Annonce

HK og Prosa på gaden i protest mod IBM-fyringer

It-firmaet IBM gennemfører i dag fyringer af medarbejdere i Aalborg, Odense og Brøndby – fyringerne er ifølge fagforeningerne HK og PROSA ulovlige.
HK og IT-medarbejdernes fagforening, Prosa, er på gaden i protest mod, at IBM i dag fyrer 64 medarbejdere i Odense, Aalborg og Brøndby. Fagforbundene betegner fyringerne som ulovlige.

Ved Lauritzens Plads i Aalborg aktionerer fagforbundene fra en rød dobbeltdækkerbus, som er placeret foran IBM’s lejede lokaler. I bussen kan de, der i dag fyres af IBM, søge støtte og vejledning.

IBM har direkte forbudt fagforbundene at yde støtte til de fyrede i selve IBM-bygningerne. Derfor har fagforbundene i stedet indrettet midlertidige kontorer ved de af IBM's lokationer, hvor fyringerne vil finde sted.

I Aalborg bliver det i form af en rød dobbeltdækkerbus, hvor repræsentanter fra HK og PROSA kan holde varmen og samtidig uddele poser med morgenbrød og flyers til de ansatte i den tidligere KMD-bygning.

vi ved erfaringsmæssigt, at nogle går i sort, når de får beskeden

”Det drejer sig om en række menneskeskæbner, der hidtil har følt sig trygge i deres ansættelse. Det havde været bedst for dem, at vi kunne være der, når de kommer ud fra den samtale, hvor de får besked om fyringen,” siger Kim Bonde Nielsen, faglig sekretær i HK Privat, ifølge en pressemeddelelse.

”Det er ikke synd for os, at vi må blive udenfor, men synd for de fyrede, og vi ved erfaringsmæssigt, at nogle går i sort, når de får beskeden. Derfor er bussen den næstbedste løsning,” siger Kim Bonde Nielsen.

I strid med lov om virksomhedsoverdragelse

Fyringerne falder efter, at 250 medarbejdere for nylig er blevet virksomhedsoverdraget fra virksomhederne KMD og Tech Mahindra til IBM Danmark ApS.

Allerede da aftalen blev kendt, annoncerede IBM, at man ville fyre blandt de nye medarbejdere på trods af advarsler fra HK og PROSA om, at det ville være i strid med lov om
virksomhedsoverdragelse. Alligevel får en stor del af de 250 medarbejdere i dag overrakt en fyreseddel.

HK og PROSA er af den opfattelse, at IBM misbruger ledelsesretten og overtræder loven ved kun at fyre blandt de overdragne medarbejdere uden at have foretaget en individuel vurdering blandt samtlige medarbejdere i IBM. Af samme grund har de to fagforbund taget arbejdsretslige skridt mod virksomheden.

Utrolig mangel på empati

”Vi får normalt altid adgang til virksomhederne i forbindelse med fyringer, så vi kan rådgive umiddelbart efter, at ansatte er blevet fyret. IBM udviser her en meget ucharmerende lukkethed og utrolig mangel på empati,” siger faglig konsulent hos Prosa, John Jørgensen, til Netavisen Pio.

John Jørgensen er en af de rådgivere, de fyrede fra IBM kan møde i dobbeltdækkerbussen i Aalborg.

På grund af lukketheden hos IBM ved fagforbundene endnu ikke det totale antal fyringer i Aalborg. ”Men lige nu tegner det til 26 fyringer her i Aalborg. Foreløbig har vi haft samtaler med 10-12 af de fyrede,” fortæller John Jørgensen.

Striden mellem IBM og fagbevægelsen blev behandlet på et såkaldt fællesmøde i LO tirsdag. På mødet blev der ikke opnået enighed mellem arbejdsgiver- og arbejdstagersiden. HK og PROSA forbeholder sig derfor retten til at videreføre sagen fagretsligt. Det kan i sidste ende betyde, at Arbejdsretten skal tage stilling til fyringernes lovlighed.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet