en række fagblade, som er medlem af Danske Medier.
Simon Tøgern mener, at Danske Medier har varetaget fagbladenes interesser for dårligt i forløbet op til den nye postaftale, og at brancheorganisationen har kørt et lobbyspil til fordel for de største medlemmer.
I den forbindelse går Simon Tøgern så vidt, som til at overveje, om det giver mening, at HK Privats fagblad er medlem af Danske Medier.
Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det et kup, men Danske Medier er en trojansk hest
“Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det et kup, men Danske Medier er en trojansk hest. Det, at man har fremmet en - synes vi - perifer erhvervsinteresse frem for udgivernes interesse, gør, at sådan nogle som os kommer til at diskutere om det giver mening for os at være i Danske Medier,” siger han.
Gitte Hejberg sidder i bestyrelsen for Danske Medier for Fagbladet FOA, som hun er ansvarshavende chefredaktør for.
Ligesom Simon Tøgern er hun bekymret for fagbladenes økonomi i kølvandet på den nye postaftale.
“Jeg har en forventning om, at man er i stand til at finde en kompensationsordning til de medier, som kan komme til at stå med en stor regning til næste år. Det har jeg en forventning om, at Danske Medier arbejder aktivt for. Det har jeg også talt med dem om,” siger hun til Netavisen Pio.
Er du enig i kritikken om, at Danske Medier ikke har varetaget fagbladenes interesse godt nok i forløbet?
“I Danske Medier har vi nogle store toneangivende medier. De er med til at stille nogle forventninger til Danske Medier. Så ja, det har vejet tungere end hensynet til de magasiner, som kunne blive ramt af det her. Det, synes jeg, godt, man kan sige,” siger Gitte Hejberg.
“Omvendt så kan en interesseorganisation ikke altid drible af sted med samtlige interesser medlemmerne har på en gang. Der har man i interessevaretagelsen valgt at tage hensyn til, at der skulle mere fri konkurrence i forhold til distributionen, og man har haft en oplevelse af, at man skal ud af befordringspligten,” tilføjer hun.
Hun understreger, at det endnu er uvist, hvordan det endelige billede kommer til at se ud for fagbladene, og at der til efteråret vil være høringer, hvor fagbladenes indvendinger kan blive rejst.
Netavisen Pio har i forbindelse med artiklen rettet henvendelse til Danske Mediers administrerende direktør, Mads Brandstrup.
Han oplyser, at han er på konference og henviser derfor til Danske Mediers pressemeddelelse om sagen.
I den fremgår det, at Danske Medier er positive over for aftalen, som skaber mere konkurrence på området.
Samtidig udtrykker Danske Medier, at de ikke mener, det bør blive dyrere at distribuere fagforeningsblade og magasiner.
”Denne mediegruppe er særdeles vigtig for Foreningsdanmark og dermed sammenhængskraften i landet. Derfor skal der findes en fornuftig løsning, så vi både sikrer fair konkurrence og fortsat gode muligheder for distribution af magasiner,” siger Mads Brandstrup.
Danske Medier giver desuden udtryk for, at de forventer, at den skærpede konkurrence på distributionen vil komme fagbladene til gode.
Kommentarer
Jeg ved ikke hvordan andre har det, men personligt har jeg været så længe på internettet at jeg nu undgår foreninger med medlemsblade. Tidligere har jeg været medlem af FDM, Naturfredningsforeningen og en lille håndfuld andre foreninger. Nu har jeg én forening tilbage (pga. medlemsrabatter), det lokale kirkeblad og det halvårlige(?) senior nyt. Jeg orker ikke at læse bladene, men samtidig har jeg altid været "tvangslæser", lige som jeg også altid har været "tvangsspiser". Jeg har lige nu dårlig samvittighed over to ulæste blade som pt. ligger hjemme (vi er i sommerhus) i en sofa.
Jeg har det på samme måde, men jeg får nu ikke dårlig samvittighed fordi jeg ikke får læst de trykte medier. Jeg får derimod dårlig samvittighed hver gang jeg propper papiret i papircontaineren, for det er godt nok stadig enorme mængder som ryger direkte ud....ulæste aviser, flyers, reklamer, ugeblade m.v. det er jo en halv svensk skov der ryger direkte i forbrændingen hver uge.
Hvis man stopper mediestøtten, kunne det være at flere medier ville gå "all in" på internettet.
Julius Schrøder - se her:
https://www.borger.dk/bolig-og-flytning/beskyttelse-mod-reklamer
Folketinget bør overveje at indstille den massive mediestøtte, herunder momsfritagelsen, til danske dagblade. Så kan pengene komme tilbage i borgernes lommer.
Jeg er fuldstændig dig enig med dig, men den der med "at så kan pengene komme tilbage i borgernes lommer" er desværre ikke det der sker. Det er set så tit i andre sager 🤔