Glædede sig over fremgang til højreradikale - nu er han kandidat for Konservative
Glædede sig over fremgang til højreradikale - nu er han kandidat for Konservative
Partiets nummer to Marcus Knuth glædede sig i 2017 over fremgang til AfD: “Det glæder mig, at der nu er kommet en bedre balance i det tyske parlament”
Marcus Knuth (K), forhenværende folketingsmedlem, nu kandidat til europaparlamentsvalget
24. september 2017 glædede det daværende medlem af Venstres folketingsgruppe, Marcus Knuth, sig i et opslag på Facebook over fremgang til det tyske højreradikale parti AfD, Alternative für Deutschland.
Marcus Knuth skrev:
“Det var en katastrofe, da Angela Merkel med ordene 'Wir schaffen das' lukkede godt en million asylansøgere og migranter ind i Europa.”
Derfor glæder det mig, at der nu er kommet en bedre balance i det tyske parlament - nu også med partiet AfD
“Derfor glæder det mig, at der nu er kommet en bedre balance i det tyske parlament - nu også med partiet AfD - som forhåbentlig vil sikre en mere ansvarlig indvandringspolitik.”
I 2019 skiftede Marcus Knuth til De Konservative. Ved folketingsvalget 1. november 2022 blev Knuth ikke genvalgt.
På søndag er han på valg igen. Denne gang som kandidat til Europa-Parlamentet for De Konservative. Som nummer to på listen.
Netavisen Pio har på den baggrund spurgt Marcus Knuth, om han vil glæde sig over fremgang for AfD ved europaparlamentsvalget 9. juni - og om en fremgang til Afd efter hans mening vil give Europa-Parlamentet en bedre balance?
“Det citat var jeg ude at rette efterfølgende. Det tror jeg også, du har set.”
Ja, det har jeg. Du lavede en tilføjelse til dit oprindelige opslag dagen efter…
“Jamen, så er der ikke så meget mere at sige om det. Kan du have en rigtig god dag.”
Men mener du stadigvæk, at en fremgang til AfD kan være med til at skabe en bedre balance?
jeg har faktisk ikke lyst til at fortsætte denne her samtale
“Nej, på ingen måde, det var derfor, jeg var ude at rette det. Men jeg har faktisk ikke lyst til at fortsætte denne her samtale.”
Opslag skabte ballade i Venstre
Marcus Knuths oprindelige opslag på Facebook skabte 24. september 2017 omgående en hidsig debat. Også blandt Knuths daværende partifæller i Venstre.
Nuværende og daværende medlem af Venstres folketingsgruppe, Jan E. Jørgensen, kommenterede i debattråden med et ‘WTF” - ‘What the fuck’. På dansk ‘hvad fanden’.
Marcus Knuth forklarede Jan E. Jørgensen og ligesindede på Facebook-tråden, at hans “opslag er IKKE en støtte til ADF men for en bedre balance i Merkels asylpolitik, som har været katastrofal”.
Partifællen Jan E. Jørgensen var stadig ikke imponeret over sin partifælle, Marcus Knuth:
Sgu svært at læse det anderledes min ven
“Sgu svært at læse det anderledes min ven.”
Knuth retter sit opslag
Dagen efter sit oprindelige opslag på Facebook redigerede Marcus Knuth sit opslag ved at føje til:
“Opfølgende note: mit opslag er på ingen måde en støtte til partiet AfD men en glæde over, at Merkel set i lyset af valget fremover vil føre ansvarlig politik, der beskytter Europas grænser i stedet for at åbne dem.”
Det er den tilføjelse, som Marcus Knuth omtaler i Netavisen Pios korte interview med ham.
Højrepartier har ekskluderet AfD
AfD er netop blevet smidt ud af den ellers mest højreradikale gruppe i Europa-Parlamentet, Identitet og Demokrati (ID), som Dansk Folkeparti er medlem af - side om side med partier som hollandske Geert Wilders parti, Partij voor de Vrijheid. Også franske Marine Le Pens parti, Rassemblement National.
ID vil ikke længere associeres med AfD’s EU-spidskandidat Maximilian Krah, der for nylig har udtalt, at ikke alle SS’ere i Hitlers nazi-Tyskland var forbrydere.
Tilføj kommentar