Gadeuorden

Ny bog om 1930’ernes antifascistiske venstrefløj nuancerer billedet af datidens militante gadekæmpere.
Foto: "Danmark i 30'erne", Richard Andersen, udgivet 1968 på Forlaget Gyldendal
Konservativ Ungdoms "gamle nordiske hilsen"
Tilbage i 2004 vakte det opsigt, da den unge Berlingske-journalist Ole Birk Olesen berettede om, hvordan ungkonservative på De Konservatives landsråd sang den berygtede KU-sang, der med sine strofer om stormtropper og døde socialister, omhandler KU’s kontroversielle fortid i 1930erne.

Gustav med skråremmen, der i TV-serien Matador slår en arbejder i hovedet med en cykelpumpe, har i mange år formet danskernes syn på Konservativ Ungdom som den danske udlægger af 1930’ernes fascistisk inspirerede bølleuvæsen. Ud over nazisterne selvfølgeligt.

Ungkommunister og DSU’ere deltog ivrigt i løjerne

Det er det billede, som Charlie Krautwalds nye bog “Kampklar!” om venstrefløjen og den militante antifascisme i 1930’erne nuancerer, for de ungkonservative styrvolter var ikke alene om at gøre gaderne usikre for politiske modstandere. Ungkommunister og unge arbejdere i og omkring socialdemokraternes ungdomsorganisation DSU deltog ivrigt i løjerne.

For de unge konservative var ikke alene om at lade sig inspirere sydfra. Den tiltagende politiske vold i Weimar-republikkens sidste tid fik både kommunister og socialdemokrater til at rustre sig til militant aktion.

Der var bare et problem: Der fandtes på det tidspunkt ikke fascister af nævneværdig betydning i Danmark. I mangel af bedre tørnede kommunister og socialdemokrater derfor sammen med det tragiske resultat, at en ung DSU’er omkom efter at være blevet slået i hovedet med et kosteskaft. På det tidspunkt var Moskva-linjen, at socialdemokrater var “socialfascister” og dermed endnu værre end nazisterne.

Fælles fjende i Konservativ Ungdom

Efter 1932 fik venstrefløjen en fælles fjende i Konservativ Ungdom der med 30.000 medlemmer var en slagkraftig politiske ungdomsorganisation. Her rasede man mod parlamentarismen, brugte “gammel nordisk hilsen” og ledende medlemmer tog på studieture til den nazistiske koncentrationslejr Dachau, hvor de roste mishandlingen af fangerne.

De erklærede nazister og fascister begyndte også på det tidspunkt at dukke frem i et mylder af indbyrdes stridende smågrupper. Ambitionen om voldelig omstyrtelse af det jøde-bolsjevistiske demokrati fejlede intet, men evnerne rakte ikke langt. Når det kom til konfrontationer, gik det generelt hårdest ud over de numerisk underlegne fascister.

Socialdemokratiet og ledelsen i DSU begyndte efterhånden at se med bekymring på militariseringen af ungdomsorganisationen, der også benyttede sig af uniformer med skrårem og støvler.

Samtidig benyttede trotskistiske smågrupper den antifascistiske sag til at infiltrere DSU. Resultatet blev, at DSU i 1934 udrensede de mest militante elementer, der så fortsatte i DKU eller stiftede nye smågrupper, der fortsatte klammerierne med KU og fascisterne.  

Balladen på Blågårds Plads

Den politiske gadeuorden kulminerede på Blågårds Plads søndag den 29. september 1935. Konservativ Ungdom havde med sans for provokationens kunst valgt at henlægge sit årlige friluftsmøde midt på Nørrebro, der dengang - som nu - var den radikale venstrefløjs højborg.

Resultatet blev som forventet. Cirka 500 ungkonservative i uniformer blev mødt med en noget større moddemonstration, og politiet havde sit hyr med at stoppe det venstreorienteredes stormløb mod KU’ernes faneborg. Helt ned til Dronning Louises bro tørnede demonstranterne sammen.

Det var det nærmeste, Danmark kom til “Battle of Cable Street”. Men hvor det første blev et nederlag for Oswald Mosleys britiske fascister, så endte “Balladen på Blågårdsplads” mere uafgjort med skrabede knæ og blødende næser på begge sider.

Stauning eller Kaos

Dagen efter udskrev regeringen det berømte “Stauning eller Kaos” valg, der endte med 46 procent til Socialdemokratiet. De ungkonservatives konfrontationsmetoder gav kun et enkelt mandats fremgang. Omvendt havde regeringen succes med en samlende og moderat retorik, der lagde afstand til de radikale elementer i arbejderbevægelsen.

