Østergaard-familien frikender sig selv for ansvar - nu reagerer Randers' borgmester
Østergaard-familien frikender sig selv for ansvar - nu reagerer Randers' borgmester
”Når de siger, at det ikke er fair overfor børnene og borgerne i Randers Kommune, det er jeg fuldstændig enig i. Så kunne de jo bare tage og betale den regning,” siger S-borgmesteren
Torben Østergaard-Nielsen og hans to døtre, Mia Østergaard Rechnitzer (tv.) og Nina Østergaard Borris (th.)
Tidligere på ugen frikendte Østergaard-familien sig selv for ansvar for Nordic Waste-skandalen. Og at andre derfor må betale regningen for oprydningen efter miljøskandalen, hvor den foreløbige regning lyder på 663 millioner kroner.
Mange mener dog, at milliardær-familien under alle omstændigheder står tilbage med det moralske ansvar - og at familien derfor må til lommerne.
Men den debat ønsker familien bag United Shipping & Trading Company-koncernen (USTC) ikke at gå ind i:
Jeg ønsker ikke at gå ned i den politiske debat om, hvorvidt velhavende mennesker har et udvidet ansvar
“Jeg ønsker ikke at gå ned i den politiske debat om, hvorvidt velhavende mennesker har et udvidet ansvar, og om der skal gælde en anden lov for velhavende mennesker. Den synes jeg, at politikerne skal tage på Christiansborg,” udtalte den administrerende direktør for USTC, en af hovedejerne Nordic Waste, Nina Østergaard Borris, tirsdag til Berlingske.
Østergaard Boris er den ene af to døtre af Torben Østergaard-Nielsen, der i sin tid grundlagde USTC-koncernen.
Nina Østergaard Borris hæfter sig i Berlingske igen og igen ved, at selvom hun er direktør i USTC-koncernen og ejer Nordic Waste, så har hverken hun eller andre dele af Østergaard-familien været en del af den daglige ledelse, bestyrelse eller været involveret i driften af Nordic Waste. På den baggrund konkluderer hun, at hverken hun eller den øvrige Østergaard-familie kan stilles til ansvar.
“Det er bare ikke fair”
Østergaard Borris siger dog også, at hun ikke mener regningen for oprydning på Nordic Waste-grunden skal betales af Randers’ borgere:
“Jeg synes da heller ikke, at det er fair for børnene i Randers eller Randers’ borgere. Det er bare ikke fair.”
Randers’ borgmester, Torben Hansen (S), er mildt sagt ikke enig i Østergaard Borris vurderinger:
Så kunne de jo bare tage og betale
“Jamen, når de siger, at det ikke er fair overfor børnene og borgerne i Randers Kommune, det er jeg fuldstændig enig i. Så kunne de jo bare tage og betale den regning, som ligger foran. Så tror jeg, alle ville være glade,” siger han til DR.
Han føjer til, at det “selvfølgelig er dem, der står bag virksomheden”, som skal betale regningen for miljø-oprydningen.
USTC har for nylig pr. kulance skænket 50 millioner kroner til borgerne i landsbyen Ølst, som består af 40 husstande og er nabo til Nordic Waste.
Dermed har Ølst-familierne udsigt til 800.000 kroner pr. husstand. En økonomisk håndsrækning, som i nogen grad har dæmpet Ølst-borgernes kritik af Østergaard-familien.
Tilføj kommentar