Findes der ingen grænser for, hvilket skrald Politiken vil trykke?

Kommentar: Politiken har valgt at bringe en kronik fra en ung såkaldt kunstner, der prøver at bevise, at Socialdemokratiet er et racistisk parti. Dermed har Politiken endegyldigt degraderet sig selv til organet for den uendelige nedsmeltning.
I en ikke så fjern fortid var kronikken i Politiken guldstandarden for den intelligente debat i Danmark. Det var stedet, hvor nationens kloge mænd og kvinder udvidede horisonten for avisens læsere. Samfundets stærkeste, klogeste og mest revsende debattører var som elektroner i en sky omkring Dagbladet Politiken. Hvor man blev klogere af at læse avisens debatspalter. Hvor der var dækning for checken, når avisen omtalte sig selv ”Organet for den højeste Oplysning”.

Hvis nogen i kongeriget levede i den vildfarelse, at det fortsat var tilfældet, blev barnetroen endeligt punkteret lørdag den 5. november. Her lagde det gamle ringvrag af et dagblad spaltemillimeter til den såkaldte kunstner Emil Elgs tredje forsøg på at forklare, hvorfor Socialdemokratiet er et racistisk parti. Første gang var i en decideret komisk tale på Arbejdermuseet, anden gang er i en kommende bogudgivelse og tredje gang er altså i Dagbladet Politiken. Først var det arbejderdigteren Oskar Hansen, der var fascist. Så var det Mette Frederiksen. Og nu er det hele Socialdemokratiet anført af Thorvald Stauning, den unge kunstner mener er rundet af nazistiske tanker.

Politiken har intet forureningsfilter
Egentlig er Emil Elgs udsagn af en karakter, der normalvis bør forbigås i tavshed. Derfor reagerede vi på Netavisen Pio ikke, da Emil Elgs forlagsredaktør ville have os til at anmelde hans bog, hvor han forklarer, hvorfor Socialdemokratiet er et racistisk parti. Jeg læste bogen og konstaterede, at det ville være mangel på respekt for læsernes tid at gengive den. Det gjorde jeg af samme årsag, som når man bare nikker, når den fulde onkel til familiefester siger alverdens mærkelige ting. Fordi nogle udsagn simpelthen er for uintelligente at have en substantiel debat på baggrund af.

Den slags forureningsfilter og respekt for læsernes tid opererer Dagbladet Politiken øjensynligt ikke med. Og så er den moderne verden beklageligvis sat sådan sammen, at så bliver man nødt til at reagere. Uanset om det er en hårlakbrugende præsidentkandidat i USA, der vil sætte sin modkandidat i fængsel eller en intellektuelt underfrankeret studerende i Danmark, der mener, at Danmarks største parti i virkeligheden er et racistisk sammenrend. Når først nogen i et moment af opportunisme har ladet idiotien få taletid, bliver vi andre nødt til at bruge vores tid på at reagere på det. Det er trist, men det er sandt. Så hermed følger en gennemgang af, hvorfor Emil Elg tager fejl, når han kalder Socialdemokratiet et racistisk parti. Undskyld, kære læser, for at jeg bruger din tid på den slags.

Historisk forkert beskrivelse af Bergstedt
Som figenblad for sin obskure beskyldning om, at Socialdemokratiet er et racistisk parti bruger Emil Elg et digt af Harald Bergstedt. Bergstedt var socialdemokrat, men i 40’erne blev han nazist og skrev propaganda i den nazistiske avis Fædrelandet. Efter befrielsen argumenterede Bergstedt – som stort set alle andre nazister – at han blot forsøgte at efterleve regeringens opfordring til samarbejde med besættelsesmagten. Bergstedt hævdede, at han handlede efter Staunings – utalte – ønske.

Det var en holdning, de danske nazister stod ganske alene med i deres samtid, og Bergstedts postulat blev da også afvist i retssagen mod ham i 1946, ligesom alle seriøse historikere har afvist det siden. Det afholder dog ikke Emil Elg fra at give Bergstedt og nazisterne ret. Emil Elg overser også det faktum, at Bergstedt på foranledning af blandt andre statsminister Stauning blev fyret fra partiavisen Social-Demokraten i 1941 for at være for tyskvenlig.

Arvehygiejne er ikke etnisk udrensning
Videre fortsætter Emil Elg med at forklare, at Socialdemokratiet er et racistisk parti, fordi den tidligere social- og justitsminister K.K. Steincke indførte en række love for sterilisation af mennesker med handikap. Uden tvivl en sort plet i Danmarks historie. Tanken bag arvehygiejnen – som ikke kun Socialdemokratiet, men hele Folketinget bakkede op om – var, at man kunne undgå, at dårlige gener gik i arv ved at sterilisere mennesker med eksempelvis handikap. En vanvittig tanke, der byggede på pseudo-videnskab og red hele Europa som en mare. Men at det ligefrem – som Emil Elg gjorde det på Arbejdermuseet – skal kunne sammenlignes med Det Tredje Riges idé om at dræbe etniske mindretal for at sikre den ariske races renhed virker mildt sagt tendentiøst.

