’Sandheden er derude’, sådan lød det op igennem 1990’erne, da tusindvis af danskere hver torsdag aften samledes foran TV-apparaterne for at se den nyeste udgave af ’X-files’. Dengang var serien en sand landeplage, og alle havde 'Scully og Mulder' på lystavlen.

Selvom den tid for længst er ren tv-historie, så lever sandhedsjagten lystigt videre på visse mediers redaktioner. De mediemæssige hovedjægere elsker jagten efter de fældende beviser og den højere sandhed, som netop de altid har indenfor rækkevidde.

Kløjs i kriterierne: Hvad er Danmarks ældste motionsløb?
Jeg husker særligt en udgave af programmet Detektor på DR1, som gik i dybden på et spørgsmål om hvilket løb, der mon var landets ældste motionsløb? Et indlysende klart spørgsmål, som må have holdt mange sandhedssøgende oplysningsfundamentalister vågne mange nætter.

Jeg husker ikke engang den endelige konklusion på det spændende spørgsmål, men husker det, som om sandheden blafrede i vinden. Som jeg husker det, så gik der rundbordssamtale i metodediskussionen, fordi det helt oprigtigt er svært at definere, hvad der er et motionsløb og hvad der ikke er. Men så vidt jeg ved, fik programmet aldrig konsekvenser for Eremitage-løbet, der stadig kalder sig selv for ”verdens første motionsløb”.

Her fejlede den ’Scully og Mulder’-agtige sandhedsjagt. Og en væsentlig pointe er måske, at sandheden ikke altid er så absolut og aldrig er så lige til. Sandhedsdiskussionen kræver også en form for væsentlighedskriterium.

Anklagen: Meningsløse tal
Det er afgørende vigtigt, at vi har TV-programmer som Detektor, og at vi har journalister, der generelt afprøver og udfordrer politikernes påstande. Derfor er det også både velkomment og oplagt, at Detektor kigger det nye udlændingeudspil fra Socialdemokratiet efter i sømmene. Det er lige efter bogen.

I en hårdt pumpet udgave af Detektor konkluderer man allerede i overskriften (i sig selv en ret konform tilgang til sandhed), at der er ”Meningsløse tal i Socialdemokratiets store asyludspil”. Herefter forsøger DR ihærdigt at underminere, hvad de selv udpeger som et bærende element i det samlede udspil. Detektor fremhæver, at ”Socialdemokratiet har slået sig stort op på specielt et tal”, og dette tal mener de altså at kunne falsificere, som det hedder på metode-sprog.

Tallet, som Detektor bruger 16 minutter af bedste sendetid på at dissekere, er ”135:1”. Det er denne sætning fra Socialdemokratiets udspil, som springer Detektor i øjnene: ”Hver gang vi i Europa bruger 135 kroner på asylansøgere, bruger vi 1 krone på de flygtninge, der opholder sig i nærområderne”.

Tallet i Socialdemokratiets udspil stammer direkte fra to af verdens førende migrationsforskere, Paul Collier og Alexander Betts, der har anvendt tallet direkte i bogen ”Refuge: Transforming a Broken Refugee System”. Igennem TV-programmet bliver det Socialdemokratiet, der skal forvare og stå på mål for forskernes forskning.

Anklageren: Nykolonialt, nynationalt og totalitært
Detektor afviser fuldstændig det konkrete tal 135:1 uden at have andre alternativer. Og derudover synes Detektor heller ikke at give meget for pointen om, at man kan sikre bedre hjælp til flygtninge ved at overføre penge fra Danmark til nærområderne.

Detektor har sat Martin Lemberg-Petersen fra Global Refugees Studies ved Aalborg Universitet i København til at agere anklager og føre beviser imod det konkrete tal fra Collier og Betts.

Detektor glemmer i mellemtiden selv at gøre opmærksom på, at Martin Lemberg-Petersen selv er et menneske med stærke og meget personlige holdninger.

I et helt dugfrisk debatindlæg fra Politiken beskylder Lemberg-Petersen således Socialdemokratiet for at indtage et ”nykolonialt” standpunkt, for at ligge meget fra ”humanitære værdier”, spille med på en ”nynationalistisk” tankegang og have en vision om ”totalitært deportationsregime”. Det er noget af en omgang fra en forsker, der forinden har optrådt som ekspertvidne på Danmarks Radio.

Sandhedsjægerne fra Detektor må bedst selv vide hvem, der udgør det bedste sandhedsvidne og den mest oplagte ekspertkilde, men Lemberg-Petersen fremtræder med sin Politiken-bandbulle i min optik mere som holdningsmenneske end fagligt funderet ekspert.

Detektor undersøger kun halve sandheder
Man kan sagtens sige, at Socialdemokratiet i deres glittede materiale kunne have fremhævet nogle flere mellemregninger og taget en masse akademiske forbehold, som man kender fra forskningsrapporter. Det ville givetvis skabe lidt genreforvirring, men pointen er der.

Og jeg medgiver også gerne Detektor, at regnemodellen fra Collier og Betts sikkert kunne have være udregnet anderledes. Eksempelvis bruger man UNHCR’s tal til at bestemme udgifter i nærområderne. Og netop disse budgettal fra UNHCR er gældende for hele organisationen – og ikke kun udgifterne i nærområderne.

Medregner man det, er de faktiske udgifter til flygtninge i nærområderne under halvt så store, som dem beregningerne baseres på. Hvis man regnede det på den måde, så ville forventningen indlysende være, at tallet formentlig ville blive langt højere end de 1:135, som Detektor ellers hæfter sig ved. Men intet i programmet tyder på, at Detektor har undersøgt begge sider af sagen – og dermed fulgt op på denne vinkel.

Tallet er 135:1 kan sagtens vise sige ’kun’ at være det præcise forskningsresultat, der foreligger på nuværende tidspunkt, men at det skulle være ligefrem ’meningsløst’, har Detektor næppe dækning for at kunne postulere. Ligesom der næppe heller er evidens for at betvivle Socialdemokratiets pointe om, at man for hver krone brugt på flygtninge i Europa, kun bruger en brøkdel i nærområderne.

Det mest meningsløse i denne diskussion er ikke Socialdemokratiets anvendelse af omtalte tal, men derimod DR’s manglende deklaration af kilderne, den manglende interesse for alle sider af sagen og frem for alt den manglende erkendelse af, at man ville hjælpe flere svage flygtninge ved at satse mere på nærområderne. Detektor synes kun at søge svar, der bekræfter egne teser.

Flere nuancer og mindre sandhedsdomstol
Detektor er et super vigtigt program, hvilket kun gør det endnu mere afgørende, at de ikke hopper i de metodiske fælder, som de selv har opstillet. Og heller ikke ser sig blinde på partout at ville bekræfte egne selektive sandheder. Sandheden er og bliver aldrig en absolut eller endelig størrelse. Det vil kun føre til misinformation at påstå det modsatte.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.