Hvor længe gider Troels Lund være forsvarsminister?

Forsvaret

Hvor længe gider Troels Lund være forsvarsminister?

I dag skal chefredakør Niels Jespersens weekendleder handle om Forsvaret, der spillede så stor en rolle i SVM-regeringens selvforståelse, men som i et år har været uden permanent lederskab.

Netavisen Pios chefredaktør Niels Jespersen
Billedtekst

Netavisen Pios chefredaktør Niels Jespersen

Foto: Grafisk afdeling

I Hæren har man et begreb, der hedder “at have styr på stumperne”. En soldat, der har styr på stumperne, er ikke bare en kollega, der altid kan finde det relevante stykke udrustning.

Vedkommende er også sådan en, der altid møder op velforberedt og som ikke stopper før opgaven er løst.

Dengang samlingsregeringen blev dannet, var et af hovedargumenterne, at nu skulle Forsvaret få styr på stumperne.

Årtiers nedskæringer og dårlig ledelse havde efterladt rigets væbnede styrker i en sørgelig forfatning, men i skyggen af truslen fra Rusland skulle der ryddes op.

Med Jakob Ellemann-Jensen som forsvarsminister var der ingen tvivl om, at regeringen tog Forsvaret dødsensalvorligt.

Ren “cirkus milli”

Her et år senere er Forsvaret et lige så stort kaos, mens Jakob Ellemann-Jensen og Troels Lund Poulsen hele tre gange har byttet plads.

Først da Ellemann blev sygemeldt. Så tilbage igen da han blev raskmeldt for så at fortryde kort efter, så Troels Lund alligevel endte tilbage på posten 

Det er ren “cirkus milli” som vi menige soldater kaldte det, når cheferne ikke havde styr på stumperne.

Alt tyder nemlig på, at gårsdagens minirokade blot var et forvarsel om en større rokade til sommer

Selv om Troels Lund aldrig har udvist synderlig interesse for forsvarssagen, så er han en både erfaren og kompetent minister. Kan man med torsdagens ministerrokade håbe på, at Forsvaret har fået en permanent minister? 

Det kan man desværre nok ikke. Alt tyder nemlig på, at gårsdagens minirokade blot var et forvarsel om en større rokade til sommer.

Til den tid skal der nemlig udpeges en ny EU-kommissær, som afløser for Margrethe Vestager, og flere partier har efterlyst en Europaminister.

Det ene ben på vej ud 

Det åbner op for en større kabale, hvor alle tre partier kommer i spil, og så er sandsynligheden stor for, at Troels Lund enten henter en ny forsvarsminister ind udefra eller bytter ministeriet væk med et af de andre partier.

Det vil så blive det fjerde ministerskift på under to år.

Det er bare ikke godt nok. Selv under de bedste omstændigheder ville en seriøst arbejdende forsvarsminister få svært ved at rette op på de mange skandaler og årtiers nedslidning. Med Troels Lund får vi en minister med det ene ben på vej ud af døren.

Det er nemt at læse udskiftningen som “Traktor-Troels’” opgør med Jakob Ellemanns storby-liberale linje

I SVM-regeringens selvforståelse er en af fordelene ved en flertalsregering, at man ikke behøver tage hensyn til yderpartierne og derfor kan koncentrere sig om at lede landet mest hensigtsmæssigt.

Det er da også rigtigt nok, men den gevinst forsvinder hurtigt, når ministerierne bliver kastebold og hensynet til regeringspartiernes interne magtbalancer går forud for opgaveløsningen.

Næppe interessant for lønmodtagere

Ellers har jeg ikke så meget at sige om ministerrokaden. Mest overraskende var fyringen af Marie Bjerre, der ellers blev set som by-Venstres store håb.

Hun måtte overlade pladsen til erhvervskvinden Mia Wagner, kendt fra programmet Løvens Hule, der efterhånden ligner en mere direkte vej til ministerbiler, end medlemskab af Venstres folketingsgruppe.

Tommy Ahlers var nemlig også med i Løvens Hule, før han blev V-minister. Det er spændende, om Mia Wagner holder længere i politik.

Det er nemt at læse udskiftningen som “Traktor-Troels’” opgør med Jakob Ellemanns storby-liberale linje, men den nye minister Mia Wagner står for den samme linje: 

“Girlboss”-feminisme hvor fokus er på kønskvoter i toppen af erhvervslivet og flere kvindelige investorer.

Det er prisværdigt nok, men næppe noget, der vedkommer særligt mange lønmodtagere.

Tak, fordi du læste med. På gensyn næste weekend.

Niels Jespersen

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.

Læs mere om:

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.