Til sidst bruger Emil Elg sine lidet imponerende analyser til at forklare, hvordan Socialdemokratiet holder sin racistiske og nazistiske arv i hævd, når partiet ønsker at begrænse tilstrømningen til Danmark. Særligt ondskabsfuldt mener Emil Elg, det er, at Mette Frederiksen har fremhævet, at beskæftigelsesfrekvensen blandt udlændinge er meget lav, og at det truer finansieringen af vores velfærdssamfund. At forholde sig til det praktiske problem, at alt for mange udlændinge ikke er en del af vores arbejdsfællesskab, er ifølge Emil Elg simpelthen racistisk. Mageløst!

Socialdemokrater er meget dårlige racister
Hvis vi for det absurde teaters morskabs skyld antog, at Emil Elg simpelthen var lykkedes med at afsløre en racistisk, socialdemokratisk konspiration, er resultaterne af det racistiske, socialdemokratiske arbejde ganske nedslående. Der bor 450.000 mennesker med ikke-vestlig baggrund i Danmark. Alligevel er der ingen socialdemokratiske udryddelseslejre for at gøre Danmark racerent. Der er ingen socialdemokrater, der i et forsøg på at gøre Danmark hvidt forhindrer indvandrere i at få børn. Der er ingen socialdemokratiske forslag om at lave raceadskillelse i skolerne, der er ingen ”white only”-sæder i vores busser, der er ingen DSU’ere, der går rundt og tæver indvandrere i gaderne. Hvis vi socialdemokrater i virkeligheden er racister, er vi godt nok meget dårlige til det.

Til gengæld er det socialdemokrater i kommunerne og i boligbevægelsen, der kæmper for, at indvandrere og efterkommere har ordentlige steder at bo.

Det er socialdemokratiske fagforeningsfolk, der kæmper for, at deres vej til arbejdsmarkedet bliver kortere. Og det er socialdemokratiske tillidsmænd og –kvinder, der giver dem et klap på skulderen og en indmeldelsesblanket til fagforeningsfællesskabet, når det lykkes.

Det er socialdemokratiske folk i AOF, der laver sprogkurser, så indvandrere hurtigere lærer dansk. Eller laver PC-kurser for indvandrerkvinder for hvem NemID ikke er spor nemt.

Det er socialdemokrater, der kæmper for at holde indvandrerdrengene ude af kriminalitet, og det er socialdemokrater, der trækker i fodboldtrøjen en regnvåd lørdag formiddag for at lære kvarterets hårde knægte om fællesskab og indersideafleveringer.

Alt i alt en meget mærkelig opførsel fra racistiske mennesker, men jeg føler mig overbevist om, at Emil Elg ved at nærstudere Frederik Borgbjergs dagbog kan bevise, at det blot er en del af den socialdemokratiske plan for et racerent Danmark. Et spørgsmål trænger sig dog på i forhold til den unge kunstner.

Hvad har du gjort for de mennesker, Emil Elg? Hvilke lejligheder har du opført til dem? Hvilke fællesskaber har du inviteret dem med ind i? Hvilke aftenskoler har du skabt, hvilke unge mennesker har du taget med ind i foreningslivet?

Organet for den uendelige nedsmeltning
At der findes mennesker, der har så obskure holdninger som Emil Elg overrasker næppe nogen. Enhver der har været på et værtshus ved, at der altid sidder en gul negl ovre i hjørnet, der mener noget vanvittigt og gerne råber op om det.

Grunden til, at seriøse medier ikke giver spalteplads til den slags udgydelser er, at det netop er værtshussnak. Skøre påfund, der som regel kan tilbageføres til afsenderes manglende evne til at adskille virkelighed fra fantasi. Udsagn, der ikke indeholder nogen sandhedsværdi, og som hverken tilsigter eller formår at gøre læsere klogere.

Seriøse medier vægrer sig ved at trykke den slags, fordi det ikke er debatstof. Det er skrald. Politisk forurening.

Ved at stille spalteplads til rådighed for den slags er Politikens fald fra debattens tinder således fuldendt. Fra den højeste oplysning til den uendelige nedsmeltning. Fra et debatskabende medie til megafon for bragesnak. Fra debattens guldstandard til debattens udgave af Vestforbrændingen.

Mads Havskov Hansen er kulturredaktør på Netavisen Pio. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og debattør.


Kommentarer fra Facebook