Fem absurde borgerlige forsvar af Nordic Waste-milliardær

Det første kritiske ord om Nordic Waste-hovedaktionær Torben Østergaard-Nielsen havde knap forladt Mette Frederiksens læber, før store dele af det borgerlige Danmark straks kom den udskældte mangemilliardær til undsætning.

Da Østergaard-Nielsen, den sjetterigeste person i Danmark, ikke er fundet juridisk ansvarlig for noget, er al kritik, må man forstå, ganske simpelt en populistisk hetz, der risikerer at kaste retsstatsprincipper over bord.

Tilsyneladende er en milliardærs selvforskyldte kattepine altså mere end noget andet i stand til at minde mange borgerlige om deres dybe hengivenhed til retsstaten.

Passionen for Østergaard-Nielsens menneskerettigheder er under alle omstændigheder rørende og synes perfekt at eksemplificere en tendens, som forfatteren Thomas Frank har observeret på den amerikanske højrefløj.

Som Frank udførligt beskriver i sine bøger, er konservative i USA nemlig ofte lykkedes med at pakke deres forsvar af den økonomiske elite ind i paroler om frihed, det frie marked eller faren for et kommunistisk diktatur lige om hjørnet. Med denne taktik har de været bemærkelsesværdigt succesfulde i deres bestræbelser på at mobilisere stor folkelig vrede til forsvar for de allerrigestes interesser.

Det ville utvivlsomt være belejligt for Østergaard-Nielsen og de andre aktionærer, hvis kun folk, der er mindre magtfulde end dem, kan tillade sig at kritisere dem

Så succesfulde, at store dele af den danske højrefløj nu synes at ville gøre dem kunsten efter.

En indsats, der har kastet en del mindeværdige forsøg på at forsvare Østergaard-Nielsen af sig, som det er på sin plads her at kaste et kærligt blik på.

1. Et skævt magtforhold

Argumentet fra dem, der ønsker at forsvare noget så uforsvarligt som at true en hel landsby med oversvømmelse og efterlade milliardregningen til det offentlige, antager uvægerligt en variation af følgende melodi:

Så længe der ikke foreligger bevis for, at Østergaard-Nielsen kan holdes juridisk til ansvar i sagen, er det højst upassende - grænsende til det despotiske - for Mette Frederiksen og andre socialdemokratiske ministre at kritisere en navngiven borger.

Det er en vise, som tidligere pressechef i Venstre Søs Marie Serup ihærdigt synger med på.

“Det er grundlæggende uhæderligt, når ministre – med al den magt og tyngde, der ligger i at være en del af regeringen – angriber et enkelt menneske, selvom vedkommende er velhavende. Et enkelt menneske vil nemlig altid være uendeligt underlegent i magtforholdet overfor en regering,” pointerer hun i BT’s spalter.

Problemet er bare, at ingen i regeringen ønsker at gøre op med det begrænsede ansvar

Det skæve magtforhold er altså den primære årsag til, at regeringen burde holde riven væk fra Østergaard-Nielsen. Man fristes til at spørge, hvem der i Serups øjne retmæssigt kan kritisere ejerne bag Nordic Waste.

Det ville utvivlsomt være belejligt for Østergaard-Nielsen og de andre aktionærer, hvis kun folk, der er mindre magtfulde end dem, kan tillade sig at kritisere dem.

2. En leg med dynamit

Mere grundlæggende er Berlingskes erhvervsredaktør, Thomas Bernt Henriksens, kritik af regeringen. Han bekymrer sig for, at det begrænsede ansvar - det forhold, at en investor kun hæfter for det investerede beløb og ikke hele sin personlige formue - trues af regeringstoppens udtalelser.

“Man leger med dynamit, hvis man rokker ved det begrænsede ansvar,” advarer han og spår endda, at snak om et opgør med det begrænsede ansvar kan sprænge regeringen.

Problemet er bare, at ingen i regeringen ønsker at gøre op med det begrænsede ansvar. I de udtalelser fra statsministeren, som falder Henriksen særligt for brystet, gør hun ikke andet at opfordre investorerne til at betale for skaden.

“Man kan sagtens betale for den her regning, hvis man vil,” udtalte hun med reference til Østergaard-Nielsens anselige formue.

Hvorfor en åben opfordring fra statsministeren, som ejerne bag Nordic Waste frit kan adlyde eller ignorere, skulle være et opgør med begrænset hæftelse eller nogen andre juridiske principper fremgår ikke af Henriksens kommentar.

Ikke meget dynamit i den leg.

3. Grænseløs dobbeltmoral og kynisme

I en kommentar kun tre dage senere skruer Henriksen endnu et hak op for retorikken.

