Henrik Sass Larsen udgav tidligere på året debatbogen Exodus, der stiller skarpt på tidens aktuelle politiske udfordringer. Bogen indledes med kapitlet ’Vores ideologiske fundament’, som beskriver hvordan Socialdemokratiets gruppeformand fortolker de klassiske socialdemokratiske kerne værdier: Frihed, lighed og solidaritet. 

Henrik Sass Larsen skriver:

Et parti, som vil overleve på langt sigt, må basere sin politik på en ideologi

Et parti, som vil overleve på langt sigt, må basere sin politik på en ideologi. En ide, som er tidløs og altomfattende. Som uanset tidsalder eller teknologiske, kulturelle eller sociale udviklinger, kan give svaret på retning og mening. En sådan ideologi bygger centrum-venstre på: den demokratiske socialisme.

Den demokratiske socialisme bygger på 3 søjler: Frihed, lighed og solidaritet.

Vi støtter Marianne, når hun er syg
At give en gave, til alt fra et lille barn til den gamle bedstemor, fylder for de fleste mennesker sindet med glæde. For som regel bliver modtageren af gaven taknemmelig lige fra den spontane jubel hos barnet til den mere beherskede hos bedstemoren. For langt de fleste føles det at give godt. Og for langt de fleste mennesker føles det godt og rigtigt at hjælpe naboen med snerydning, hvis der er behov herfor, eller at man hjælper en kollega på arbejdet med at tage en ekstra vagt for hende, fordi hendes barn derhjemme har fået halsbetændelse.

Den personlige kontakt gør os som mennesker i stand til at se og føle resultatet, hvis vi vælger at give noget til nogen.

At give en gave, til alt fra et lille barn til den gamle bedstemor, fylder for de fleste mennesker sindet med glæde

Det er sværere med et samfund. For her er at føle og give noget i en så stor skala, at man er nødt til at have det offentlige til at organisere det. Og dermed mister man uundgåeligt det personlige element.

Centrum-venstres projekt indebærer, at man via staten og gennem skattebetalinger fastholder at bidrage og give.

Marianne, som er 43 år gammel, og som bor i Horsens, og som man aldrig kommer til at kende, har fået diagnosticeret brystkræft. Det er i sig selv slemt for hende og hendes familie at skulle igennem. Der, hvor vi andre kommer ind i billedet, er ved at være henrykte for og stolte over, at et offentligt finansieret sundhedssystem stiller en prima behandling til rådighed for Marianne, sådan at hun forhåbentlig bliver helbredt.

Den konkrete solidaritet bliver til den upersonificerede næstekærlighed. Det er meningen med den socialdemokratiske velfærdsstat. I alle dens henseender.

Kollektive løsninger trumfer det individuelle tiggeri
Og man kan tilmed hævde, at deltagelse heri også er lønsomt for hver enkelt. Selv hvis man ikke kan lide at give, så er der en fordel ved at deltage.

Hvis man hører til dem, som ikke kan holde ud at dele hospital og sygestue med Marianne, er det selvfølgelig ikke så godt, og de personer foretrækker så private forsikringer og private sygehuse, hvor netop kun deres behov bliver opfyldt. Og den model medfører så, at Marianne – og mange med hende – ikke kan være sikker på at have en forsikring og dermed ikke får den tilstrækkelige og gode behandling, som et kollektivt forsikringssystem kan give hende. Selvom man endda kan hævde, at man udmærket kan have et kollektivt sundhedssystem og samtidig give folk mulighed for at bruge deres private midler på private løsninger, men ofte vil de, som vil det private, så kræve, at de ikke skal være med til at finansiere det kollektive.

Selv hvis man ikke kan lide at give, så er der en fordel ved at deltage

Den upersonificerede næstekærlighed gælder for sundhed, og den gælder for uddannelse og sociale forhold. Glæden ved, at et ungt menneske kan vælge at tage en uddannelse og ikke skal spare op hertil eller er afhængig af forældres indkomst, kan også rummes i solidaritetsbegrebet.

Og navnlig når det gælder tilværelsens skyggesider, er der behov for et samfund, hvor den enkelte ikke er hensat til tiggeri, men har muligheden for at bevare menneskelig værdighed på trods af en svær social situation.

Det økonomiske sikkerhedsnetværk giver den ekstra chance
At stå uden arbejde og dermed mulighed for at forsørge sig selv og sin familie er en kolossal ydmygelse for mange mennesker. At sørge for et økonomisk sikkerhedsnetværk der gør, at den enkelte og familien har en chance for at komme videre i tilværelsen uden at støde på økonomisk ruin, er kernen i en anstændig arbejdsmarkedspolitik.

Og for nogle mennesker vælter tilværelsen i form af fysisk handicap, og de skal have en hånd med fra samfundet for hjælp til selvhjælp, og for andre bryder det hele sammen i sindet, og elementære dagligdags gøremål og rutiner kan blive uoverskuelige og ledsaget af diverse misbrug.

De skal have en hånd med fra samfundet for hjælp til selvhjælp

Fælles er, at et ordentligt samfund ikke sender sådanne mennesker ud på gaden overladt til egen formåen, men i stedet tager hånd om og giver hjælp til dem, som har været så uheldige at møde livet med den slags udfordringer. At vi kan give, uden at folk skal tigge, er vores stolte måde at drive et solidarisk samfund på.

Der må findes en balance, hvor den enkelte sørger for sig selv og sine behov, sin families behov og samtidig har overskud til at give til fællesskabet. Den formel er for længst succesfuldt beskrevet og defineret ved realiseringen af velfærdssamfundet, omend det specifikke layout altid er under udvikling.

Det stræbsomme menneske
Fremad og atter fremad har været faste slogans i den socialdemokratiske bevægelse. Skabelsen af noget nyt og bedre i samfundet og målet om, at ens børn skal have en bedre tilværelse en ens egen, er umistelige sigtepunkter. Viljen til og troen på fremskridt er den benzin, der får den politiske motor til at køre.

Fælles samfundsprojekter er vigtige, og det er individets også. Og her handler det i høj grad om respekt mennesker imellem. Nogle rækker ud efter stjernerne og bliver skuespillere i Hollywood, nogle læser teoretisk fysik og modtager Nobelpriser, og nogle opnår at spille fodbold i Premier League. Det er flot, og det er netop enestående. For det er kun de færreste, der opnår dette.

Den politiske opgave er at forsøge at bane vejen for, at folks realistiske målsætninger kan opfyldes

Men rundt om i vores samfund sætter mennesker mål op. Med forskellig styrke, omfang og ambition. For nogen er det at tage en uddannelse, for nogen er det at spare op til et sommerhus, for nogen er det at have et godt familieliv. Hvad folk påskønner måles med forskellig vægt. Den politiske opgave er at forsøge at bane vejen for, at folks realistiske målsætninger kan opfyldes. Sådan at de kan stræbe efter, hvad de hver især anser som en god og måske lykkelig tilværelse.

Hvis al den forskel skal fungere bedst muligt i et samfund, er det afgørende, at vi respekterer hinandens valg, men samtidig sikrer, at alle bidrager efter formåen i den del af tilværelsen, som er fælles.

Det, vi gør godt i dag, skal vi gøre bedre i morgen. Hvad enten det er på jobbet, i indretningen af den offentlige sektor eller i vores private sfære. Vi tror på, at det stræbsomme menneske er udgangspunktet for et endnu bedre samfund, og at de optimale vækstbetingelser herfor er et samfund, hvor friheden, ligheden og solidariteten er sat i system: det socialdemokratiske velfærdssamfund."