Et konkret område hvor vi vil opfordre regeringen til at tage fat, er på de nye Forberedende Grunduddannelser (FGU). Uddannelsestilbuddet er kun halvandet år gammel, men lider desværre under ressourcemangel.
FGU’en henvender sig til unge under 25 år, som ikke føler sig tilpas på den traditionelle uddannelsessti, som de fleste følger efter 9. og 10. klasse.
Det er et uddannelsesmæssigt tilbud, som ikke anerkender uddannelsesparathedsvurderinger og insisterer på, at alle er berettiget til uddannelse uanset baggrund, systemisk pres eller andre udfordringer.
Det, mener vi, er enormt vigtigt, da FGU’en kan sikre, at en række unge ikke går tabt i uddannelsessystemet, men får den hjælp, de ressourcer og den motivation de i deres særlige situation har brug for at findes deres vej til at komme i beskæftigelse eller i uddannelse.
FGU’en er derfor en social løftestang, som, modsat mange andre uddannelsesinstitutioner, faktisk har potentiale til at øge social mobilitet mellem samfundsgrupper.
Eleverne på FGU’en er ofte unge, der i forvejen, af forskellige årsager, er i udsatte positioner og har haft svært ved enten de faglige eller de sociale kundskaber i folkeskolen.
Det er unge, der ikke nødvendigvis har kunne få de sociale koder, der er i uddannelsessystemet, med i rygsækken hjemmefra og derfor fra starten har sværere ved at gennemskue hverdagen som elev.
Derfor er det også under al kritik, at elever på FGU’en med psykiske funktionsnedsættelser indtil nu, ikke har haft mulighed for at få specialpædagogisk støtte (SPS).
Dette er en ret, som de fleste unge i alle mulig andre uddannelsesinstitutioner har mulighed for, så hvorfor skal FGU-elever ikke også have denne mulighed? Dette er et retorisk spørgsmål, for selvfølgelig skal de det.
Som socialdemokratiske studerende i Frit Forum håber vi virkelig, at regeringen, selv i krisetider, viser vilje til at prioritere social og psykisk udsatte i vores uddannelsessystem.