Hårdt og ubehageligt

Organisationen TUBA, der er sat i verden for hjælp børn, der vokser op med forældre i alkoholmisbrug, har i samarbejde med et prisvindende filmhold skabt en fremragende, gribende og modbydelig kortfilm. Intentionen med filmen er at vise forældrenes alkoholmisbrug set fra børnenes perspektiv. Og det lykkes til fulde.  

Monstret er den værste frygt

Hårene rejser sig på armene, det løber koldt ned ad ryggen og man bliver ramt lige i hjertekulen. Alle de klassiske klicher må aktiveres, hvis man skal fange bare lidt af den stemning, som bliver ramt af med den nye kortfilm ”Ida”. Man bliver ganske enkelt ubehageligt til mode af filmen, som bedst kan beskrives som en socialpolitisk gyser.

Forvandlet  til et anklagende, manipulerende og ondskabsfuldt monster

Filmens første fem minutter udspiller sig midt i den danske forstad, hvor idyl og hygge dominerer. Men vi fornemmer gennem mareridt og utryghed at noget er galt. Faren lurer i kulissen. Skolepigen Ida (Spillet af Kerstin Jannerup Gjesing), som er filmens velspillende hovedrolle, er ængstelig, tilbageholden og direkte bange for at begå bare den mindste fejl.

Bag fejlen gemmer sig nemlig Ida værste frygt: Monstret!

Monstret bliver udløst hver gang Idas mor mister fatning og kaster sig over rødvinen. Moderen bliver - med hjælp de alkoholiske procenter - forvandlet fra at være sød, hengivende og forstående til at være et anklagende, manipulerende og ondskabsfuldt monster.  

Slår gyser-ikonet Freddy Kreuger

Selvom filmmanuskriptet bare er fiktion og Ida blot er en fremragende børneskuespiller, så bygger indholdet på de særdeles virkelig og voldsomme oplevelser, som TUBA hvert år hører fra de tusindvis af unge, som får rådgivning og terapi i organisationen.  

Virkeligheden slår ufatteligt hårdt, når TUBAs egne statistikker viser, at 59 procent af de unge, de er i berøring med, har PTSD-lignende symptomer og 61 procent har oplevet psykisk vold i barndomshjemmet.

Det hele kulminerer i skyld og skam

Det er gennemført kuldegysende - og slår gyser-ikonet Freddy Kreuger med flere længder - når den fordrukne mor stikker sit alkoholiserede monsterfjæs hen til Ida og forsøger at lokke et uskyldigt kys fra sin panikramte datter. Selvom man sidder trygt bag skærmen, så aktiverer denne scene vores kamphormon adrenalin og pulsen stiger. Jeg er ganske sikker på, at udsvingene vil være klart målbare.

Det hele kulminerer i den skyld og skam, som rammer Ida, når mor-monstret siger: ”Hvis du elskede mig, så ville jeg ikke drikke. Det ved du godt, ikke”.

Et råb om politisk opbakning

Lige præcis der, gør instruktør Parminder Singh og producer Kim Magnusson, os alle til vidner på traumatiseringen af den lille pige Ida, som gør det, så mange børn af alkoholiserede forældre har gjort før hende: Tager skylden på sig og forsøger at tage ansvar for de svigtende voksne.

Det er forbandet gribende og virker mere realistisk, end det burde. Filmen er stramt klippet med pludselige skift, lydkulissen er decideret gyseragtig og musikken er belagt med storladne violiner. Det er velkomponeret og giver os lige præcis den forfærdelige følelse, som hele tiden var planen.  

Man kan kunne håbe at filmen rammer computerskærmene hos landets socialpolitikere

Filmen er indbegrebet af en øjenåbner. Og man forstår godt, at TUBA gerne vil have den behandlingsgaranti, der gælder for de vokse alkoholikere til også at gælde for deres traumatiserede og ødelagte børn. Man kan kunne håbe, at filmen rammer computerskærmene hos landets socialpolitikere, ansvarlige embedsmænd og øvrige meningsdannere.