Fem absurde borgerlige forsvar af Nordic Waste-milliardær

Trods folkestemningen kæmper mange borgerlige gævt for at forsvare Nordic Waste-hovedaktionær Torben Østergaard-Nielsens gode navn og rygte.
Foto: USTC
Torben Østergaard-Nielsen og hans to døtre ejer USTC Group, som ejer hovedparten af Nordic Waste. Familien ejer også - sammen med en fynsk rigmand - Jensens Bøfhus
Det første kritiske ord om Nordic Waste-hovedaktionær Torben Østergaard-Nielsen havde knap forladt Mette Frederiksens læber, før store dele af det borgerlige Danmark straks kom den udskældte mangemilliardær til undsætning.

Da Østergaard-Nielsen, den sjetterigeste person i Danmark, ikke er fundet juridisk ansvarlig for noget, er al kritik, må man forstå, ganske simpelt en populistisk hetz, der risikerer at kaste retsstatsprincipper over bord.

Tilsyneladende er en milliardærs selvforskyldte kattepine altså mere end noget andet i stand til at minde mange borgerlige om deres dybe hengivenhed til retsstaten.

Passionen for Østergaard-Nielsens menneskerettigheder er under alle omstændigheder rørende og synes perfekt at eksemplificere en tendens, som forfatteren Thomas Frank har observeret på den amerikanske højrefløj.

Som Frank udførligt beskriver i sine bøger, er konservative i USA nemlig ofte lykkedes med at pakke deres forsvar af den økonomiske elite ind i paroler om frihed, det frie marked eller faren for et kommunistisk diktatur lige om hjørnet. Med denne taktik har de været bemærkelsesværdigt succesfulde i deres bestræbelser på at mobilisere stor folkelig vrede til forsvar for de allerrigestes interesser.

Det ville utvivlsomt være belejligt for Østergaard-Nielsen og de andre aktionærer, hvis kun folk, der er mindre magtfulde end dem, kan tillade sig at kritisere dem

Så succesfulde, at store dele af den danske højrefløj nu synes at ville gøre dem kunsten efter.

En indsats, der har kastet en del mindeværdige forsøg på at forsvare Østergaard-Nielsen af sig, som det er på sin plads her at kaste et kærligt blik på.

  1. Et skævt magtforhold

Argumentet fra dem, der ønsker at forsvare noget så uforsvarligt som at true en hel landsby med oversvømmelse og efterlade milliardregningen til det offentlige, antager uvægerligt en variation af følgende melodi:

Så længe der ikke foreligger bevis for, at Østergaard-Nielsen kan holdes juridisk til ansvar i sagen, er det højst upassende - grænsende til det despotiske - for Mette Frederiksen og andre socialdemokratiske ministre at kritisere en navngiven borger.

Det er en vise, som tidligere pressechef i Venstre Søs Marie Serup ihærdigt synger med på.

“Det er grundlæggende uhæderligt, når ministre – med al den magt og tyngde, der ligger i at være en del af regeringen – angriber et enkelt menneske, selvom vedkommende er velhavende. Et enkelt menneske vil nemlig altid være uendeligt underlegent i magtforholdet overfor en regering,” pointerer hun i BT’s spalter.

Problemet er bare, at ingen i regeringen ønsker at gøre op med det begrænsede ansvar

Det skæve magtforhold er altså den primære årsag til, at regeringen burde holde riven væk fra Østergaard-Nielsen. Man fristes til at spørge, hvem der i Serups øjne retmæssigt kan kritisere ejerne bag Nordic Waste.

Det ville utvivlsomt være belejligt for Østergaard-Nielsen og de andre aktionærer, hvis kun folk, der er mindre magtfulde end dem, kan tillade sig at kritisere dem.

  1. En leg med dynamit

Mere grundlæggende er Berlingskes erhvervsredaktør, Thomas Bernt Henriksens, kritik af regeringen. Han bekymrer sig for, at det begrænsede ansvar - det forhold, at en investor kun hæfter for det investerede beløb og ikke hele sin personlige formue - trues af regeringstoppens udtalelser.

“Man leger med dynamit, hvis man rokker ved det begrænsede ansvar,” advarer han og spår endda, at snak om et opgør med det begrænsede ansvar kan sprænge regeringen.

Problemet er bare, at ingen i regeringen ønsker at gøre op med det begrænsede ansvar. I de udtalelser fra statsministeren, som falder Henriksen særligt for brystet, gør hun ikke andet at opfordre investorerne til at betale for skaden.

“Man kan sagtens betale for den her regning, hvis man vil,” udtalte hun med reference til Østergaard-Nielsens anselige formue.