I denne kommer han frem til, at Mette Frederiksen har gjort sig skyldig i “grænseløs dobbeltmoral og kynisme”.

Det dobbeltmoralske består ifølge Henriksen i, at S-regeringen i minksagen har fokuseret på “udelukkende at placere et klart juridisk ansvar” uden at holde sig selv til det moralske ansvar, som de nu kræver, at Østergaard-Nielsen tager.

Her gør Qvortrup brug af et sælsomt kunstgreb

Sammenligningen med minksagen kan undre. Da minksagen først kom frem, ønskede Henriksens avis i en leder, at den socialdemokratiske etpartiregering gik af, før de første undersøgelser overhovedet var igangsat. Hvis Nordic Waste-sagen er så sammenlignelig med minksagen, er det altså besynderligt, at Berlingske ikke kalder på alvorlige konsekvenser for Østergaard-Nielsen før nogen juridisk undersøgelse.

Hvordan præcis socialdemokratiske ministre skulle holde sig selv til moralsk ansvar for minksagen - foruden de undskyldninger og erstatninger, der allerede er givet - lader Henriksen desuden stå hen i det uvisse.

Danskerne har, via stemmeurnen, mulighed for altid selv at holde deres politikere til moralsk ansvar. Det instrument kan selvsagt ikke tages i brug over for en rigmand.

4. En aparte retstilstand

BT’s politiske redaktør, Henrik Qvortrup, finder det ligeledes forargeligt, at nogle politikere kalder på handling fra Østergaard-Nielsen.

Østergaard-Nielsen er, lader Qvortrup forstå, nemlig mest af alt en “lynafleder” for Socialdemokratiet, der belejligt kan bruge fortællingen om en ond kapitalist til at lade de røde faner smælde på ny og distrahere fra de principper, man har givet køb på i midterregeringen.

Problemet er dog, at der opstår en “aparte retstilstand, hvis de politikere, der jo vedtager lovene, reelt argumenterer for et dobbelt regelsæt - ét for almindelige mennesker, ét for de rige.”

deres overivrige deltagelse i udskamningen af både Fattig-Carina og Dovne Robert

Her gør Qvortrup brug af et sælsomt kunstgreb, hvorved socialdemokratiske ministres kald på samfundssind fra ejerne af Nordic Waste gøres til en del af en “aparte retstilstand”.

Det ændrer bare ikke på, at en ministers ord - heldigvis - ikke er lov, og at S-ministrenes moralske fordømmelse af Østergaard-Nielsen ikke har nogen indflydelse på retstilstanden i Danmark.

Uanset hvor ondt Qvortrup ellers får af den rigmand, ministrene tillader sig at kritisere.

5. Alex uden ansvar

Suverænt mest indædt og passioneret har Liberal Alliances forsvar af Østergaard-Nielsen dog været.

For selvom Nordic Waste-sagen ikke fremmer partiformand Alex Vanopslaghs respekt for Østergaard-Nielsen, bekymrer statsministerens ageren ham langt mere, fortæller han på X.

“Men jeg bliver endnu mere forarget over, at en statsminister i et demokratisk retssamfund går ud og forsøger at udskamme en rigmand til at påtage sig et ansvar, som han ikke er juridisk forpligtet til,” forklarer han.

Som flere har påpeget, synes der at være en underlig diskrepans mellem det mytiske personlige ansvar, Vanopslagh har blæst til kamp for i shows og i kvasi-selvhjælpsbogen Vejen til ansvar, og så den fjerlette byrde, han er villig til at lægge på de sjettebredeste skuldre i Danmark.

Mindre mystisk bliver det hele dog, hvis vi antager, at Liberal Alliance hele tiden har ment, at ikke alle veje bør føre til ansvar

Hvis Liberal Alliance virkelig har en principiel indsigelse mod, at politikere hænger enkeltpersoner ud, som ikke har gjort noget ulovligt, kan deres overivrige deltagelse i udskamningen af både Fattig-Carina og Dovne Robert mildest talt undre.

Og hvis det påstået liberale parti virkelig kerede sig så meget om individets frihed fra nogen form for statslig pres eller tvang, er det påfaldende, at halvdelen af deres daværende folketingsgruppe stemte for burkaforbuddet, og at den nuværende endnu ikke har svunget sig op på at støtte en højere abortgrænse.

Mindre mystisk bliver det hele dog, hvis vi antager, at Liberal Alliance hele tiden har ment, at ikke alle veje bør føre til ansvar.

Og at milliardærens vej altid bør være den nemmeste og hurtigste udenom.