Alex Vanopslagh er en mand, der er i stand til at formulere sig skarpt og klart på en måde, så ingen er i tvivl om, hvad han mener. Den egenskab er - uafhængig af politisk ståsted - oftest en gave for de politikere, der besidder den, og det er svært at forestille sig Liberal Alliance nå samme imponerende højder uden en slagkraftig leder som Vanopslagh.

Alligevel er han nu tilsyneladende i færd med at pakke sine talegaver ind igen og lægge dem tilbage under træet.

I hvert fald begræder Vanopslagh - med behørigt brødebetyngede miner - en offentlig samtale, der i hans optik er præget af en “blodrus”, hvor personer som Nordic Waste-hovedaktionær Torben Østergaard-Nielsen og plagiatskyldige Katherine Diez “sættes i den offentlige gabestok og ødelægges”.

I stedet ønsker den unge partiformand sig en politisk kultur, hvor vrede ikke er diskussionens motor, og mere rolige gemytter kan lægge låg på pøblens værste impulser.

samme evindelige mistænkeliggørelse af statsministeren

At Liberal Alliance vælger at kaste den første sten i denne selvopfundne kamp for en puritansk debattone, må undre de fleste, der har fulgt partiet de sidste mange år. Liberal Alliances synderegister indeholder nemlig et utal af grove udtalelser og smædekampagner rettet mod politiske modstandere.

1. Den værste siden besættelsen

“Den dårligste nyhed for folkestyret siden besættelsen”.

Det kaldte Vanopslagh Mette Frederiksen i en kronik i Berlingske kort inden folketingsvalget i 2022. Kronikken som helhed er præget af samme evindelige mistænkeliggørelse af statsministeren og hendes nærmeste, som borgerlige politikere og medier har gjort en sport ud af siden 2020.

Mere interessant er et af hans eksempler på, hvorfor Frederiksen og den daværende socialdemokratiske regering var en trussel mod folkestyret:

“Det viser sig også ved, at den [den socialdemokratiske etpartiregering, red.] konstant fremturer med harske udfald mod kritikere og den frie presse, som den beskylder for blandt andet trumpisme, at påstå forkerte ting uden belæg og være drevet af ‘konspirationsteorier’ og ‘blodrus’.”

I 2022 truede den daværende regering altså folkestyret, når de anklagede andre for at være drevet af blodrus. I 2024 anklager Vanopslagh selv ministre fra både Socialdemokratiet og Moderaterne for at være drevet af en blodrus i deres kritik af Torben Østergaard-Nielsen.

Man må antage, at Vanopslaghs anklager om blodrus bare er ment på en mere demokratisk måde end den socialdemokratiske regerings i sin tid.

2. Zenia Stampe er en bimbo

Skruer vi tiden yderligere 10 år tilbage, kan vi se, at de bidske angreb på politiske modstandere bestemt blev arvegods i Liberal Alliance lang tid før den første coronanedlukning.

I 2012 gav Henrik Dahl, der nu er partiets spidskandidat ved dette års valg til Europa-Parlamentet, det radikale folketingsmedlem Zenia Stampe nogle gevaldigt hårde ord med på vejen.

Hadet til Bertelsen har hans hjerte efter alt at dømme båret videre på lige siden

“Zenia Stampe er fantastisk, og jeg er vild med hende. Seriøst. En morsommere karakter kunne ingen manuskriptforfatter optænke til en politisk serie: Den Socialkonstruktivistiske, Relativistiske, Politisk Korrekte Bimbo. Hun ville blive en mega stjerne,” skrev Dahl på sin Facebook-profil.

Kort efter dette opslag blev Dahl belønnet med en magelig plads på Liberal Alliances opstillingsliste ved folketingsvalget i 2015.

3. Socialdemokratisk partisoldat

Lige så hård - men langt mere vedvarende - har Liberal Alliances klapjagt på Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, været.

Efter offentliggørelsen af Bertelsens ganske skrappe sms’er til andre embedsmænd har hun indtaget en af de centrale skurkeroller i højrefløjens minkmytologisering.

