Bevidstheden om de store, uhyggelige forandringer har ligesom kastet alting op i luften, og skabt en breche for nytænkning. Naturvidenskaben har rykket sig massivt, ligesom filosofien er blevet reaktualiseret.

De mange historier om forandringerne af vores planet har rystet vores grundtanke om, at vi som mennesker er de eneste intelligente væsener, og frygten for artsudryddelse har skabt en fornyet interesse for økosystemer.

Det er sådanne forandringer i naturen, og truslen om en nær fremtid, hvor vor levevis måske ikke kan opretholdes, der har plantet sig i skønlitteratur og kunsten. Den amerikanske forfatter, Stephen Markleys ’The Deluge’, der udkom i år, er blot et eksempel ud af utallige.

’The Deluge’ handler om klimakatastrofen og dennes forventelige følger, der ender i ren dystopi. Det er en massiv roman, lang og grundig, og ligesom de fleste gode fremtidsromaner, fortæller den en hel del om nutidens måder at forholde sig til mulige trusler. Bogen blev anmeldt her.

Den tyske forfatter og journalist, Frank Schätzing, har skrevet en lige så massiv roman på mere end 900 sider. Romanens titel er ‘Sværmen’, og den udkom i 2004. Nu foreligger den på dansk.

Konstant opdager vi mere og mere på disse dybder, hvor mennesket ikke kan trænge ned

Det er en sci-fi fortælling, men den minder ikke rigtig om ret meget andet i den genre. På en lang række punkter divergerer den kraftigt fra andre dystopier, der handler om fremmede, ekstraterrestiale trusler, der pludselig truer menneskeheden.

‘Sværmen’ er som en rumfortælling, hvor det hele er vendt på hovedet. Trusler kommer ikke fra rummet, men fra dybhavet. Det giver god mening, fordi vi sådan set ved mindre om forholdene dernede, end deroppe.

Samtidig er en fortælling om forholdene på dybhavet så interessant, fordi der hele tiden sker noget nyt dernede. Konstant opdager vi mere og mere på disse dybder, hvor mennesket ikke kan trænge ned, og hvor vi tidligere indbildte os, at intet kunne leve.

Anomaliteter

Den fornyede interesse for naturvidenskaben har blandt andet gjort studier i anderledes intelligenser ekstremt relevante.

Nyere forskning beskæftiger sig meget mere intenst med for eksempel blæksprutters evner til at tænke, samtidig med at der er opstået en fornyet interesse for sværmintelligens, for eksempel det at en myrekoloni kan sameksistere, som om at den er drevet af en overordnet logik.

Disse fornyede studier har ført til, at man fra filosofiens domæne har reaktualiseret forskning omkring hvad intelligens overhovedet er.

Ingen kan forklare fænomenet

Det har skabt en hel bevægelse, hvor flere og flere begynder at tvivle på, at mennesket er naturen overlegen, og den skabning, der er mest intelligent.

For når det gælder ren overlevelse, så fremstår den fremtidige trussel som om, at mennesket nærmere er ved at udslette dets levevilkår, end det omvendte.

Og det kan vel i grunden ikke betragtes som særlig intelligent.

I ‘Sværmen’ begynder anomaliteterne at udvikle sig til at blive en reel trussel. Åben bare en avis, og læs om hvordan spækhuggere i store dele af verden er begyndt at angribe skibe.

Ingen kan forklare fænomenet. Det er en gåde, som vi ikke har en forklaring på. I ‘Sværmen’ er disse angreb begyndelsen til et meget større og mere truende angreb.

Frank Schätzing arbejder med disse anomaliteter. accentuerer dem, og skaber derudaf en ekstrem øko-horror fortælling, der er udledt af selve naturvidenskaben. Det er derfor, at romanen er vildt inspirerende og gruopvækkende.

Vi lærer om kontinentalplader og vulkanske effekter

Noget dernede i dybet har besluttet sig for at tage hævn over menneskeheden, og angrebene foregår på mange måder.

Havets økosystem sættes i spil, og vi lærer om betydningen af strømningerne, om temperatur, om truslen fra opvarmning og metangas.

Vi lærer om kontinentalplader og vulkanske effekter. Noget dernede kan pludselig manipulere med det hele, og det lykkes for Frank Schätzing at gøre det overnaturlige og grundlæggende umulige muligt, fordi han udleder disse frygtelige konsekvenser direkte fra naturvidenskabens problematikker.