Valget blev således en fiasko for de udenomsparlamentariske kræfter, og derefter indtraf en afmatning i det antifascistiske miljø. Den konservative formand Christmas Møller satte foden ned overfor de radikale elementer i KU. Flere af de ekskluderede DSU’ere søgte om genoptagelse i Socialdemokratiet. Samtidig rejste de mest aktive ungdomskommunister ned for at kæmpe i den spanske borgerkrig der startede i 1936.

Et lille årti senere mødtes mange af slagsbrødrene fra KU og DKU atter. Denne gang som grundstammen i den væbnede modstandskamp.

Antifascismen satte S i et dilemma

Ifølge Kampklar! var det antifascistiske miljø således med til at forhindre højreradikale kræfter i at gennemføre arrangementer i storbyerne. Det er givetvis det, som inspirerer nutidens autonome i gruppen “Antifascistisk Aktion” til at spolere andre organisationers møder.

Mod det kan man indvende, at fascisterne havde tilsvarende begrænset succes på landet, hvor den radikale venstrefløj ikke var til stede.   

Overordnet set spillede antifascisterne, hvis inderkreds aldrig overgik 400 personer, således en marginal rolle i forhold til at forhindre højreradikalismen i at slå rod i Danmark. Her tilfalder æren i højere grad SR-regeringens succesfulde krisepolitik.

Det satte Socialdemokratiet i et dilemma, for samtidig med, at man blev presset nedefra af militante kræfter i DSU, forfulgte man en overordnet strategi, der lagde afstand til gadekamp og konfrontation.

Det kunne lade sig gøre, fordi de antidemokratiske kræfter aldrig for alvor fik tag i den danske højrefløj. Trods Hans Scherfigs og Hans Kirks beskrivelse af nazistiske godsejere og kup-forberedende industrifyrster, så rystede de borgerlige partier og vælgere aldrig rigtigt i deres opbakning til folkestyret.

Mere værtshusspektakel end generalprøve på verdenskrig

Datidens aktører mente konsekvent, at modstanderne var aggressorerne - og at man selv var retfærdig i sin modstand. Et billede partipressen ivrigt bakkede op. Ifølge Kampklar! var virkeligheden noget mere broget.

1930’ernes militante kamp mindede mere om et værtshusspektakel end en generalprøve på en verdenskrig. Råberi blev til skubberi, blev til slagsmål. Den fraktion, der var mest talstærk, angreb, mens de andre stak af. Ugen efter kunne det være omvendt. Var man ikke engageret i datidens ideologiske modsætninger, har det været svært se forskel på de stridende parter, når de tørnede sammen på stenbroen.

DSU’erne var generelt de systembevarende, mens DKU og KU opfattede sig selv som fanebærere for et mere autentisk folkestyre, frigjort for parlamentarismens snærende begrænsninger. Metoderne var langt hen ad vejen de samme. Det er i hvert fald det indtryk, man får fra Kampklar!, for der er ikke sat megen kontekst på de forskellige voldsepisoder. Derfor sidder man tilbage med en følelse af, at alle var lige gode om det.

Styrker bogens videnskabelige værdi, men ikke den litterære

Kampklar! er et omskrevet speciale, og det kan mærkes. Det styrker muligvis bogens videnskabelige værdi, men det gør ikke noget godt for læsbarheden. Ikke at forfatteren ikke skriver godt og man føler sig også som læser, at der er blevet gjort en indsats for at luge ud i de værste akademiske fraser.

Det ændrer bare ikke på, at bogen trods sit dramatiske emne ofte er decideret kedelig. Der redegøres grundigt for selv de mest ubetydelige episoder med håndgemæng og om, hvorvidt diverse revolutionære smågrupper brugte stencil-duplikatorer eller hektograferede deres nyhedsbreve. Teoriafsnittet træder frem lidt oftere end, hvad der er relevant. Omvendt savner man ofte forfatterens egen vurdering.

Det er kilderne, der får lov at tale, og de består primært af politirapporter og avisomtaler. De unge mennesker fra dengang kommer sjældent til ordre. Efter læst læsning er man så afgjort blevet klogere på volden mellem antifascister, fascister og KU’ere. Men man føler ikke nødvendigvis, at man har bedre indsigt i de mennesker, der slog tænderne ud på hinanden.

Charlie Krautwald: Kampklar! Venstrefløjen og den militante antifascisme i Danmark 1930-39. Syddansk Universitetsforlag.

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Annonce