Hov, hvad var det? Taler du til mig?

Ny seværdig dokumentar på DR fortæller historien om Kim Schumacher, som tog Danmark med storm i det farvemættede årti. Freddy Hagen anmelder.
Foto: Henning Thempler/Rasmus Lange/DR/Warner
Ny DR-dokumentar fortæller historien om Kim Schumacher.
Dengang Kim Schumacher slog igennem som DJ på Danmarks Radio, var det som om, at verden pludselig fik farver.

Det var som om, at tressergenerationens antiamerikanisme, senhalvfjerdsernes pædagogik og fattigfirsernes krisebevidsthed gjorde de unge til tidens tabere, der ikke havde nogen stemme eller værdi i sig selv.

Men så kom Kim Schumacher direkte fra New York med de nyeste musikalske strømninger, der blev ledsaget af nye perspektiver. Det var et tidstegn og en stemme til og for de unge. Og "de voksne" fattede ikke en dyt af det hele.

De opfattede det hele som tom konsumerisme, og Kim Schumachers ellers klare kritik og afvisning af forældregenerationen flyder direkte hen over hovederne på alle andre end netop de unge.

Dokumentar over bog

Dette markante skifte skildres ret illustrativt i Danmarks Radios nye dokumentar. Den er bygget over Ralf Christensens og Simon Lunds bog om Kim Schumacher ’Dem jeg elsker, elsker jeg’ fra 2020. De har også været med til at producere dokumentaren.

Men for egentlig af forstå hvor vildt det var, skal man huske, at der kun var et medie dengang, og at musikken, som Kim Schumacher spillede, ikke var nået frem til Danmarks pladebutikker endnu, men hentet direkte fra New York af ham selv.

Derfor sad vi unge klar foran radioen, og kassettebånd blev optaget og delt overalt, som var det guld

Det var derfor som at blive bespist af en maskine, der havde adgang til det mest væsentlige, det nyeste og det mest betydningsfulde, der overhovedet fandtes i verden. Og det er denne selvfølgelige forførelse af de nyeste lyde og stilarter, som Kim Schumacher lige så selvfølgeligt videregav som nutiden, som bare ikke var kommet til Danmark.

Derfor sad vi unge klar foran radioen, og kassettebånd blev optaget og delt overalt, som var det guld. Og samtidig var vi fuldkommen besatte af den spirende burgerkultur, den farverige tøjmode og den moderne diversitet, hvor kønsrollerne blev rusket godt og grundigt.

Et skifte fra den ene dag til den anden

Vi var vilde med lyden fra bøssediskotekerne og fra ghettoerne, som Kim Schumacher præsenterede os for. Og pludselig var alle byens mure, S-togene og alle andre flader plastret til med graffiti. Det virkede som om, at dette skifte skete fra den ene dag til den anden.

Og der var nok til alle

Kim Schumacher var selv en farverig person, og hans evne til at kopiere de amerikanske DJs speedsnakkende talen-over-musikken var så radikal, at det også blev en gamechanger for de unges sprog.

Og der var nok til alle. Dem, der blev fans af popmusikken, dem, der blev fans af hip-hop og mange, mange andre genrer, fik deres fix gennem Kim Schumacher. Firserne var en ungdomsrevolution, og dens kendetegn var forskelligheden.

Det, at de unge delte sig i grupperinger, men samtidig havde opgøret med forældregenerationen til fælles.

Kritiske DR

Firserne var også et ekstremt fartorienteret årti. Danmarks Radio var i begyndelsen slet ikke glade for Kim Schumacher, selvom han havde stor succes. De var kritiske, pædagogiske.

Og jeg husker selv, hvordan man på TV kunne se programmer, hvor gamle mænd talte om at fastfoodkulturen, walkmen, forbrugerismen, MTV og alt det andet, var skadeligt for de unge og for selve samfundets sammenhængskraft.

Samtidig så vi filmen ’The Breakfast Club’ fra 1985, som for øvrigt også kan streames på DR nu. Og vi så musikvideoen til Twisted Sisters hit ’We’re not gonna take it!’ også fra 1985. Det er klokkeklare illustrationer af det ungdomsoprør, der var i gang.

Kort sagt, så var firserne et opgør med normer, der på mange måder var lige så radikalt som den tressergenerationen oplevede

Og det er ufatteligt i dag, at se tilbage på, at Twisted Sisters video blev forsøgt censureret og endte i en høring i den amerikanske kongres.

De ældre var bange for tidens tegn, og de ville have indført advarselstegn på film og musik, som de mente demoraliserede de unge, og opfordrede dem til oprør.

Kort sagt, så var firserne et opgør med normer, der på mange måder var lige så radikalt som den tressergenerationen oplevede. Det er bare ikke sådan, at vi opfatter det retrospektivt. Men dokumentarserien sætter spot på dele af netop det.

Gigantisk tragedie

Firserne var også et ekstremt accelererende årti, og det endte desværre i en gigantisk tragedie, der sendte rystelser gennem denne nye kulturelle bølge, så den næsten gik helt i stå: AIDS var ankommet, og den satte på mange måder en stopper for den respekt for diversitet og det frihedsideal, som musikken og videoerne, og derfor også Kim Schumacher prædikede.

Og Kim Schumacher havde desværre tildraget sig denne dødelige sygdom, hvilket han også døde af. På det tidspunkt var han blevet mere etableret som TV-vært. Han var blevet almen og hele Danmarks stjerne.

Og det er også her, ved tærsklen til det nye årti, at historien igen gentager sig. Nogle af os unge havde allerede opdaget det tidligere. Vi var nok inspireret af tidens nyeste musik, og havde dyrket hip-hoppen.

Dengang popmusikken, dansktoppen, slog igennem, var Danmarks Radio også skeptiske

Men så kom den hårde rock, metalmusikken, og ligesom med den musik, som Kim Schumacher ene mand kæmpede for at give plads i æteren, blev også denne musik negligeret af Danmarks Radio.

Det danske metalband Merciful Fate, med King Diamond som sanger, og bandet Metallica, var i fuld gang med at erobre verdensscenen, men blev slet ikke omtalt af Kim Schumacher.

På mange måder har det altid været sådan. Dengang popmusikken, dansktoppen, slog igennem, var Danmarks Radio også skeptiske og nægtede at spille musikken, som de fandt banal og uopbyggelig.

Ren nostalgi

Men Kim Schumacher var en ener, en stjerne, der bragte farverne og de mange kulturer fra Amerika til Danmark, og det er kun naturligt, at en dokumentarfilm om ham er blevet lavet. Den er seværdig, illustrativ og betydelig.

Se den, hvis du var ung i firserne. Det er ren og nærmest hjerteskærende nostalgi

Den kunne godt have lidt flere perspektiver med. Der er flere nuancer, og samtiden var som en rullende, ultra amerikansk bølge, der var i Kim Schumachers favør. Det kunne der godt være lidt mere om i dokumentarserien.

Se den, hvis du var ung i firserne. Det er ren og nærmest hjerteskærende nostalgi. Og for de mere unge: se den, selvom jeres verden er så anderledes. Det er næsten ikke til at begribe, hvordan informationssamfundet og teknologien har forandret alt i dag.

 

Kim Schumacher - i alle regnbuens 80’er farver. Tilrettelægger: Louise Unmack Kjeldsen. Fire afsnit. Danmarks Radio, 2022.   

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet og arbejder som fiskehandler.


placeholder

Annonce