Klaus Riskær Pedersen: Fintfølende fantast eller stor visionær?

Dokumentar giver os billet til første række til Klaus Riskær Pedersens fejlslagne forsøg på at komme i Folketinget.
DR’s dokumentarafdeling har virkelig anstrengt sig for at forsøge at komme helt tæt på folketingsvalgets skæve aktører. Forleden havde man fulgt Nye Borgerliges Pernille Vermunds valgkamp og i dokumentaren ”Riskær – Den dømte demokrat” kommer vi helt tæt på en af folketingsvalgets helt skæve personligheder, erhvervsmanden Klaus Riskær Pedersen, der stillede op med et parti, der for første gang i Danmarkshistorien blot bar partistifterens navn.

Det er helt tydeligt, at der ikke er tale om et parti i gængs forstand. Selv om der er andre kandidater med, så er de blot bifigurer i Klaus Riskær Pedersens show. Når de sætter spørgsmålstegn, så bliver det læst og påskrevet, hvem det er, der bestemmer.

Det har selvfølgelig intet med demokrati at gøre, og derfor er selve titlen på dokumentaren – Den dømte demokrat - også stærkt misvisende. For ja, dømt er Riskær flere gange, men demokrat er han tydeligvis ikke, selvom han selv kalder partiet et ”folkeligt projekt”.

Konfrontationer med journalister

En stor del af programmet handler om skænderier med journalister, både dem der vil tale om Klaus Riskærs domme, men også dem der tillader sig at stille kritiske spørgsmål til hans politiske forslag. De er alle ude på at ødelægge eller drille ham – eller også har de bare ikke forstået storheden i projektet.

Men selv om han åbenlyst hader medierne, så higer han også efter søgelyset. Som da han inviteres til at lave et blødt interview med TV2’s Cecilie Frøkjær, som skal handle om personen Klaus Riskær og hans domme:

”Jeg gider ikke lave det program,” proklamerer han bastant. Klip til Klaus Riskær Pedersen, der sidder sammen med Cecilie Frøkjær.

Det er nærmest ondskabsfuld afslørende klipning. Hvorfor han vender rundt og alligevel vælger at deltage, får man ikke svar på.

Hvem lyver han for?

Det mest mærkelige eller tankevækkende, er den modsætning, der er mellem det, som Klaus Riskær Pedersen siger, når han er på tomandshånd med journalisten, hvor han taler om at opføre sig sagligt og respektfuldt overfor de andre partier, mens billederne viser det stik modsatte.

Han taler om sit projekt som ærligt, folkeligt og borgerdrevet, men virkeligheden afslører det hele som værende et enmandsprojekt, hvor linjen er, at det er ”my way eller the highway!”.

Spørgsmålet er, om han lyver for sig selv, eller om han lyver for os?

Vi kommer ikke helt op i niveau med Naser Khaders klassiske skideballe til Jørgen Poulsen i dokumentaren ”Dagbog fra Midten”, men det filmiske højdepunkt i dokumentaren om Riskær, er en situation, hvor to af partiets folketingskandidater uden omsvøb – og for åben skærm - sviner partistifteren til, efter at han har givet dem begge et møgfald, fordi de har krævet inddragelse.

”Skal vi lige lave en hurtig opremsning af, hvad Klaus er lykkedes med? (pause) Jeg er færdig!,” siger den vestjyske folketingskandidat Kim Durup, der i dag er medlem af Det Konservative Folkeparti.

Det er ikke helt til at forestille sig, hvilket cirkus det ville være blevet til, hvis Klaus Riskær Pedersens parti var kommet i Folketinget.

Dokumentaren slutter på valgaftenen, hvor det lynhurtigt står klart, at partiet ikke kommer ind. Festen blandt de inviterede er på nulpunktet, men efter at have set dokumentaren, så sidder jeg ikke umiddelbart tilbage med følelsen af, at det bliver det store tab for folkestyret.

”Riskær - den dømte demokrat”. TV-dokumentar på DR. Af Michael Graversen. Tilgængelig på dr.dk

 

 

 

 

 


David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Lad os nu ikke undlade at gøre opmærksom på hans ærinde. Selve denne artikel falder i tråd med dette ærinde: At skabe omtale. Er vi, der kommenterer dette her så ikke KRPs nyttige idioter? Jo, vi er. Én ting er, at han har domme, men det har på ingen måde påvirket hele hans overordnede kriminelle motiv, som er at gribe ind i den demokratiske proces til hans helt egen personlige fordel. Hele hans projekt er korrupt. Og jeg må indrømme, at det er mig fuldstændigt uforståeligt, at nogen kan søge at komme ombord i denne dødssejler – det må være nogen, som blot søger ”et eller andet parti, hvor de kan opnå repræsentation”, uden på nogen måde at have gjort sig klart, hvad der skal til for at lave politik: At man har nogle mål, som er formuleret uafhængigt af, hvem der har disse mål. Det er en interessant diskussion, i lyset af, at så mange partier har klasseinteresser. Men så er der i det mindste tale om samfundsklasser. KRP er jo ikke nogen samfundsklasse, men et individ. Men han vil nok med den yderste smidighed og snedighed forsøge at formulere sig, som om han repræsenterede nogen, og der er en del individer, som er politisk tilstrækkeligt analfabetiske og anløbne i deres vandel i forhold til det politiske, at de ser en mulighed i KRPs partidannelse. Som en ren selvfølge er opportunisme hans grundmotiv, men det forhold, at han aldrig har været i stand til at skelne mellem egen kriminalitet og så politisk legitime mål, gør, at han ikke har noget at gøre i dansk politik. Og aldrig har haft det.

Annonce