Det er en begivenhed, som undertegnede har set frem til med stor spænding, og meget tyder på at det hele ender med en forløsning helt ud over det sædvanlige.

Allerede nu har publikum verden over vist helt exceptionelle reaktioner på filmen, som også bedømmes til at være endnu bedre, end Villeneuves ’Dune: Part 1’, der fik premiere i 2021.

Også den film blev modtaget meget positivt, selvom mange dengang mente, at den endte underligt uforløst, hvilket var et stort sats fra Villeneuves side, eftersom en manglende kommerciel succes ville have bremset hans ønske om en toer.

Det samme gør sig gældende med ’Dune: Part 2’, hvor Villeneuve allerede nu har proklameret, at der er en del tre undervejs.

Det skulle gerne ende med at blive en trilogi, der kun kan sidestilles med de første dele af Star Wars.

Men her hører alle sammenstillinger af Star Wars og Villeneuves fortolkning af ’Dune’ også op. Selvom de begge er science fiction, og delvist begge arbejder med det, som man på engelsk kalder for ”worldbuilding”, så er stilen, tonen, dybden og tematikkerne stærkt divergerende.

Både kunst og underholdning

Det interessante, som et intermezzo til ’Dune: Part 2’, der virker til at få samme succes og gennemslagskraft, som Christopher Nolans ’Oppenheimer’, er at se lidt på hvad Denis Villeneuve har bedrevet tidligere.

For ligesom med Nolans ’Oppenheimer’, er ’Dune: part 1 og 2’ så mangesidig, koncentreret og formfuldendt, at det er værd at kikke lidt på de mange elementer, som de er udgjort af.

Denis Villeneuve er for øvrigt blevet sammenlignet som Christopher Nolan, fordi de begge arbejder med formatet ”Arthouse”, men samtidig formår at skabe underholdende film, der tilfredsstiller flertallet.

den er blevet sammenlignet med J.R. R. Tolkiens episke værker om ’Ringenes Herre’

Denis Villeneuves film er baseret på Frank Herberts roman med samme titel. Bogen, der udkom i 1965, er ikke bare kult, men også af adskillige blevet betegnet som verdens bedste science fiction.

Den er især kendt for sin enestående ”worldbuilding”, og den er blevet sammenlignet med J.R. R. Tolkiens episke værker om ’Ringenes Herre’.

Og hvis man skal sammenligne Frank Herberts med andet af nyere dato, hvor romanunivers og film er blevet forsøgt i stor skala, så ligger det lige for at sammenligne det med ’Games of Thrones’.

Kort sagt, så er Frank Herberts roman ’Dune’, og de efterfølgende romaner, som han forfattede, store episke værker, der handler om machiavelliske magtkampe, imperialisme og modstand, økosystemer og tilpasning, spiritualitet og mental pleje, plots der indeholder underplots og vældige, imponerende landskaber, galakser og planeter.

Kombination af to typer

Man kan sige, at noget af det, der virkelig lykkedes for Frank Herbert, var at han kombinerede det som man kan kalde for ”mental sci-fi” med ”hård sci-fi”.

Det betyder, at bogen er delvist psykedelisk og spirituel, og delvist hardcore fremtidsvisioner med udviklet teknologi.

Herbert formåede at finde denne balance ved at gøre udvikling af AI forbudt i hans imaginære univers, hvilket betyder, at al teknologi kun har delvist magt over mennesket, der selv er overladt til at udvikle sig.

Denne kombination betyder, at Frank Herbert skrev sig ind i en tradition, der ellers ofte adskilles, med især Philip K. Dick og Stanlislaw Lem som eksponenter for ”mental sci-fi”, og for eksempel Isaac Asimov som en eksponent for ”hård sci-fi”.

Tidligere værker

Men nu et hurtigt kik på Denis Villeneuves tidligere filmproduktion.

Tager man for eksempel en af hans tidlige film, ’Polytechnique’ fra 2009, der er baseret på en sand hændelse, hvor en misogyn massemorder i 1989 dræbte udelukkende kvindelige studenter på Polyteknisk læreanstalt i Montreal, grundet hans uhyggelige had til feminister.

’Polytechnique’ indeholder stort set ingen dialog, og dens filmsprog, skudt i sort/hvid, indeholder et væld af smukke landskaber og koncentrerede fokusindstillinger på blandt andet hænder.

Det er et billedsprog, hvor landskabet og kroppenes udtryk får et altovervejende udtryk, der ligesom bærer filmen.

Samtidig er filmens plot også skruet sådan sammen, at massemorderens kvindehad sammenstilles med den generelle kvindenedgørelse, der hersker i samtiden, og det er gjort på en ret subtil og ikke særlig woke måde.

Landskaberne, den minimale dialog, kvindens (lige)stilling og kroppenes fortællende udtryk er alt sammen elementer, der også anvendes i ’Dune: Part 1’.

Plottet i ’Prisoners’ er særdeles vigtigt i ’Dune’, hvis Villeneuve skal holde sig til Frank Herberts roman

I en senere film, ’Prisoners’ fra 2013, arbejder han med et tema, der også bliver særdeles centralt senere: skyldsspørgsmålet.

