Virksomheder  og politikere skal hjælpe de mange tusinde unge, der i dag står udenfor både uddannelse og arbejdsmarked ind i samfundet. Det er og bliver et fælles ansvar.

Forleden dag var jeg i debat med en række store virksomheder om fremtidens erhvervspolitik. Historien er sådan set glædelig. Mange virksomheder vækster i disse år. Ikke mindst de teknologiske. Derfor mangler de arbejdskraft. Deres konklusion på problemet var, at vi fra politisk hold skal gøre det lettere at hyre arbejdskraft fra udlandet. Og så kunne en politisk diskussion om beløbsgrænser, tonen i udlændingedebatten og så videre ellers begynde.

Lad nu debatten handle om de 5000 unge per ungdomsårgang mellem 25 og 29 år, der ikke er i uddannelse eller i job to år i træk.

Men det er for let. Og for ukonstruktivt. Lad nu debatten handle om de 5000 unge per ungdomsårgang mellem 25 og 29 år, der ikke er i uddannelse eller i job to år i træk. Hvert år koster denne gruppe vores samfund mellem 12 og 15 milliarder kroner. Samtidig ved vi, at kommer de først i job. Så får vi glæde af dem mange år fremad modsat de udlændinge, der med stor sandsynlighed flytter igen.

Uddannelseskvalitet og virksomhedernes vilje
Jeg er godt klart over, at denne gruppe af unge ikke går fra passiv forsørgelse til ingeniør fra den ene dag til den anden. Men vi har i disse år en gylden mulighed for at få dem ind på arbejdsmarkedet og ind i samfundet. Lad mig understrege, at der er masser af virksomheder, der har forstået, at det er et fælles samfundsansvar, at får unge med ind i samfundet. De påtager sig et stærkt uddannelsesansvar. Men der er også mange virksomheder, der ikke løfter opgaven. Og det er dem, vi skal have på banen. Ligesom vi skal have regeringen til at forstå, at store besparelser på ungdomsuddannelserne – år efter år – ikke er vejen til flere unge i beskæftigelse. Tværtimod. Det er her debatten om arbejdskraftressourcer først og fremmest bør centreres; om uddannelsernes kvalitet og tilgængelighed. Og om virksomhedernes vilje og evne til at også at tage et ansvar.

Men der er også mange virksomheder, der ikke løfter opgaven. Og det er dem, vi skal have på banen

I min valgkreds på Fyn hører jeg ofte undskyldningen om, at de unge ikke er dygtige nok til, at de kan bruges. Det er en besynderlig argumentation. For kigger man på de fynske unges karakterer, når de forlader folkeskolen. Så ligger de i mange kommuner højere end landsgennemsnittet. Anderledes forholder det sig hvad angår andelen, der starter på ungdomsuddannelser. Her ligger andelen lavere. Hvis vi skal have løsnet den knude er der tre bundne opgaver, der skal leveres på.

Alle led i kæden skal med
For det første skal unge motiveres til at starte på uddannelse. Med folkeskolereformen er der givet alletiders mulighed for, at virksomhederne kan komme til skolerne – og skolerne kan komme til virksomhederne. For det andet skal uddannelserne ligge i nærheden af de unge, så transporten ikke bliver barrieren. Ligesom uddannelserne skal være attraktive at gå på. De borgerlige besparelser bidrager ikke til dette. For det tredje skal virksomhederne ansætte de unge – både i praktik og elevpladser – og som nyuddannede.

Hvis ikke der er forståelse og vilje til at tage ansvar i alle led i kæden. Så vil virksomhederne for alvor stå med et problem om 5 år.

Hvis ikke der er forståelse og vilje til at tage ansvar i alle led i kæden. Så vil virksomhederne for alvor stå med et problem om 5 år. Ligesom samfundet stadig vil skulle forsøge de alt for mange unge, der ikke er kommet med på vognen.

 
Trine Bramsen er medlem af folketinget for Socialdemokratiet.
Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.
Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.