Hvorfor en åben opfordring fra statsministeren, som ejerne bag Nordic Waste frit kan adlyde eller ignorere, skulle være et opgør med begrænset hæftelse eller nogen andre juridiske principper fremgår ikke af Henriksens kommentar.

Ikke meget dynamit i den leg.

  1. Grænseløs dobbeltmoral og kynisme

I en kommentar kun tre dage senere skruer Henriksen endnu et hak op for retorikken.

I denne kommer han frem til, at Mette Frederiksen har gjort sig skyldig i “grænseløs dobbeltmoral og kynisme”.

Det dobbeltmoralske består ifølge Henriksen i, at S-regeringen i minksagen har fokuseret på “udelukkende at placere et klart juridisk ansvar” uden at holde sig selv til det moralske ansvar, som de nu kræver, at Østergaard-Nielsen tager.

Her gør Qvortrup brug af et sælsomt kunstgreb

Sammenligningen med minksagen kan undre. Da minksagen først kom frem, ønskede Henriksens avis i en leder, at den socialdemokratiske etpartiregering gik af, før de første undersøgelser overhovedet var igangsat. Hvis Nordic Waste-sagen er så sammenlignelig med minksagen, er det altså besynderligt, at Berlingske ikke kalder på alvorlige konsekvenser for Østergaard-Nielsen før nogen juridisk undersøgelse.

Hvordan præcis socialdemokratiske ministre skulle holde sig selv til moralsk ansvar for minksagen - foruden de undskyldninger og erstatninger, der allerede er givet - lader Henriksen desuden stå hen i det uvisse.

Danskerne har, via stemmeurnen, mulighed for altid selv at holde deres politikere til moralsk ansvar. Det instrument kan selvsagt ikke tages i brug over for en rigmand.

  1. En aparte retstilstand

BT’s politiske redaktør, Henrik Qvortrup, finder det ligeledes forargeligt, at nogle politikere kalder på handling fra Østergaard-Nielsen.

Østergaard-Nielsen er, lader Qvortrup forstå, nemlig mest af alt en “lynafleder” for Socialdemokratiet, der belejligt kan bruge fortællingen om en ond kapitalist til at lade de røde faner smælde på ny og distrahere fra de principper, man har givet køb på i midterregeringen.

Problemet er dog, at der opstår en “aparte retstilstand, hvis de politikere, der jo vedtager lovene, reelt argumenterer for et dobbelt regelsæt - ét for almindelige mennesker, ét for de rige.”

deres overivrige deltagelse i udskamningen af både Fattig-Carina og Dovne Robert

Her gør Qvortrup brug af et sælsomt kunstgreb, hvorved socialdemokratiske ministres kald på samfundssind fra ejerne af Nordic Waste gøres til en del af en “aparte retstilstand”.

Det ændrer bare ikke på, at en ministers ord - heldigvis - ikke er lov, og at S-ministrenes moralske fordømmelse af Østergaard-Nielsen ikke har nogen indflydelse på retstilstanden i Danmark.

Uanset hvor ondt Qvortrup ellers får af den rigmand, ministrene tillader sig at kritisere.

  1. Alex uden ansvar

Suverænt mest indædt og passioneret har Liberal Alliances forsvar af Østergaard-Nielsen dog været.

For selvom Nordic Waste-sagen ikke fremmer partiformand Alex Vanopslaghs respekt for Østergaard-Nielsen, bekymrer statsministerens ageren ham langt mere, fortæller han på X.

“Men jeg bliver endnu mere forarget over, at en statsminister i et demokratisk retssamfund går ud og forsøger at udskamme en rigmand til at påtage sig et ansvar, som han ikke er juridisk forpligtet til,” forklarer han.

Som flere har påpeget, synes der at være en underlig diskrepans mellem det mytiske personlige ansvar, Vanopslagh har blæst til kamp for i shows og i kvasi-selvhjælpsbogen Vejen til ansvar, og så den fjerlette byrde, han er villig til at lægge på de sjettebredeste skuldre i Danmark.

Mindre mystisk bliver det hele dog, hvis vi antager, at Liberal Alliance hele tiden har ment, at ikke alle veje bør føre til ansvar

Hvis Liberal Alliance virkelig har en principiel indsigelse mod, at politikere hænger enkeltpersoner ud, som ikke har gjort noget ulovligt, kan deres overivrige deltagelse i udskamningen af både Fattig-Carina og Dovne Robert mildest talt undre.