Eksempelvis Liberal Alliances mangeårige folketingsmedlem Ole Birk Olesen, som kort efter offentliggørelsen af sms’erne konkluderede, at Bertelsen havde ladet sig “indrullere i den socialdemokratiske hær af partisoldater”.

Hadet til Bertelsen har hans hjerte efter alt at dømme båret videre på lige siden. I hvert fald udnyttede han sin taletid ved et arrangement om embedsmænds arbejdsvilkår til at give hende det meste af ansvaret for problemerne med arbejdskulturen i ministerierne.

Hvad det gør ved arbejdsglæden for en departementschef at blive hængt ud på den måde, delte Olesen ikke nogen refleksioner om.

4. Hemmelige memes

Mere frit spil har LA-kampagnechef Mads Korsholms Instagram-side fået, som går under navnet dkpol-memes.

På denne deler Korsholm glædeligt sine memes og jokes, der ofte går meget hårdt til enkelte politikere  - hvad han desuden holdt hemmeligt, indtil DR spurgte ham, om han havde noget med siden at gøre.

Det håb formåede Henrik Dahl dog at slukke, før det overhovedet havde haft en chance for at blive tændt

Om gentagne jokes om tidligere udenrigsminister Jeppe Kofods (S) samleje med en 15-årig eller Lars Løkke Rasmussens alkoholforbrug er over grænsen eller ej, må være en smagssag.

Under alle omstændigheder er det meget svært at forlige kampagnelederens yderst grovkornede aktiviteter på sociale medier med partiformandens nypuritanske bekymring for tonen over for andre mennesker.

5. Antisemitisk pøbel

Et forsigtigt håb kunne selvfølgelig være, at Vanopslagh og Liberal Alliance, selvom de i fortiden ofte har været ganske bombastiske, oprigtigt ønsker en sundere debatkultur nu. Til hans forsvar skal det nævnes, at Vanopslagh selv medgiver, at hans parti ikke altid har levet op til de idealer, han nu formulerer.

Det håb formåede Henrik Dahl dog at slukke, før det overhovedet havde haft en chance for at blive tændt. Allerede samme dag som Vanopslaghs interview med Berlingske forfaldt Dahl nemlig til samme raseribårne udskamning, som Vanopslagh kritiserer.

I et opslag på det sociale medie X kalder Dahl unge pro-palæstinensiske demonstranter for “en antisemitisk pøbel” - en beskyldning, Dahl, som en af demonstranterne også påpeger, ikke har noget belæg for overhovedet.

Hermed kommer vi til sagens kerne. Nemlig at Vanopslagh selvfølgelig ikke mener, hvad han siger om tonen i debatten.

Og med god grund. For skulle man leve op til de på en og samme gang snævre og underligt udefinerede kriterier for god tone, som Vanopslagh opstiller i Berlingske, ville enhver politisk samtale blive næsten umulig.

Det ville klæde Vanopslagh langt bedre, hvis han pakkede sin affekterede bekymring for tonen væk

Centralt i de fleste politiske diskussioner - inklusiv de eksempler, jeg her har hevet frem - er nemlig ikke takt og tone, men spørgsmålet om, hvad der er sandt og moralsk rigtigt, og hvad der er usandt og moralsk forkert.

Hvis de demonstrerende studerende virkelig var en antisemitisk pøbel, ville det være helt forsvarligt for Dahl at kalde dem det - også selvom det er hårdt sprogbrug.

Når Vanopslagh taler om tonen i debatten, er det altså mest af alt et forsøg på at lukke selektivt ned for visse debatter - eksempelvis den om Nordic Waste, hvor Liberal Alliances instinktive sympati med samfundets stærkeste gemmes bag utroligt søgte bekymringer om retsstaten.

Det ville klæde Vanopslagh langt bedre, hvis han pakkede sin affekterede bekymring for tonen væk og tog debatten med ministrene og sine andre modstandere. På godt og ondt.