Øko-fiktion

Den økologiske uorden har, som sagt, skabt en hel breche i moderne litteratur. Uordenen skaber nye tanker og prognoser, og disse er faktisk reelle.

Det er sandt, at der lever krabber omkring dybhavets skorstene ved vulkanernes grundfjeld, og at vi faktisk ikke aner ret meget om dem.

Det er sandt, at store virksomheder har oplevet massive problemer med gopler, der i millioner har tilstoppet deres maskineri.

Det er sandt, at metangas er indlejret i dybhavets grund, og at klimaforandringerne måske kan udlede dem og derved truer hele systemet.

Militærets udnyttelse af havdyr til krigsførelse er også interessant - og uhyggelig - læsning

Frank Schätzing sætter alt dette i spil, og det er virkelig underholdende, hvis man kan bruge denne betegnelse for noget, der samtidig er horribelt og ganske bekymrende.

Det er også en bog om teknologi. Man får en enorm viden om boreplatforme, robotter, undersøgelser af dybhavet og hvilke udfordringer og drømme om mere udnyttelse af naturressourcer, der foregår i vore tider.

Militærets udnyttelse af havdyr til krigsførelse er også interessant - og uhyggelig - læsning.

Betingelsen for at det kan lykkes at skrive en roman af denne karakter, er forholdet mellem fakta og fiktion. Det er lige dele indlæring og spekulation.

Det er fantastisk litteratur, tankevækkende og ‘skønlitterært’, men samtidig er indsigt i naturvidenskabens mange nye tiltag mindst lige så spændende.

Denne nye genre er et blandingsprodukt. Det er det, der gør det til en genre overhovedet.

En forfatter som britiske Robert Macfarlane, er et godt eksempel på en der formår at skabe denne syntese.

Han betragtes som en mulig modtager af Nobels litteraturpris, men hans bøger er faktisk populærvidenskabelige, men samtidig så betagende litteratur, at man må bøje sig og erkende, at der ikke rigtig kan skelnes.

Det er øko-horror, når det er bedst

‘Sværmen’ er en ordentlig mundfuld. Det er måske den eneste bog, du når at læse her i sommerferien, men det er faktisk et godt valg.

Den minder lidt om ‘Dødens gab’ og lidt om Hitchcocks ‘Fuglene’i  i en dybhavsgeologisk version. Det er øko-horror, når det er bedst. Det er lige dele krimi, letlæselig og underholdende, og samtidig dybere, mere intens, forklarende, belærende og bevidsthedsudvidende.

Perfekt til filmatisering

I modsætning til filmene ‘Nærkontakt af tredje grad’, ‘E.T'.', ‘Independence Day’, ‘Dybet’ og ‘Contact’, hvor det fremmede på en eller anden facon blot er en ekstrapolering af os selv i en enten ond eller god udgave, gør Frank Schätzing noget andet.

Ifølge ham og ‘Sværmen’ er det langt mere sandsynligt, at noget intelligent, der ikke er menneskeligt, faktisk heller ikke tænker som os.

Og alle disse sammenligninger med film er slet ikke tilfældig. Mens man læser romanen får man indtryk af, at det kunne være perfekt til en filmatisering.

Derfor er det heller ikke overraskende, at man allerede har lavet en serie, der baserer sig på romanen. Den fik premiere på Den internationale filmfestival i Berlin i år. Nu vises den på Viasat.

Spring ud i det. Jeg kan godt love, at det er det hele værd

‘Sværmen’ er oversat til 27 sprog og er solgt i flere end 4,5 millioner eksemplarer. Det er også en svimlende roman, og den er ikke sådan at ryste af sig igen.

Den er perfekt som sommerferielæsning, men hvis du går i gang, så bliver det nok den eneste, dens massive omfang taget i betragtning.

Men det er et godt valg. Den er så meget på en gang. Alene det, at Frank Schätzing formår at blande den lettere fordøjelige krimigenre med dybere og tungere stof, naturvidenskab og filosofi, er noget af en bedrift.

Spring ud i det. Jeg kan godt love, at det er det hele værd.

Frank Schätzing: 'Sværmen'. På dansk ved Jan Tauber & Lene Tauber. A Mock Book. 941 sider.