’Prisoners’ er en særdeles uhyggelig film, en slags ‘Kastanjemanden’, hvor to børn bliver kidnappet. Filmen udvikler sig således, at fædrene til de kidnappede børn begår selvtægt og tortur på en person, der viser sig at være offer, og ikke den formodede kidnapper.

Plottet i ’Prisoners’ er særdeles vigtigt i ’Dune’, hvis Villeneuve skal holde sig til Frank Herberts roman, fordi der her ingen egentlige helte er, og fordi kampen om magt er for overvældende, og alting opsluges af en hvirvlende spiral af overtro, begærlighed og individuel selvovervurdering.

Det er et delplot, som undertegnede regner med, vil blive udviklet yderligere i del to.

Debut med genren

Denis Villeneuve sprang ud som sci-fi instruktør med sin ottende film, ’Arrival’ fra 2016. Det er her ret tydeligt, at han var stærkt inspireret af Stephen Spielbergs film ’Close Encounters of the Third Kind’ fra 1977.

Filmen handler hovedsageligt om, hvad der i grunden ville ske, hvis vi blev konfronteret med intelligent liv fra en anden planet eller galakse, og hvorledes en egentlig form for kommunikation vil kunne finde sted.

Villeneuve lavede også en efterfølger til Ridley Scotts berømte ’Blade Runner’ fra 1982

Dette plot spiller også ind i Villeneuves ’Dune’, der også handler om, at forskellige befolkninger fra forskellige planeter skal lære at forstå hinanden.

Det fylder også ganske meget i Frank Herberts roman, der blandt andet handler om hvorledes hovedpersonerne har evner til intuitivt at tillære sig planeten Arrakis økologiske betingelser, og ørkenfolkets teologier og overlevelsesstrategier.

Opfølgning til klassiker

Denis Villeneuve lavede også en efterfølger til Ridley Scotts berømte ’Blade Runner’ fra 1982. I hans film, ’Blade Runner 2049’ fra 2017, arbejder han med en monokrom farveskala, og med et tempo, der næppe kan kaldes for action.

Filmen, der er baseret på en novelle af Philip K Dick, indeholder rigtig meget af det, der siden bliver genanvendt i ’Dune’.

For det første handler ’Blade Runner’ om replikanter, dvs. menneskelignende robotter, der kan udgøre en fare for de rigtige mennesker.

Det er jo AI i yderste potens, og dette fortsætter ikke i ’Dune’, eftersom Frank Herberts roman jo dikterede, at noget sådan ikke var tilladt i det univers, som romanen foregår i.

’Blade Runner 2049’ fik også ganske fine anmeldelser

Alligevel er temaet taget videre ind i Villeneuves ’Dune’, eftersom det grundlæggende handler om, at hovedpersonerne gennemgår delvist uforklarlige udviklingstrin, hvor de ikke rigtig forstår om de har fri vilje, og om de er herrer over deres egen skæbne.

’Blade Runner 2049’ fik også ganske fine anmeldelser og en ligeså fin modtagelse fra publikum. ’Arrival’ var, indtil ’Dune: part 1’, Villeneuves største økonomiske succes.

Fuld kontrol

Man kan sige, at både ’Arrival’ og ’Blade Runner 2049’ har elementer, der er suveræne, men at ingen af dem egentlig er fuldkomne og helstøbte.

Det er også bemærkelsesværdigt, at selvom Villeneuve har instrueret dem, så har han ikke haft en finger med i manuskriptdelen.

I ’Dune’-filmatiseringerne har Villeneuve taget fuld kontrol, også med manuskriptet. Han har videreudviklet det overvældende og særdeles smukke lydbillede fra ’Blade Runner 2049’.

Villeneuve har gjort sig ekstraordinære anstrengelser for, at ørkenverdenen fremstår stoflig og altopslugende

Med Hans Zimmer ved roret, blev ’Dune: Part 1’ noget helt igennem særligt, et vigtigt element, som Christopher Nolan har taget ved lære af, og som han benytter i ’Oppenheimer’, hvor lydsiden også er helt igennem overvældende og nyskabende.

Også det skabe et univers i monokrome toner, som ’Blade Runner 2049’ blev skabt i, gør sig gældende i ’Dune’-filmatiseringerne.

Det fremstår ekstremt stærkt, og Villeneuve har gjort sig ekstraordinære anstrengelser for, at ørkenverdenen fremstår stoflig og altopslugende, som noget, der er af en anden verden.

Noget meget vildere i vente

I dag vil undertegnede sidde i biografen og se ’Dune: Part 2’, der ender ud i en anmeldelse i morgen.

En film som ’Dune’, sådan som Denis Villeneuve har gået til arbejdet, kræver en dybere analyse, fordi dens overvældende succes er baseret på så mange delelementer, der tilsammen har skabt noget unikt og måske også noget revolutionerende.  

Verden er blevet træt af superhelte, men ikke af science fiction

Det er symptomatisk, at Villeneuves ’Dune’-film får så ekstremt stor gennemslagskraft, samtidig med at Marvels multiverser synes at have tabt pusten.

Verden er blevet træt af superhelte, men ikke af science fiction. Måske er vi vidner til en magtovertagelse, der minder om ’Bourne’-filmene og ’Mission Impossible’-filmene, der på en måde tog livet af den ellers så stærke ’James Bond’-francise? 

Måske er der ovenikøbet tale om noget, der er meget vildere. Vi må se.