Men hvem var Helle Virkner egentlig, før hun første gang stillede sig på en scene eller foran et kamera?

Der var altid en mystisk aura omkring Danmarks store glamourøse skuespillerinde, der ikke bare tog film- og teaterverdenen med storm, men også fik en smag for politik, magt og det diplomatiske spil.

En skjult fortid - fra Lotinga til Virkner

I Netavisen Pios nye podcast Zayt Gezunt løftes sløret for, at Virkners fødenavn var Helle Genie Lotinga.

Det eksotiske efternavn kom fra hendes far, Morris Lotinga, og gemte på jødiske aner, der strakte sig helt tilbage til de jøder, der blev fordrevet fra Spanien og Portugal i renæssancen.

Helle og hendes mor Ellen skiftede til efternavnet Virkner under Anden Verdenskrig – af frygt for, hvad de nazistiske jødeforfølgelser kunne føre til.

Under sit nye navn begyndte hun på Det Kongelige Teaters Elevskole – og snart tog karrieren fat.

Fra lærredet til verdensscenen

Helle Virkners karriere lignede en brat opstigning mod tinderne. Tilsyneladende var hun feteret og beundret.

I virkeligheden var der bump, både private og professionelle.

Hun syntes at hun mødte modstand på teaterscenerne og vendte sig i stedet mod filmen, og kameraerne synes at elske hendes lidt reserverede og afventende spillestil.

Hun blev gift med den noget ældre Ebbe Rode, som allerede var en institution i dansk teater og som tilhørte det politiske og kulturelle Rode-dynasti.

Hun så ud til at være hér, dér og alle vegne

Helle Virkner arvede sin svigermors rækkehus på Egernvej 111 på Frederiksberg, som blev en danmarkskendt adresse, og blev sammen med Frits Helmuth direktør på Alléscenen.

Hun så ud til at være hér, dér og alle vegne, og en dag stødte hun tilfældigt på Socialdemokratiets formand, statsminister H.C. Hansen, på Hotel d’Angleterre. Han skulle modtage shahen af Persien og greb chancen og spurgte om Helle Virkner ville med på fotografiet.

Det ville hun, og hun fortalte ham, at hun altid havde været Socialdemokrat, og som barn havde set op til hans forgænger Th. Stauning.

H.C. Hansen spurgte så, om hun mon havde lyst til at deltage i flere officielle sammenhænge. Igen sagde hun ja, og snart var Helle Virkner at se i selskab med verdensledere, der besøgte Danmark.

Ved en reception for Indonesiens præsident Sukarno lærte hun udenrigsminister Jens Otto Krag at kende.

De indledte et forhold - som H.C. Hansen advarede hende stærkt imod - og da Helle Virkner diskret havde ladet sig skille fra Ebbe Rode kort forinden, var det uproblematisk for hendes vedkommende.

Da Krag knap tre år senere blev statsminister, blev Helle Virkner en endnu større del af det diplomatiske udtryk

Diskret blev forholdet til Krag absolut ikke. Med pressens mellemkomst fejrede de kort efter bryllup i Frankrig. Billederne gik verden rundt, og Helle Virkner blev der lagt mærke til.

Da Krag knap tre år senere blev statsminister, blev Helle Virkner en endnu større del af det diplomatiske udtryk.

Det var ikke kun i Danmark, at hun blev sammenlignet med den amerikanske førstedame, Jacqueline Kennedy.

Gud og Socialdemokratiet

Én rolle overgik Elisabeth Friis: statsministerfruen Helle Virkner Krag. Hun overkom det hele, det kunne man læse om i alle ugeblade.

Hun strålede ved siden af USAs og Sovjets ledere, sørgede selv for forplejningen ved officielle middage på Egernvej, opdrog to børn og havde samtidig en selvstændig karriere kørende.

Det kunne tage pusten fra enhver. Og pusten også ud af ægteskabet med Jens Otto Krag. Hans utroskab var legendarisk, men blev mere og mere hensynsløs.

Helle Virkner var livet igennem diskret omkring det, ikke mindst af hensyn til statsministerembedets anseelse.

Hendes politiske loyalitet og interesse var dyb, og efter skilsmissen fra Krag indledte hun sin egen politiske karriere.

Som kommunalpolitiker på Frederiksberg var hun tæt på at bryde det konservative monopol på magten. Interne socialdemokratiske brydninger spændte dog ben for borgmesterskiftet.

Respekten for traditioner og interessen for spiritualitet fulgte hende livet igennem

Den politiske flamme ulmede i hende til det sidste, og hun var en markant offentlig støtte til Socialdemokratiets første kvindelige formand, navnesøsteren Helle Thorning-Schmidt.

I sine senere år skrev Helle Virkner to erindringsbøger, der antydede mere end fortalte hendes historie.

Karakteristisk for hende, så doserede og vinklede hun omhyggeligt hvad hun delte. Her åbnede hun op for sin genopdagelse af sin baggrund.

Hun så ikke sig selv som jøde, men hun formulerede det “selvfølgelig hænger der noget af den jødiske kultur ved”.

Respekten for traditioner og interessen for spiritualitet fulgte hende livet igennem. I et af sine sidste interviews definerede hun sit trosforhold som følger: “jeg tror på to ting: Gud og Socialdemokratiet”.

For evigt mystisk

Helle Virkner forblev trods de storsælgende erindringer gådefuld til det sidste. Hun vidste, hvordan hun ville dosere sine historier – hvad hun ville sige, og hvad hun ville holde tilbage.

Så måtte offentligheden, læserne, seerne, lytterne selv stykke puslespillet sammen. Inklusive de manglende (forlagte?) brikker.

Og netop det gådefulde, at der skal tænkes og arbejdes for at sammenstykke billedet af mennesket Helle Virkner, er med til at fastholde interessen for den markante skuespiller, direktør, politiker og forfatter.

Det var ikke dårligt tænkt af Helle Virkner.