Og hvis det påstået liberale parti virkelig kerede sig så meget om individets frihed fra nogen form for statslig pres eller tvang, er det påfaldende, at halvdelen af deres daværende folketingsgruppe stemte for burkaforbuddet, og at den nuværende endnu ikke har svunget sig op på at støtte en højere abortgrænse.

Mindre mystisk bliver det hele dog, hvis vi antager, at Liberal Alliance hele tiden har ment, at ikke alle veje bør føre til ansvar.

Og at milliardærens vej altid bør være den nemmeste og hurtigste udenom.

Studentermedjælper på Netavisen Pio. Studerer statskundskab ved Københavns Universitet.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Glimrende indlæg, Berlingske har kun en vinkel på alt der har med regering og især Mette F at gøre og det er negativt Hulker i osten, konspirationsteorier er vendt til fakta i avisen Forstår godt salget er på retur . Sagen stinker. Og klart folk inkl. Regering siger fra

Jeg kan kun tilslutte mig Helles kommentar - et fantastisk velargumenteret indlæg!

Alex Vanopslaghs slagfærdighed mangler indtil videre at han personligt bliver ramt af en milliardærs trang til at holde egne penge godt gemt for almenheden.

Indtil videre har vi kun hørt om at han gerne vil have snabelen ned i statskassen og suge uden at almenheden får noget at vide!

At tjene penge i det skjulte er altid en god forretningsmodel. Ofte langt bedre end patent!

Alex Vanopslagh har længe villet have patent på “personlige ansvar”!

Cirkusrevyen og Tivolirevyen har fået godben at koge den politiske grinesuppe på!

At Nordic Waste skulle ende i suppedasen!

Ja, det er ganske enkelt uforståeligt!

Man havde råd til at købe alverdens faglige eksperter ind!

Blot for en formiddag!

Hvilket åbenbart svarer til omfanget af 16 tilsyn!

En privat virksomhed har ret til at være klogere funderet end en kommunal tilsynsgruppe eller 31 kommunalvalget byrådsmedlemmer!

Endelig findes der et hav af kloge medarbejdere på alle niveauer, fagforeningsfolk og flest af alt menige bekymrede borgere!

På sociale medier!

At en milliardær ikke har råd til at se det komme, altså klimakrisen med regn og rusk og tørke og sne!

Ja, det er jo helt hen i vejret!

Men løsningen findes hos vores venner i Norge!

De løb under Per Hækkerups ledelse med alle de rigtig gode oliefelter!

De sendte under Mette Frederiksens ledelse et hav af olieaffald til Randers!

Men i modsætning til de danske politikeres foræring af oliefelternes udnyttelse til danske milliardærer, lavede Norge oliefonden!

Og se det skete netop i de dage: Dagens meddelelse i Norge:

“2.222 milliarder norske kr. svarende til 1.465 mia. danske kr.

Så meget mere værd blev den norske oliefond i 2023. Det er det største afkast i kroner og øre nogensinde, og det svarer til, at fonden er blevet 16,1 pct. mere værd.

Ved udgangen af 2023 lå oliefondens værdi på 15.765 mia. kr. eller 10.394 mia. danske kr.”

At vi i lille Danmark gider skændes med hverandre, i stedet for at erkende fortidens synder, og gå i optog i Oslos gader og med alverdens kendte farver som baggrund skrive:

“Forureneren betaler”.

Hvad kan sagen i Randers løbe op i?

Omkring 3 milliarder siger COWI.

Cowi: Der kan gå op til to år, før jordskred ved Randers stopper
Skal al jorden fra Nordic Waste køres væk, vil det løbe op i en regning på 2,2 mia. kr., anslår ny rapport.

Altså den norske oliefond må punge ud!

Summasumarum: 10.394 mia. i den norske oliefond reduceres til 10.391 mia. Forureneren betaler!

Norge vil gerne være klimaførende!

Nu får de chancen!

Mette Frederiksen på statsbesøg i Norge ledsaget med kong Frederik.

Under middagen fremvises et billede af Per Hækkerup samt videoen af Mette Frederiksen og de tre socialdemokratiske ministre gående på affaldsbunkene ved Ølst uden for Randers!

“Forureneren betaler” forklarer statsministeren for de kongelige og især kronprins Haakon af Norge, der har været på klimatur med kong Frederik og kronprinsesse Victoria på Svalbard.

De kongelige ved hvad sagen drejer sig om!

Arbejderpartiets statsminister Jonas Gahr Støre vil hurtigt forstå et hint fra kronprinsen!

Sagen er klar:

Den norske oliefond reduceres med 0,03% og broderskabet består for evigt!

Per Hækkerup bliver tilgivet!

Nordmændene bliver tilgivet!

Forureneren betaler!

Torben Østergaard-Nielsen ville miste 6,6% af sin formue, hvis han som “forurener skulle betale”!

Manden ville jo blot afhjælpe nordmændene med deres forurenede jord!

Thi ingen steder i Norge findes en hældningsgrad, der kunne opfylde kravene for god jordbehandling af forurenet jord!

Noget for noget!

Hvis statsminister Mette, kong Frederik og Nordic Waste hovedaktionær Torben Østergaard-Nielsen fulgtes ad til Oslo, kunne de olierige nordmænd hurtigt forstå det dilemma den norske olieforurenede jord havde bragt rigmanden i!

Norge er klimaførende!

Og har for længst opfyldt deres klimamål for landbruget!

Men i Danmark har de en ubetalt regning!

Og i Norge ved de om nogen hvad der sker når en hel by forsvinder i ler!

“Norsk by blev offer for, at jorden blev flydende som grød
10 indbyggere i Ask er stadig savnede efter mudderskred i Gjerdrum nord for Oslo, hvor 31 husstande onsdag ved midnat forsvandt ned i et enormt hul og et hus blev flyttet 400 meter. Det skyldes, at byen er bygget på kvikler.”

Forureneren betaler!

I Norge var sagen meget kompliceret!
I Danmark var det “menneskeskabt forurenet jord”!

Hovedindtægten kom fra norske leverandører, der var lykkelige for at slippe af med affaldet!

Forureneren betaler!

Østergaard-Nielsen, den sjetterigeste person i Danmark!

Norge, verdens 4. rigeste land på BNP.
Norge, verdens rigeste hvis oliefonden og formuer indregnes!

Forureneren betaler!

Kong Frederiks første statsbesøg i Norge kan blive med en uforglemmelig gave til statsminister Mette Frederiksen og et pyha til mange-milliardæren!

I LA klapper de allerede!

Nordiske brødre og søstre i klimakamp og demokratiernes kamp!

Forureneren betaler!

Axel Jensen. Hvad vil du fortælle os?

Det kan godt både være rigtigt, at Torben Østergaard-Nielsen i Ølst -skandalen har et kæmpeansvar, og at Mette Frederiksen udnytter situationen (ligesom hendes royale omvendelse) til at koble sig på em populær sag.
Østergaard skal måles på, hvilken indsats han faktisk yder i oprydningen af en skade, han med kvalificeret flertal i selskabet har faktuelt fuldt ansvar for, og Frederiksen skal måles på, hvilke konsekvenser regeringen tager af den leddeløse ansvars fralæggelses praksis, som konkursloven og selskabsloven åbner mulighed for.
I virkelighedens verden, som i fysikken, findes der ingen principper, der gælder fra 0 til uendelig. Alle forhold kan kun bedømmes efter en opfattelse af mere og mindre.
Netop mudder- og affaldsbjerget ligger i den blytunge ende mod mere. Der er slet intet forhold mellem den samfundsnytte, som selskabet repræsenterer med den værdi, der med fortjeneste er produceret her, og så den skade på samfundet, der har fundet sted grundet en skandaløs fladpandet ordning omkring firmaets begrænsede hæftelse.
Ingen kan jo i fuldt alvor mene, at det er i orden at tjene 34 millioner på at belaste samfundet med en regning på 2 milliarder kr., og så løbe fra at deltage i oprydningen bagefter. Man kunne jo starte med at tilbageføre de lænsede 34 millioner, og så derefter forhandle en løsning, hvor man deltager i restbeløbet.
Det er helt utroligt at høre løjtnanterne på tinge og i pressen mene, at man både kan være en fin mand og et grådigt monster, helt fritaget fra det ringeste ansvar for handlinger, der ikke bare risikerer at begrave et helt samfund i forurenet pladder, og allerede nu har strippet boligværdierne ud af lommerne på de lokale beboere.
Den opståede situation ligger milevidt udenfor enhver rimelighed, og rigmandens ansvar er indlysende meget voldsommere, end en juridisk fidus., og det er kun kapitalistisk alarmerende bragesnak for en sag, når man mener at systemet bryder sammen, hvis der strammes op om ansvaret i den slags sager.
F.eks. kunne man kræve sikkerhedsstillelse for skader, for overhøvedet at give en miljøgodkendelse.
Sådan en kan have mange udformninger, f.eks. en bankgaranti, en forsikringspolice, eller en miljøfond i branchen, der kan klare tabet, og med den slags ordninger i spil kunne man forestille sig en mere kritisk tilgang til, om virksomedens aktiviteter i det hele taget er ønskværdig.

Det Blå Svindlerhold viser omsider sit sande ansigt.

Annonce